29. december 2022

Nytårshilsen fra Erik Larsen

Erik Larsen var håbefuld, da han gik ind i 2022. Og selvom om året har været som ingen andre, vælger han også at se håbefuldt mod 2023.

Kære kolleger

Da jeg vendte første side på kalenderen til 2022 var jeg håbefuld. Vi begyndte at se enden på COVID-19 pandemien, og i horisonten kunne vi ane hverdagen, som vi kender den. Jeg tror, at der var mange, der sad med samme håb for 2022. Men 2022 blev ikke, som vi havde håbet. Den 24. februar blev en skæbnestund for millioner af ukrainere, for Europa og for os griseproducenter. Og med ét var verden en anden.

Vi griseproducenter er rundet af, at vi har fødderne solidt plantet i den danske jord samtidig med, at vi har øjnene solidt rettet mod eksportmarkederne. Vi ved, at verden hænger sammen, og vi vidste, at krigen i Ukraine ville påvirke os. Præcis som vi ved, at vi gennem eksportmarkederne kan og vil gøre en forskel for det globale klima gennem en stærk dansk produktion af bæredygtige fødevarer. Vi er klimaglobalister stærkt forbundet med hvert vores lokalområde.

Det så vi da krigen ramte i Ukraine. Mange af vores kollegaer har ukrainere ansat, og da deres familiers hjem blev ødelagt, åbnede vi vores hjem for vores ukrainske medarbejderes familier og venner. Danske landmænd kørte hele vejen til Ukraine for at bringe medarbejderes familier i sikkerhed. Danske landmænd er gjort af et særligt stof, og det viste vi, da krigen ramte.

Krigen betød også, at vi i et allerede udfordret marked blev endnu mere udfordret. Priser på foder og energi eksploderede. Og med allerede lave priser, er vi i 2022 for alvor blevet udfordret på vores bytteforhold. Nogle har valgt at tømme stalden og vente på bedre tider, andre er bukket under, og mange kæmper en daglig kamp med at få økonomi og produktion til at hænge sammen. 

Markedet går op og ned, og selvom vi er nede nu, venter bedre tider. Markedet i Europa er ved at tilpasse sig. Antallet af slagtninger i Europa falder, produktionen i Tyskland og Polen er i tilbagegang, og efterspørgslen fra Asien viser positive tegn. Vejen er hård nu, men vi er i samme båd, når vi kæmper for, at dansk produktion af grise og grisekød forbliver i den absolutte verdenselite. 

Det gør vi blandt andet med vores PRRS-strategi, som viser, at vi kan og vil være verdens bedste producenter af grise og grisekød. Det viser vi ved, at vi har Europas bedste beskyttelse mod ASF. Og det gør vi ved at vise, at vi har løsningerne til en mere bæredygtig global fødevareproduktion.

En af de ting, der fyldte meget i valgkampen, og som kommer til at fylde meget for vores erhverv i 2023, er en CO2-afgift på landbrugets biologiske processer. Jeg må indrømme, at jeg er frustreret over, at man fra politisk hold fortsat ser på klimaet i en national osteklokke. CO2 kender ikke grænser. Og klimanationalisme vil i bedste tilfælde ikke gøre en forskel for klimaet og i værste tilfælde både ødelægge dansk fødevareproduktion og skade det globale klima. 

Derfor har vi i 2023 en vigtig opgave i at hæve stemmen for klimaglobalismen. Skal vi have en CO2-afgift, bør den indføres på EU-niveau. Skal vi absolut have dansk enegang, skal vi have en CO2-afgift på forbrugsleddet, så danske og udenlandske varer stilles ens. Og så skal indtægterne fra en afgift tilbage til erhvervet, som Landbrug & Fødevarer også har fastslået i sine frem principper for en CO2-afgift. 

2022 blev året, hvor vi offentliggjorde vores Vision for fremtidens griseproduktion. Jeg er både glad for og stolt af, at en samlet danske branche for produktion af grise og grisekød i september kunne fremlægge en vision, der tager ambitiøse skridt på bæredygtighed, dyrevelfærd og drift og ledelse af vores produktioner. 

Der var grund til at være håbefuld, da vi gik ind i 2022. Der er også grund til at se håbefuldt mod 2023, for hvis de hårde tider i 2022 har vist os noget, så er det, at vi producenter af grise og grisekød ikke sådan er til at slå ud. Vi fortsætter med at udvikle os, for vi vil producere verdens bedste fødevarer. For det vil jeg gerne sig jer en stor tak. 

Med de ord, vil jeg gerne ønsker jer alle og jeres nærmeste et godt nytår.  

Venlige hilsner,
Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.