Bæredygtighed og klima i landbruget

Dansk landbrug er bæredygtigt – og bæredygtigheds-initiativerne på de enkelte gårde er mangfoldige. Danmark er også blandt de mest miljøeffektive, når det handler om produktion af grisekød.

Den brede forståelse af ordet ”Bæredygtighed” omfatter både en social, økonomisk og miljømæssig dimension. Eller mere populært udtrykt – så handler det om, at vi giver jorden videre til næste generation i lige så god stand, som vi selv overtog den – altså at vi skal passe på vores jordklode.

Det følgende beskriver og omtaler alene den miljømæssige bæredygtighed i dansk griseproduktion.

I det daglige handler de fleste landmænd bæredygtigt uden at tænke over det. Det er via husdyravl samt brug af nye og bedre kornsorter, det er når næringsstoffer i husdyrgødningen tilbageføres som gødning på markerne – eller når der indføres ny viden og teknologi, som gør, at vi løbende producerer mere for mindre. Fokus er løbende at forbedre sig. Det er ikke kun godt for miljøet, men også for bundlinjen hos den enkelte landmand.

Danmark er blandt de mest miljøeffektive, når det handler om produktion af grisekød. I dag produceres fx to slagtegrise med samme miljøbelastning, som én gris havde i 1985 – jf. figur 1. Som vist er udskillelsen af både kvælstof og fosfor halveret for hvert kg produceret grisekød, mens ammoniaktabet er faldet hele 73 %, og det kan vi godt være stolte af.

Figur 1. Grisekød: Bæredygtig udvikling – mere for mindre

Avlsarbejde og brug af aminosyrer gør en forskel

Over de seneste 20 år har især to biologiske teknologier bidraget væsentligt til et stort fald i emission af ammoniak fra vores grisestalde.

Den første teknologi er aminosyrer

Siden slut 80’erne har det været almindeligt at iblande aminosyrer i foder til grise, for på den måde at opnå et mere balanceret sammensat foder, hvor dagens grisefoder indeholder minder sojaskrå end tidligere.

Helt konkret, så indeholder et foder i dag ca. 148 gram protein pr. foderenhed, mens det i slut 80’erne var helt oppe på ca. 185 gram protein.

Beregnes alene som effekt af iblandet aminosyrer, så har dagens produktionsgris 36 procentenheder lavere ammoniaktab når den tildeles et 2019-foder end hvis samme gris fik tildelt et typisk foder fra slut 80’erne.

Den anden teknologi er avlsarbejde

Vi har i mange år avlet for højere daglig tilvækst og bedre foderudnyttelse hos vores slagtegrise.

Set over en 20-årig udviklingsperiode, så spiser en 2019 gris 17 kg mindre foder end en 1999 gris – for at nå samme 70 kg tilvækst i vækstperioden 30-100 kg.

17 kg mindre foder per gris svarer til 15-20 procentenheder lavere ammoniaktab, som skyldes en løbende udvikling i avlen kombineret med en generel bedre sundhed i besætningerne.

Disse to oversete biologiske miljøteknologier har samlet set end halveret ammoniaktabet per gris gennem de seneste godt 20 år.

Avl for højere tilvækst og forbedret foderudnyttelse samt avl for flere fødte grise pr. kuld har ligeledes yderligere bidraget til den positive udvikling. Men også skift fra fast gødning + ajle til gyllebaserede staldsystemer har tilsvarende reduceret ammoniaktabet.

Figur 2. Avl for flere levendefødte grise pr. kuld bidrager til en bæredygtig udvikling med mindre resurseforbrug pr. produceret smågris. Hvis vi i 2019 avlsmæssigt stadig var på niveau med en ”1995-so”, skulle der i de danske stalde gå mere end 2 mio. årssøer i stedet for de nuværende godt 1 mio. årssøer, for at producere de 32 mio. smågrise i 2019. Det gør, at både danske avlsdyr og smågrise er en efterspurgt vare på verdensmarkedet

Fosfor og fytase

Med hensyn til fosfor har en udbredt brug af enzymet ”fytase” bevirket at udskillelsen af fosfor pr. gris er halveret over de seneste 30 år.

Det er bæredygtig udvikling som følge af både avlsarbejde og brug af moderne teknologier for derved at kunne producere mere med brug af færre ressourcer.

Miljøplaner siden 1980’erne

Fra midten af 1960’erne og frem til 1985 blev forbruget af handelsgødning mere end fordoblet. Det var i en periode, hvor man i jagten på øgede udbytter ofte undlod at medregne den kvælstofværdi, som var i den udbragte husdyrgødning, hvilket på det tidspunkt ikke blev betragtet som et problem. 

Men i første halvdel af 1980’erne kom der fokus på landbrugets brug af kvælstof. I 1985 vedtog folketinget en NPO-handlingsplan med krav om bl.a. en opbevaringskapacitet af gylle i op til seks måneder. Desuden blev det forbudt at køre gylle ud på marker uden plantevækst i perioden fra høst til 15. oktober.

I efteråret 1986 blev der målt et stort iltsvind i flere kystområder, hvilket medførte en voldsom diskussion om landbrugets negative påvirkning af miljøet. Enden på historien blev, at folketinget i 1987 vedtog Vandmiljøplan I, og som siden er efterfulgt af både Vandmiljøplan II i 1998 og Vandmiljøplan III i 2004. 

De forskellige handlingsplaner har løbende skærpet kravet til udnyttelse af husdyrgødning i planteproduktionen. Tidligere var der en formodet udnyttelse af det samlede kvælstofindhold i husdyrgødningen på cirka 15 %, mens udnyttelseskravet i gødningsplanerne ved seneste skærpelse pr. 1. august 2020 blev yderlig hævet fra 75 procent til at 80 procent af kvælstofindholdet i svinegylle.

Som vist i figur 3, skete der en halvering i forbruget af handelsgødning i perioden 1985-2001. De meget restriktive krav bevirkede, at det i mange år kun var muligt at tildele gødning svarende til cirka 85 % af det økonomiske optimum. Følgevirkningen blev ikke kun lavere udbytte, men også et faldende proteinindhold i korn svarende til 1-2 procentenheder.

I 2015 vedtog folketinget en ny landbrugspakke, som tillod højere gødskningsnormer på de dyrkede arealer. Det betød, at forbruget af handelsgødning steg 25.000-30.000 ton i perioden 2015- 2019, jf. figur 3.

Figur 3. Forbrug af gødning i dansk landbrug 1985-2019
Det reducerede forbrug af kunstgødning og den øgede udnyttelse af kvælstof i husdyrgødning har gjort, at landbruget siden 1990 næsten har halveret udvaskningen af kvælstof ud til vandmiljøet, jf. figur 4.
Figur 4. Klimanormaliseret kvælstofudledning (kalenderår: 1990-2017) Kilde: NOVANA, Vandmiljø og naturtilstand 2017, Aarhus Universitet, rapport nr. 309, 2019 (Der er anvendt fejlagtige analyser til beregning af kvælstofudledning for årene 2008-2014. AU arbejder på at korrigere tallene). 

Dokumenteret bæredygtighed

I dag er bæredygtig fødevareproduktion, og det at landbrugserhvervet handler miljø- og klimavenligt, i fokus hos både de store supermarkedskæder, internationale fødevarevirksomheder, landbrugserhvervet, politikerne, medierne m.fl.

Fra store erhvervskunder møder virksomhederne tilsvarende øget krav til dokumentation af både fødevaresikkerhed, sporbarhed, bæredygtighed, herunder klimaaftryk. Det er dokumentationskrav, som er på vej ud i den enkelte landbrugsbedrift og til den måde vi producerer råvarer til slagterier, mejerier mv. 

Det er vigtigt, at vi som landbrugserhverv får et fælles sprog om bæredygtighed, og den måde vi bliver målt på, når vi afrapporter erhvervets bæredygtige udvikling. Her er det vigtigt, at de enkelte landbrug tør udfordre hinanden og skabe en bæredygtig læring af sine kollegaer. Og ikke mindst at sikre åbenhed og gennemsigtighed i erhvervet – med andre ord at skabe en ny fortælling, der er værd at lytte til. 

Klimagasser er en gruppe af luftarter, som omfatter kuldioxid (CO2), metan (CH4), lattergas (N2O) m.fl. Øges koncentrationen af disse luftarter i atmosfæren, får det samlet set jordens temperatur til at stige, og dermed ændres klimaet på jorden.

Når vi producerer fødevarer i form af mælk, kød, korn mv., udledes fx metan som bøvs fra mave- og tarmgas, når husdyrene fordøjer foderet, samt når husdyrgødningen opbevares i stalde og gødningslagre.

Figur 5. Landbrugets emission af klimagasser skyldes først og fremmest emission af lattergas fra de dyrkede arealer (1 kg N2O = 298 kg CO2-ækv.) samt metan fra bøvs fra mave- og tarmgas, når husdyrene fordøjer foderet samt under opbevaring af husdyrgødning i stalde og gødningslagre (1 kg CH4 = 25 kg CO2-ækv.). Emission af CO2 som følge af landbrugets energiforbrug (brændstof og el) udgør kun cirka 10 % af landbrugets samlede officielle klimaaftryk. Derudover er der også en direkte emission af CO2 fra drænede humusrige lavbundsarealer, men denne emission indregnes p.t. ikke i landbrugets officielle klimaaftryk. Disse lavbundsarealer udgør op mod 170.000 hektar.

For at dyrke korn på landbrugsjorden, er der behov for at tildele kvælstof i form af husdyrgødning eller handelsgødning for ikke at udpine jorden. En negativ sideeffekt af det tildelte kvælstof er, at der i jorden via biologiske processer sker dannelse af lattergas, som er en meget potent klimagas. Modsat binder planterne også kuldioxid via fotosyntese, hvilket samtidig er en del af klimaløsningen.

Figur 6 viser den relative fordeling af klimaaftryk, når vi i Danmark producer en gris fra fødsel til slagtning.

Figur 6. Relativ fordeling afklimaaftryk for at producere en gris fra fødsel til slagtning (tal for pattegris er inklusiv sohold).

Produktion af foder på de dyrkede landbrugsarealer er en af de store kilder til emission af drivhusgasser ved animalsk fødevareproduktion. Som vist i figur 7 er foder fra de dyrkede arealer årsag til 71 % af det samlede klimaaftryk fra griseproduktionen i landmandsledet, før grisene leveres til slagtning. Det skyldes en negativ sideeffekt af at tildele kvælstof på arealerne, hvor der som følge af biologiske processer i jorden dannes lattergas (lattergas i jord dannes via nitrifikation af ammonium til nitrat eller ved denitrifikation af nitrat til frit kvælstof).

Mulige klimatiltag i grisestalde

Som vist i figur 7, kan erhvervet mindske klimapåvirkningen fra grisestalde ved fx at praktisere hyppig gylleudslusning. Kort fortalt betyder det, at gyllen fra stalden skal overflyttes til en gylletank hurtigere. I stedet for at der typisk udsluses gylle hver femte til sjette uge, er det i de fleste slagtesvinestalde muligt at udsluse gyllen en gang om ugen. Den gennemsnitlige temperatur i gylletanke er lavere end inde i stalden, hvilket bevirker at der udskilles mindre metan fra gyllen. 

Teoretisk set vurderes det, at griseproduktionens emission af metan kan reduceres op til 22 procent, hvis hyppig udslusning praktiseres i 90 % af alle slagtesvinestalde. Isoleret set vil dette tiltag reducere landbrugets samlede emission med cirka 246 kt CO2-ækv., hvilket svarer til godt 2 % af landbrugets samlede emission af klimagas. Det er selvfølgelig ikke gratis og vurderes at ville koste erhvervet 15-18 mio. kr. årligt som følge af ekstra arbejdsforbrug.

Figur 7. Det er først og fremmest det foder fra de dyrkede marker, som grisene spiser og dernæst emission af metan fra de opbevarede husdyrgødning, som er hovedkilden til emission af klimagasser ved produktion af grisekød. Som vist vil en ændret håndtering af husdyrgødning til stald og gødningslagre kunne reducere emissionen af metan. Bemærk, at det direkte energiforbrug i stalden kun har ansvar for en mindre del af klimaftrykket.

Derudover vil tiltag som valg af foderråvarer og mere optimal fodersammensætning til grisene samt nye moderne avlsmetoder bidrage til en løbende reduktion af klimapåvirkningen. Fx vil den årlige avlsfremgang løbende reducere det samlede foderforbrug for at producere en gris fra fødsel til slagtning.

Samlet forventes det at klimaaftrykket pr. kg kød i 2030 vil være reduceret med en tredjedel, i forhold til hvad det var i 2005, som følge af introduktion af nye teknologier, generel effektivitetsfremgang, lavere energiforbrug mv.

Som illustreret i figur 8, er CO2-udledning pr. kWh i Danmark faldet kraftigt gennem de seneste 10 år som følge af en større udbredelse af havvindmøller, solceller mv.  

Figur 8. Gennem de seneste år har CO2-udledning pr. kWh været stærkt faldende i Danmark som følge af en større udbredelse af havvindmøller, solceller mv. Kilde: Rekord lav CO2-udledning fra danskernes elforbrug i 2019, ENERGINET.