17. april 2013

Erfaring Nr. 1307

Farehytte – Materialevalg og design

Erfaringer fra brug af en ny type farehytte i glasfiber viste forbedrede arbejdsforhold, mulighed for pattegrisehule samt god holdbarhed.

I projektet blev der arbejdet med to hyttematerialer – stål og glasfiber. Udviklingsarbejdet tog udgangspunkt i erfaringer opnået i et tidligere projekt vedr. farehytter. I første del af indeværende projekt blev der arbejdet med stålhytter og i anden del med glasfiber.

Produktionsmæssigt fungerede stålhytterne godt i faremarken, men brug af glasfiber gav nye muligheder vedr. formgivning. Et samarbejde med industridesigner Kent Laursen og Poca Glasfiber ApS resulterede i en helt ny hyttetype i glasfiber (Poca-hytten) med fuld ståhøjde og to indgange; én til personale og én til so- og grise. Det har øget arbejdssikkerheden væsentlig i forhold til håndtering af aggressive søer, da medarbejderne kan gå oprejst ind og ud af hytten modsat soens indgang i forbindelse med håndtering af pattegrisene.

De indledende erfaringer med Poca-hytten var så lovende, at udviklingsarbejdet med denne hyttetype fortsætter med fokus på optimering af pattegrisenes termiske nærmiljø og detaljer omkring hyttens udformning i forhold til arbejdsgangene på friland.

tilskud

Projektet er gennemført i samarbejde med Økologisk Landsforening med støtte fra Svineafgiftsfonden, aktivitetsnr. 048-430260 samt EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram under j.nr. 32101-U-12-00213

Støtte fra Fødevareministeriet og EU


Institution: Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Helle Pelant Lahrmann

Udgivet: 17. april 2013

Dyregruppe: Pattegrise, Søer

Fagområde: Stalde og Miljø