I tre besætninger er produktionsresultaterne for so og pattegrise opgjort før og efter der blev indkøbt et minivådfoderanlæg (MVA) fra henholdsvis Weda, Bopil og Big Dutchman.
Omkostninger pr. gris lå mellem 8,37-10,48 kr. pr. fravænnet gris i de tre besætninger. Ved at bruge MVA var omkostningen pr. årsso henholdsvis 375, 297 og 353 kr. I den samlede økonomi for før og efter etablering af MVA havde besætningerne en økonomisk forskel på henholdsvis -60, 15, 115 kr. pr. årsso i dækningsbidrag 2 (DB2). I besætning 3 var gevinsten lidt større, fordi det samme anlæg kunne indeholde cirka 7 % flere årssøer efter etablering af MVA, og dermed steg DB2 relativt fra 115 til 211 kr. pr. årsso, hvis marginal DB fra ekstra søer overføres til dem som var der inden MVA.
Før og efter sammenligningen er foretaget over et længere tidsrum, hvorved der automatisk opstår en avlsfremgang på ca. 0,4 flere levendefødte/kuld alt andet lige, som bør tilskrives andre faktorer end etablering af MVA. Hvis fremgang i levendefødte alene tilskrives avlsfremgang, havde alle tre besætninger et økonomisk tab ved at have fået MVA på henholdsvis -148, -65 og -25 kr. pr. årsso. Det nøjagtige tab kan her diskuteres, for uden MVA ville andre forandringsvariabler også ændre sig, såsom hvordan besætningerne ville have håndteret de ekstra levendefødte. Hvis farestalden ikke havde haft kapacitet til flere ammesøer, skulle der bygges flere farestier eller sættes søer ud.
Sammenlignet med et mælkekopanlæg er omkostninger pr. fravænnet gris cirka 1 kr. lavere ved brug af MVA. Indtil videre kan der ikke gives en specifik anbefaling om, hvorvidt MVA skulle være en bedre investering end mælkekopanlæg. Investeringen var væsentligt større, men driftsomkostningerne var også mindre via en foderprisbesparelse, hvoraf noget måske opstod alene, fordi der ved MVA fodres ”restriktivt”, mens mælkekopanlæg fodrer ad libitum. Flere besætninger med mælkekopanlæg er også begyndt at kører foderstrengen tom efter et givent dagligt forbrug.