I en besætning med et minivådfoderanlæg i farestalden blev pattegrises og smågrises daglige tilvækst registreret ved to foderstrategier. Den ene gruppe af grise blev fodret med supplerende mælkeerstatning fra kuldudjævning til fravænning, den anden gruppe fik mælkeerstatning indtil dag 14 efter faring, derefter skiftede de til supplerende vådfoder frem til fravænning dag 24.
Der var ingen signifikant forskel i pattegrisenes eller smågrisenes daglige tilvækst. Der var en tendens til lavere kuldtilvækst i gruppen, der havde fået vådfoder. Dette kan forklares med, at der var en større andel af grise under 3,5 kg ved fravænning.
Grisene, som kun fik mælkeerstatning, fik 660 g mælkepulver pr. gris, mens gruppen med både mælkeerstatning og vådfoder fik 230 g mælkepulver samt 320 g foder pr. gris i hele diegivningsperioden. Ved brug af vådfoder kunne der beregnes en besparelse på 3 kr. pr. gris i foderomkostninger. Denne besparelse taler for en investering i minivådfoderanlæg sammenlignet med en investering i et mælkeanlæg. Der skal dog tages højde for, at et minivådfoderanlæg er dyrere at etablere. Derudover skal det bemærkes, at samme mængde foder nemt kan udfodres som tørfoder. Der var derudover en højere andel af undervægtige grise ved fravænning ved brug af vådfoder. En marginalberegning, som tager højde for de konstaterede nominelle forskelle imellem de to grupper (0,2 flere fravænnede grise pr. kuld samt 0,4 kg mere pr. gris ved salg i mælkegruppen) viste et samlet plus på 1,2 kr. pr. gris til fordel for mælkegruppen. Dette viser, at en sammenligning af strategier eller anlægstyper alene på omkostninger pr. fravænnet gris ikke kan stå alene, og små ændringer i produktiviteten, som f.eks. ændringer i antallet af fravænnede grise, kan have stor betydning for økonomien.