Optagelsen af maternelle antistoffer (IgG) fra råmælk er undersøgt hos 67 nyfødte pattegrise. Der går mellem 3 og 4 timer fra grisene drikker råmælken til antistofferne kan måles i en blodprøve fra grisen. Dette er relevant at vide, når blodprøver for IgG skal vurderes. De tidligere anbefalinger om at kuldudjævne 12 timer efter faring var baseret på blodprøver udtaget 6 og 12 timer efter fødsel af den enkelte gris. Blodprøverne viste, at først 12 timer efter faring havde grisene optaget nok råmælk til at blive flyttet. Med den nye viden om, at der går 4 timer fra grisen drikker råmælk til antistofferne kan måles i blodet, kan det fremover anbefales at gennemføre kuldudjævning, når grisene er 8 timer gamle, da de så vil have drukket tilstrækkeligt med råmælk til at have nok IgG i blodet ved 12 timer.
Der blev afprøvet 3 forskellige mængder råmælk, som blev tildelt enten ved fødsel, 2 timer efter fødsel eller 6 timer efter fødsel (se de 9 grupper i tabel 1).
Grisene fik 10 eller 25 ml råmælk på én gang eller 25 ml råmælk to gange med 3 timers interval. Efter første tildeling af råmælk blev der udtaget blodprøver hver 2. time. Blodprøverne viste, at 4 timer efter tildeling af råmælk kunne der ikke længere ses en stigning i niveauet af IgG i blodet. Dette må betyde, at alt tilgængeligt antistof i en dosis råmælk er optaget efter 4 timer.
Grise, som fik 25 ml råmælk 2 gange med 3 timers interval, opnåede dobbelt så højt niveau af råmælksantistoffer i blodet, som grise der fik 25 ml råmælk. Det tyder således på, at optagelsen af antistoffer fra 25 og 2x25 ml råmælk er lineært stigende. Dette betyder også, at hverken de 25 ml råmælk ved første behandling eller de 3 timer mellem behandlingerne medførte en hel eller delvis lukning af tarmepitelets evne til at optage IgG fra den anden behandling.
Ved tildeling af 10 ml råmælk var niveauet af IgG lidt lavere end forventet ud fra niveauet efter tildeling af 25 og 2x25 ml. Det vides ikke hvorfor, men kan antages at skyldes, at en vis mængde råmælksantistoffer bindes af smitstoffer i mavetarm-kanalen eller indgår i immunforsvaret i tarmepitelet.
Pattegrisene blev enten tildelt råmælk ved fødsel eller 2 eller 6 timer senere. Der var ingen tegn på, at tidspunktet for tildeling påvirkede optagelsen af råmælksantistofferne. Så hvis man tildeler de svageste pattegrise udmalket råmælk, indenfor de første 6 timer efter fødsel, så behøver man ikke at øge dosis, selv om råmælken ikke tildeles lige efter fødsel.
Det anbefales i litteraturen, at pattegrise skal optage 160 – 170 gram råmælk pr. kg det første døgn i grisens liv. I denne afprøvning fik grisene kun hhv. 5, 12 og 25 % af denne mængde. 12-18 timer efter fødsel blev grisene lagt til en so, hvor de kunne drikke somælk. Den begrænsede mængde råmælk i forhold til litteraturen påvirkede imidlertid ikke pattegriseoverlevelsen i afprøvningen, hvor 30 af 40 forsøgsgrise kunne genfindes 2 måneder efter afsluttet forsøg. Forsøget var ikke dimensioneret til at afklare overlevelsen i forhold til de enkelte grupper. De store mængder råmælk til pattegrise, som anbefales efter fødsel, er således ikke nødvendig på grund af et stort behov for maternelle antistoffer, men behovet for energi til aktivitet og temperaturregulering skal dækkes. Denne nye viden kan fremover anvendes ved håndtering af små eller svage grise. Disse grise kan sikres ved tildeling af en lille mængde udmalket so-råmælk, og så kan resten af energibehovet dækkes af somælk (mindsteamme) og måske endda ved tildeling af et letfordøjeligt kommercielt produkt, indtil grisen har energi til at klare sig hos en so.
Der er tegn på en stigende tilvækst ved stigende mængde råmælk tildelt i forsøget. Det er ikke klart, om dette resultat er tilfældigt, da forsøget ikke var dimensioneret til at kunne afklare dette. Hvis sammenhængen er til stede, så kan sammenhængen mellem tildelt mængde af råmælk til tilvæksten skyldes, at grise, som fik mindst råmælk, også havde dårligst immunsvar overfor tilfældige infektioner og dermed klarede sig dårligere. Men det er også muligt, at grise som fik mindst råmælk, ligeledes har fået mindst stimulering af tarmfunktionen. Det kan enten direkte være igennem den mængde af næringsstof, som har passeret tarmen, eller igennem for svag effekt af én eller flere vækstfaktorer fra mælken.