På baggrund af i alt 1.351 fikserede kuld i syv besætninger (A-G) kunne det konkluderes, at:
- En diegivningsblanding, der opfylder gældende norm for protein og aminosyrer kan problemfrit bruges fra indsættelse i farestalden og frem til fravænning.
- Der blev ikke fundet statistisk sikker sammenhæng mellem protein- og lysinforsyning fra indsættelse i farestalden til tre dage efter faring på frekvensen af pattegrisediarré, kuldtilvækst eller kuldstørrelse ved fravænning.
- Diarré blandt pattegrise skyldtes ofte mælkemangel og må tilskrives management og sygdomspres i den enkelte besætning og ikke det tildelte foders protein- og lysinindhold.
- I besætninger med en kuldtilvækst på over 2,8 kg pr. dag var der numerisk (signifikant i besætning D) en højere kuldtilvækst, når søerne fik en normblanding i hele diegivningsperioden og således ikke fik en reduceret protein- og lysinforsyning omkring faring. Det peger således på, at besætninger med en høj mælkeydelse har den største gevinst ved at bruge normfoder fra indsættelse til fravænning.
- Besætning C, som havde den højeste kuldtilvækst på 3,15 kg pr. dag, havde også den laveste diarréfrekvens blandt pattegrise.
I afprøvningen fik kontrolsøerne fra indsættelse i farestalden til fravænning en normblanding, som var optimeret efter gældende danske normer for næringsstoffer til diegivende søer. Forsøgsgruppen fik et foder, hvor den daglige proteintildeling var reduceret i intervallet 6,3 til 17,4 % og den daglige lysintildeling var reduceret i intervallet -1,3 til 32,4 % i perioden fra indsættelse i farestalden og frem til tre dage efter faring. Derefter fik søerne kontrolfoderet.