Ved denne afprøvning har ingen af de testede desinfektionsteknologier vist sig i stand til at nedsætte forekomsten af dyre-MRSA blandt grisene eller i staldmiljøet. Grisenes produktivitet blev heller ikke forbedret, ligesom forekomsten af antibiotikabehandlinger og forekomsten af diarréfremkaldende bakterier var upåvirket af teknologierne. Testen er gennemført som en såkaldt screening, hvorunder kun teknologier med en markant stor effekt ville kunne udpeges.
Dyre-MRSA er vidt udbredt i danske svinebesætninger. Bakterien giver ikke sygdom hos grisene, men mennesker, der arbejder i staldene, kan blive smittet af grisene og bære bakterien på huden og i næsen for en periode. De fleste staldmedarbejdere er såkaldt sunde smittebærere (raske personer), som kan smitte andre mennesker uden for stalden. For at nedsætte denne risiko er der et ønske om at undersøge, om der er gode og egnede desinfektionsmetoder, der effektivt kan nedsætte forekomsten af dyre-MRSA blandt grisene og i staldmiljøet. På denne måde er det muligt at nedsætte risikoen, for at staldmedarbejderne bliver bærere af bakterien.
Afprøvningen er gennemført i to svinebesætninger – en slagtesvinebesætning (A), hvor fire desinfektionsteknologier blev testet, og i SEGES’ egen besætning, Grønhøj (B), hvor en femte teknologi blev testet. Alle desinfektionsteknologierne har været etableret i en hel staldsektion, og en helt identisk sektion har fungeret som kontrolsektion. Disse to sektioner har indgået i testen samtidigt. De fire teknologier er testet i to runder, mens den femte kun blev testet i én runde. MRSA er undersøgt ved næsesvaberprøver af en stikprøve af grisene samt ved luftprøver og støvprøver fra inventaret. Til vurdering af forekomsten af diarréfremkaldende bakterier har man udtaget sokkeprøver fra stibunden. Tilvækst, dødelighed og antibiotikabehandlinger er registreret på sektionsniveau. Alle prøver er udtaget umiddelbart efter indsættelse af grisene samt efter henholdsvis fire og otte uger.