Foderstrategien, i form af to forskellige foderkurver, ved brug af samme foderblanding under poltenes opvækst havde ikke betydning for andelen af søer, der blev udsat efter første kuld i to besætninger. I besætning A blev 95-97 % af de fravænnede søer løbet til andet kuld, mens andelen i besætning B udgjorde 88 %. Den højere foderkurve medførte i besætning A, at kuldstørrelsen blev forøget med 0,7 totalfødte grise pr. kuld til 17,5 totalfødte, hvorimod der i besætning B ikke blev fundet nogen effekt (17,6-17,7 totalfødte grise pr. kuld) af foderstrategien under opvæksten.
Når der blev set samlet på polte i de to besætninger, havde poltenes vægt ved første løbning størst betydning for antallet af totalfødte gris i første kuld, således at for hver 10 kg ekstra, polten vejede ved løbning, steg antallet af totalfødte med 0,4 gris pr. kuld. Rygspæktykkelsen og alderen i sig selv havde ikke en statistisk sikker betydning for antallet af totalfødte grise pr. kuld, men begge parametre er korrelerede med vægten ved første løbning. En høj vægt ved løbning øgede risikoen for, at poltene ikke blev løbet til andet kuld, specielt hvis poltene samtidig havde lav rygspæktykkelse. Generelt medfører en højere rygspæktykkelse ved første løbning, uanset vægten ved første løbning, at flere af poltene også løbes til andet kuld som søer.
Ved at se på de 25 % letteste, de 50 % midterste og de 25 % tungeste polte ved løbning i hver af de to besætninger blev det fundet, at de 25 % letteste polte i besætning A (gennemsnitsvægt: 143 kg) havde et lavere antal totalfødte grise pr. kuld end de to øvrige grupper (50 % midterste, gennemsnitsvægt: 152,5 kg; 25 % tungeste, gennemsnitsvægt: 172,8 kg). Andelen af udsatte efter første kuld var ikke forskellig mellem grupperne og varierede numerisk fra 94,5-97,2 %. I besætning B var kuldstørrelsen højest blandt de 25 % tungeste polte (18,5 totalfødte grise pr. kuld; gennemsnitsvægt: 187,1 kg) og faldt statistisk sikkert med 0,9 og 1,7 totalfødte grise pr. gruppe hos de henholdsvis 50 % midterste (gennemsnitsvægt: 161,2 kg) og 25 % letteste polte (gennemsnitsvægt: 140,4 kg) ved løbning. Søernes holdbarhed i besætning B, udtrykt ved andelen udsat efter første kuld, var ikke forskellig blandt de 25 % letteste og 50 % midterste polte, hvor 91,5-92,5 % af søerne blev løbet til andet kuld. Blandt de 25 % tungeste var andelen, som blev løbet til andet kuld, reduceret til 77,4 %, hvilket var statistisk sikkert forskelligt fra de to øvrige vægtgrupper.
Samlet set viste resultaterne, at der er god grund til at forsøge at minimere spredningen i poltenes alder, vægt og rygspæktykkelse ved løbning for at maksimere andelen, der løbes til andet kuld, samtidig med at kuldstørrelsen optimeres. At gå efter maksimal kuldstørrelse i første kuld kan medføre, at poltene bliver for tunge ved løbning, hvilket øger andelen af tidligt udsatte som påvist i besætning B. Poltefoder med 5,0-6,0 g fordøjeligt lysin pr. FEso vurderes at være optimalt, når polte løbes i anden brunst ved en alder på omkring 230-240 dage, en vægt på 140-160 kg samt ca. 14 mm rygspæk. For at sikre et optimalt polteflow og løbning af polte i det rette huld bør det overvejes at udtage de mindste og mest magre polte i stierne, når gennemsnitsvægten er omkring 100 kg. De mindste polte skal tildeles 10-15 % højere foderstyrke et drægtighedsfoder med 3,5-4,0 g fordøjeligt lysin pr. FEso for at maksimere fedtaflejringen, inden de skal introduceres i løbestalden.
Fordelt på de to besætninger indgik 1.630 polte i en afprøvning, hvor de under opvæksten blev fodret efter to forskellige foderkurver. Den ene gruppe fulgte en foderkurve med en maksimal foderstyrke på 2,9 FEsv pr. dag (gruppe 1), og den anden gruppe fulgte en foderkurve, der gav en højere foderstyrke under hele opvæksten med en maksimal foderstyrke på 3,25 FEsv pr. dag (gruppe 2). Foderet var planlagt til at indeholde 6,0 g fordøjeligt lysin pr. FEso, og den maksimale foderstyrke blev på begge foderkurver opnået, når poltene havde en alder på 168 dage (24 uger).