Tre forskellige fasefodringsstrategier med varierende niveauer af lysin og øvrige aminosyrer til søer fra de blev indsat i farestalden og frem til fravænning påvirkede hverken den daglige kuldtilvækst, søernes vægt- og rygspæktab sammenlignet med brug af én foderblanding, der overholdt gældende normer for lysin og øvrige aminosyrer. På tværs af de tre fodringsstrategier blev der opnået en gennemsnitlig daglig kuldtilvækst på 2,62 kg pr. dag, og søernes vægt- og rygspæktab i diegivningsperioden var henholdsvis 9,97 kg og 2,43 mm. Forekomsten af behandlingskrævende diarré lå på 4,5 % af de kuld, der indgik, og var ikke forskellig mellem grupperne.
I denne afprøvning blev anvendt tre forskellige fodringsstrategier med varierende niveauer af lysin og øvrige aminosyrer til søer fra de blev indsat i farestalden og frem til fravænning:
- Den første strategi gik ud på at anvende én foderblanding indeholdende 7,7 gram fordøjeligt lysin fra indsættelse i farestalden og frem til fravænning (1 fase).
- Den anden strategi gik ud på at anvende én blanding med 6,7 gram fordøjeligt lysin pr. FEso fra indsættelse til dag 9 efter faring og derefter en anden blanding med 8,7 gram fordøjeligt lysin pr. FEso (2 faser). Her blev forholdet mellem lysin og energi forsøgt tilpasset til soens forventede mælkeproduktion, så soen fik mest fordøjeligt lysin (og øvrige aminosyrer), når behovet var størst.
- Den tredje strategi gik ud på at anvende én blanding med 6,7 gram fordøjeligt lysin pr. FEso fra indsættelse til faring og derefter en anden blanding med 8,7 gram fordøjeligt lysin pr. FEso fra faring til dag 9, hvorefter søerne blev fodret med en tredje blanding med 7,7 gram fordøjeligt lysin pr. FEso (3 faser). Denne strategi blev anvendt for at undersøge, om et overskud af fordøjeligt lysin (og øvrige aminosyrer) i tidlig diegivning var skadeligt for søernes mælkeproduktion.
I alle de anvendte foderblandinger blev aminosyreindholdet tilpasset det valgte lysinniveau, så forholdet mellem alle essentielle aminosyrer og lysin overholdt gældende norm til diegivende søer.
I alt indgik 355 søer fordelt på de tre grupper. Alle søer blev standardiseret med 14 mellemstore til store grise 12-24 timer efter faring, og alle søer havde en på forhånd fastlagt maksimal foderkurve, og fra dag 15 og frem til fravænning var det planlagt, at søerne ikke kunne tildeles mere end 9,25 FEso pr. dag.
Samlet set vidner resultaterne om, at fasefodring med varierende indhold af lysin og øvrige aminosyrer er en mulighed, men at dette ikke forventes at påvirke søernes produktivitet, når blot foderkurven sikrer, at søerne ikke taber mere end cirka 14-15 kg i løbet af diegivningsperioden. I afprøvningen oversteg den gennemsnitlige daglige lysinforsyning søernes behov i alle tre grupper, hvilket var forårsaget af en relativt lav daglig kuldtilvækst.