I lighed med tidligere undersøgelser viste en analyse fra 17 besætninger, der har deltaget i demonstrationsprojekt SoLiv, at der en ligelig fordeling mellem selvdøde og aflivede søer. Andelen af søer, der slagtes, er størst umiddelbart efter fravænning, mens søer, der dør akut, er relativ høj omkring faring/diegivning. Årsagen, til at søer dør akut (selvdød), kan være vanskelig at diagnosticere. Søer, der aflives, opholder sig typisk i drægtighedsstalden og aflives i løbet af hele drægtighedsperioden.
Obduktion kan give mere indsigt i baggrunden, men det kan være vanskelig at finde den ”røde tråd”. Søer, der aflives, er ofte halte, og derfor skal indsatsen omkring dagligt tilsyn og brug af sygestier målrettes.
En hyppig årsag, til at søer slagtes, er dårlige moderegenskaber/kuldresultater. Søer bør dog ikke udsættes på grund af dette, før efter hun har nået sit optimum omkring 4. kuld, med mindre der er tydelige blivende fysiske skavanker. Unge søer var overrepræsenteret i gruppen, der blev udsat på grund af brunstmangel samt ikke-drægtig. Målsætningen bør være, at 80 % af de polte, der løbes til første kuld, også løbes til 3. kuld.
Målet er færre døde søer på landsplan, og so-dødeligheden har udviklet sig i en positiv retning med en nedgang i antallet af søer, der tilføres destruktionsanstalterne. Der er en klar forventning til, at VSPs målsætning for sodødelighed med 9 % af årssøerne i 2018 er realistisk.
Økonomiske beregninger har dokumenteret, at for hvert point dødeligheden reduceres, er der 46 kr. i DB pr. årsso i besætningen.
