Tyskland er endnu den største aftager af danske smågrise, Polen er den næststørste. Det er derfor afgørende at følge udviklingen, således at danske smågriseproducenter kan tilpasse sig eventuelle nye udfordringer på det tyske smågrisemarked.
I Tyskland strammer man miljøreglerne, især omkring gødningshåndtering. Næringsstoffer fra gylle tilført biogas indgår nu i gødningsregnskabet, og krav om at reducere kvælstofoverskuddet pr. hektar strammes løbende. Større svinestalde skal anvende luftrensning til forbedring af luftkvaliteten fra svinestalde. Smågriseproducenter er under pres for løsgående søer i løbestalden og krav til løbebokses størrelse, og løsgående diegivende søer diskuteres ligeledes. Endvidere har tyskerne et uløst problem med håndtering af kastration under bedøvelse. Alle disse forhold presser rentabiliteten i slagtesvineproduktionen i de dyrtætte områder og giver usikre forhold for smågriseproducenterne, om hvad gældende krav er til sostaldenes indretning. I det dyretætte område Niedersachsen mangler 200.000 ha udbringningsareal, det betyder, at cirka 6 mio. ton gylle skal transporteres til andre områder i Tyskland, hvilket igen betyder en væsentlig merudgift til gyllehåndtering for de bedrifter, der ikke kan bruge gyllen på egen jord.
Resultatet af de miljømæssige stramninger vil medføre mindre investeringer i ny slagtesvinestalde, med det resultat at det fald, der er set i antal slagtninger i Tyskland de sidste par år, vil forsætte. De dyrevelfærdsmæssige tiltag, der er på vej i Tyskland, forventes ligeledes at medføre mindre interesse for at investere i smågriseproduktion. I første omgang vil øgede stramninger til dyrevelfærd skubbe til strukturudviklingen, idet det især er de mindre sobesætninger, der har svært ved at implementere fx kastration under bedøvelse så længe de tyske regler foreskriver, at det kun må gøres af en dyrlæge. Det må forventes, at nye sostalde får en væsentlig størrelse og bliver langt mere konkurrencedygtige overfor de danske sobedrifter i fremtiden. Det må dog forventes, at det er en langvarig proces, og at det vil tage adskillige år inden tyske sobedrifter bliver lige så konkurrencedygtige som de danske sobedrifter.
Samlet set forventes det, at antal slagtninger indtil 2025 vil falde med 4,5 mio. stk. i alt i forhold til 2015 og at egenproduktionen af smågrise vil falde med 6,5 mio. stk. i alt i forhold til 2015. Dermed øges behovet for import af smågrise med cirka 2 mio. årligt i 2025. Det er dog ikke det samme som at importen af smågrise fra Danmark vil øges væsentlig. Det vil komme til at afhænge af prisen på smågrise på det tyske marked set i forhold til de øvrige markeder som Danmark eksporterer smågrise til, samt de danske slagtesvineproducenteres konkurrenceevne. De store miljøomkostninger, som de hollandske svineproducenter kæmper med, kan få negativ indflydelse på antallet af slagtesvin i Holland, med øget eksport af smågrise til følge.
Faldende antal slagtninger i Tyskland kan give øget konkurrence om slagtesvinene og en volatil slagtesvinenotering indtil slagtekapaciteten bliver tilpasset. Høje svinepriser i Tyskland vil påvirke smågrisepriserne i opadgående retning og være med til at forsinke lukningen af de mindre tyske sobedrifter.
Øget politisk pres for miljø- og klimaforbedringer efter 2020 kan yderligere øge omkostningerne for slagtesvineproducenterne, så faldet i antal slagtninger bliver endnu større end 4,5 mio. stk. frem mod 2025. Samlet kan disse forhold medføre, at tysk svineproduktion alligevel ikke får et øget behov for import af smågrise.
Hvis Afrikansk svinepest breder sig til Tyskland, kan det medføre chokbølger, som fremskynder strukturudviklingen og øger faldet i såvel smågrise- som slagtesvineproduktionen. De økonomiske følger med stort fald i svinenoteringen vil også få afsmittende effekt på de lande, der eksporterer
smågrise til det tyske marked.
De tyske slagtesvineproducenters forringede konkurrenceevne spiller også en rolle overfor andre europæiske smågrisemarkeder som fx Italien og Polen. Hvis importbehovet i disse lande stiger øger det konkurrencen om smågrisene, og her kan de tyske slagtesvineproducenter blive taberne med de stigende miljøomkostninger. Resultatet bliver yderligere fald i antal slagtninger.
Tierwohl (dyrevelfærdsordningen), der giver dækning af meromkostninger for en lang række forhold, der kan berige grisenes nærmiljø, kan på kort sigt være med til at opretholde produktionen i ældre stalde, da de i forvejen ofte har et større areal pr. gris end lovgivningen kræver og dermed kan opnå tilskud uden meromkostninger.
Tierwohl omfatter både svin og høns. Alene svin modtager cirka 700 mio. kr. i årlig støtte fra den kødafgift som de supermarkeder, der deltager i Tierwohl, indbetaler. At det er en kødafgift indebærer, at også importeret kød er med til at betale ordningen.
Der arbejdes på at gøre Tierwohl til en statslige dyrevelfærdsordning, der ligner den danske hjerte-gris-model med tre niveauer, hvor den nuværende Tierwohl bliver niveau 1. Hvilken indflydelse det på sigt får på strukturen i tysk svineproduktion, er svær at vurdere, men det vil forstærke den tyske ordning med ”født og opvokset i Tyskland”, og formentlig også styrke markedsføringen af tysk svinekød i Tyskland. Ordningen betyder ligeledes, at de tyske svineproducenter får dækket de meromkostninger, der er ved dyrevelfærd, hvilket på sigt vil gøre de tyske smågriseproducenter mere konkurrencedygtige end de danske smågriseproducenter. I hvor stort omfang det vil påvirke smågrisemarkederne, afhænger af, hvordan det implementeres i de tyske QS-regler. Hvis danske smågriseproducenter skal til at opfylde ekstra dyrevelfærdskrav uden kompensation, får de sværere ved at konkurrere med de tyske smågriseproducenter.