Produktionsomkostninger i forbindelse med specialproduktioner

Landsudvalget for Svin reviderer og beregner løbende produktionsomkostningerne for svineproducenter med specialproduktioner.

Der tages udgangspunkt i produktionsomkostninger fra en svineproduktion, der er identisk med grundlaget for Den beregnede Smågrisenotering*). På den baggrund beregnes meromkostninger eller produktionsmæssige fordele for en given specialproduktion, ud fra de forskelle der er en konsekvens af specialproduktionen.

De områder, hvor specialproduktionerne afviger i omkostningerne til den konventionelle produktion, er analyseret og fastlagt i henhold til kendt viden på området. I bilag 1 kan man således finde de eller den kilde, der er baggrunden for en given forudsætning.

Det er en forudsætning, at produktionssystemet tilpasses de krav, der er til specialproduktionen. Det betyder fx at krav om undladelse af halekupering, krav til medicinering og foder samt fravænningsalder skal efterleves.

Beregningerne tager udgangspunkt i gældende dansk lovgivning med løsgående søer fra fjerde drægtighedsuge og foder uden antibiotiske vækstfremmende stoffer. Der er ikke medtaget omkostninger til kontrolbesøg.

Afregning af alle grise inkl. specialgrise offentliggøres kvartalsvis i ”ds nyt”. Dermed er der ikke som tidligere behov for at beregne de afregningsmæssige konsekvenser. De senest offentliggjorte afregningspriser for hver specialproduktion er vist i tabellerne.

Der tages udgangspunkt i en konventionel svineproducents i forvejen eksisterende staldanlæg og produktion. Det er en forudsætning i beregningerne, at svineproducenten til enhver tid kan skifte tilbage til den konventionelle produktion.

Frilandsproduktion er anderledes end de andre specialproduktioner. Frilandsproduktion kan ikke passes ind i et konventionelt staldsystem, det er derfor en forudsætning, at det er en etableret eller nystartet svineproducent. Endvidere er det ved frilandsproduktion en forudsætning, at produktionen af smågrise og slagtesvin foregår i staldbygninger, der er bygget til netop denne produktionsform. Det vil sige stalde med udeareal til både smågrise og slagtesvin.

Hangriseproduktion

Tabel 1 viser den omkostningsmæssige forskel mellem konventionel svineproduktion og hangriseproduktion pr. gris og pr. kg slagtekrop.

Ved hangriseproduktion er der en fordel på 14 øre pr. produceret kg slagtekrop, eller 11 kr. pr. gris.

Det ses i tabel 1 at omkostningsbesparelsen udelukkende er i foderdelen i slagtesvineperioden, idet hangrise har en bedre foderudnyttelse end galtgrise. Dermed tilfalder hele fordelen slagtesvineproducenten. Hangrise skal bruge 15 FEs mindre end galtgrise for at nå samme slagtevægt.

Hangrisene har en højere kødprocent end galtgrise (2,3 procentpoint), samtidig fratrækker slagteriet et hangrisefradrag på p.t. 25 kr. pr. hangris i forbindelse med analyseomkostninger. Disse afregningsmæssige faktorer er indregnet i ovenstående tabel 1, afregning fra Danish Crown.

Der er mindre arbejde ved ikke at skulle kastrere hangrisene, dette er dog ikke medregnet som en besparelse.

UK produktion

Tabel 2 viser den omkostningsmæssige fordel mellem en konventionel svineproduktion og UK-produktion pr. gris og pr. kg slagtekrop.

Mermkostningerne er 15 øre pr. kg slagtekrop, hvilket er 11,5 kr. pr. gris. Meromkostningerne ved UK-produktion er alene tilknyttet soholdet i perioden indtil fravænning.

De meromkostninger, der er ved UK-produktion, består blandt andet af et større halmforbrug i drægtighedsstalden (40 kg pr. årsso) og i løbeafdelingen (10 kg pr. årsso).

Tidsforbruget i soholdet er endvidere væsentligt større (0,8 timer pr. årsso), hvilket skyldes løsgående søer i både løbeafdelingen og i drægtighedsstalden de første fire uger.

I forbindelse med netop løsgående søer i løbeafdelingen og de første fire uger efter løbning er der indregnet et tab på en halv gris pr. årsso som følge af ringere reproduktion.

Den ringere reproduktion har økonomiske konsekvenser for en række af omkostningskategorierne, i og med at et lavere antal producerede grise betyder færre grise til at betale for en række faste omkostninger, eller omkostninger der er tilknyttet soen. Derfor ses også flere omkostninger, der kun lige varierer med cirka 1 kr. pr. gris.

Á conto afregningen af UK-grise tager hensyn til det specielle UK-tillæg på p.t. 30 øre, godkendelsesprocenten er indregnet. For at opnå tillægget skal de leverede grise blandt andet opfylde krav om en kødprocent på minimum 58, hvorefter de bliver godkendt som UK-grise.

I tabel 3 ses nogle af de betingelser der er forbundet med UK produktion.

  
Tungsvineproduktion

Tabel 4 viser den omkostningsmæssige forskel mellem konventionel svineproduktion og tungsvineproduktion pr. gris og pr. kg slagtekrop.

  
Omkostningerne ved tungsvineproduktion er 19 øre lavere pr. kg slagtekrop sammenlignet med en konventionelt produceret gris, svarende til 16,5 kr. pr. gris.

Der er lavere omkostninger pr. kg slagtekrop forbundet med tungsvineproduktion.

Tungsvinefordelen ligger i udnyttelsen af den kapital, der er tilknyttet produktion af smågrise. En højere slagtevægt sænker smågriseprisens andel af omkostningerne pr. kg slagtekrop. Fordelen er stigende med en stigende smågrisepris og dermed noteringsniveau.

Foderomkostningerne pr. gris er væsentligt højere i en tungsvineproduktion end i en konventionel produktion. Det skyldes, at fodereffektiviteten i slagtesvineperioden er lavere end ved konventionel produktion, hvor grisen produceres 10 kg lettere.

Der anvendes mere arbejdskraft pr. gris i tungsvineproduktionen, men mindre pr. kg slagtekrop, da der er færre flytninger og mindre klargøring pr. stiplads.

Tungsvinene går længere tid i stien end en konventionelt produceret gris. Det påvirker de finansielle omkostninger (renter og afskrivninger) samt omkostninger til vedligeholdelse pr. gris i opadgående retning, men igen er de mindre pr. kg slagtekrop.

Disse forhold, hvor omkostningerne bliver mindre pr. kg produceret gris, er netop kernen i tungsvinefordelen. Det koster mindre at lægge et marginalt kg på et tungsvin end et gennemsnits kg.

Afregningen fra Danish Crown tager hensyn til, at tungsvinene slagtes med en lavere kødprocent, endvidere tager afregningen også hensyn til eventuelle overvægtsfradrag.

Der stilles ingen specielle produktionsmæssige krav til tungsvineproducenter, udover gældende dansk lovgivning.

Produktion af specialgrisene (Vitalius og Antonius)

Tabel 5 viser den omkostningsmæssige forskel mellem konventionel svineproduktion og produktion af specialgrise pr. gris og pr. kg slagtekrop.

Forskellen fra konventionel svineproduktion til specialgriseproduktion er på 76 øre pr. kg slagtekrop, svarende til 65 kr. pr. gris.

Meromkostningerne ved specialgriseproduktion består blandt andet af et større halmforbrug og tidsforbrug i både sohold, smågrise og slagtesvineperioden. Bilag 1 viser det præcise merforbrug.

Der er også beregnet et tab i antal producerede grise, som følge af krav om at smågrisene tidligst må fravænnes 28 dage efter fødsel, hvilket i praksis betyder fem ugers fravænning.

Den største enkelte meromkostning er dog kravet om 30 procent mere plads til smågrise og slagtesvin. Det krav belaster økonomien med 76 øre pr. kg slagtekrop eller 65 kr. pr. gris. Kravet om mere plads er beregnet som et tab i dækningsbidraget, der tager udgangspunkt i, at alternativet er en traditionel svineproduktion, der producerer 30 procent flere grise i samme staldanlæg.

Afregningen fra Danish Crown er et gennemsnit af alle kg leveret i året 2000/2001, det betyder at godkendelsesprocent og tillæg er indregnet i afregningen.

Tabel 6 viser nogle af de krav, der er i forbindelse med produktion af specialgrise.

Frilandsgrisen - Danish Crown

Tabel 7 viser den omkostningsmæssige forskel mellem et konventionelt indendørssystem og produktion af frilandsgrise til Danish Crown pr. gris og pr. kg slagtekrop.

Det ses i tabel 7, at der ved frilandsproduktion skal påregnes meromkostninger på 78 øre pr. kg slagtekrop, svarende til 64 kr. pr. gris.

Det er primært et øget forbrug af arbejdskraft, halm og øgede foderomkostninger, der belaster frilandsproduktionen.

Meromkostningerne er domineret af høje omkostninger til ekstra arbejdskraft. Der er et større arbejdsforbrug både ved søerne på ”faremarken” og i forbindelse med smågrise- og slagtesvineperioden.

I forbindelse med udendørsproduktion er der behov for mere strøelse, derfor er halmforbruget også væsentligt større sammenlignet med konventionel svineproduktion (indendørs produktion). Der bruges mere halm både i farehytterne, i løbeafdelingen og i drægtighedsstalden, de to sidstnævnte er med dybstrøelse. I forbindelse med smågrise og slagtesvin bruges der også mere halm end i tilsvarende indendørs besætninger. Se bilag 1 for yderligere beskrivelse af strøelses mængderne og bilag 2 for beskrivelse af staldindretningen.

Der er endvidere indregnet meromkostninger på 4 øre pr. FEs for at få sofoderet leveret som cobs.

Der er fra Friland A/S krav om, at ingen grise fravænnes under minimum 28 dage, det betyder i praksis fem ugers fravænning, hvilket er indregnet som forudsætning.

Modsatvirkende de ovennævnte meromkostninger har frilandsproducenterne lavere finansielle omkostninger (renter og afskrivninger) gennem billige ”farestier” (hytter).

Investeringerne er tilpasset en frilandsproduktion. Der er derfor ikke mulighed for at gå tilbage til konventionel svineproduktion som ved de andre kontraktproduktioner.

At de finansielle omkostninger ikke er større end som vist i tabel 7 skyldes, at der i smågrise- og slagtesvineholdet som forudsætning er valgt nye smågrise/slagtesvinestier. Disse stier er ikke dyrere pr. stiplads end stier i det konventionelle system, når der er tale om nybyggeri af stalde specielt beregnet til frilandsgrise.

De valgte stier i frilandsproduktionen er isolerede og med naturlig ventilation og kravet til en stiplads er i kvadratmeter større, modsat er der mindre inventar og spalteareal, se tabel 8. Alternativet til en speciel indrettet stald til frilandsproduktion er, at der i beregningen ”bruges” ikke-afskrevne konventionelle slagtesvinestalde, der ombygges til frilandsproduktion med udeareal og større arealkrav. Hvis man vælger den løsning, skal man påregne en meromkostning på ca. 800 kr. pr. stiplads. Det er altså billigere at bygge nyt, hvis de slagtesvinebygninger man ombygger, ikke er afskrevet.

Slagtevægten er på 82 kg, det betyder, at frilandsproduktion også har en tungsvinefordel.

Afregningen fra Danish Crown er et gennemsnit af alle kg leveret i året 2000/2001. Det betyder at godkendelsesprocent og tillæg er indregnet i beløbet.