Det er vigtigt at sikre at alle pattegrise får tilstrækkelig med råmælk efter faring, for at opnå en høj pattegriseoverlevelse [1]. Små eller svage grise kan hjælpes enten ved splitmalkning (link til splitmalkning under pattegriseoverlevelse), fodring med råmælk fra råmælksbank (faktaboks ) eller til nød med mælkeerstatning/tilskudsprodukter (link). Vær opmærksom på at mælkeerstatning/tilskudsprodukter ikke indeholder antistoffer, og derfor ikke kan erstatte råmælk fra soen, men kun fungerer som energitilskud.
Når faringen er overstået, går soen over til periodiske diegivninger, og hvis grisene ikke er tilstede ved mælkenedlægning, kan de ikke få mælk før ved næste mælkenedlægning. Antallet af daglige diegivninger er cirka 24-30 pr. dag, dog med en tendens til at aftage efter de første uger. Grisene optager kun 5–20 ml mælk ved hver diegivning.
Soens mælkeydelse er højest omkring tre uger efter faring, hvorefter ydelsen langsomt falder. Det passer med, at når grisene er tre uger gamle, begynder de at optage tør- eller opblødt foder [2]. Når soen yder mest, kan den dække kuldets behov for mælk til 2,5 kg daglig tilvækst. Det kræver 12-14 liter mælk dagligt [3].
En hel række af søer i farestalden, vil typisk lægge sig samtidig og lade pattegrisene die. I den første uge efter faring indledes den normale diegivning med at soen lægger sig i sideleje og kalder grisene til yveret. Mælkenedlægningen sker i denne periode af sig selv. I løbet af de første to døgn danner grisene en stabil rangorden. Dette medfører, at de målrettet kan finde deres patte og være klar til mælkenedlægningen (se foto 1). Begrænset adgang til yveret pga. dårlige pladsforhold i stien eller hvis soen lægger sig i brystleje pga. smerter ved yverbetændelse fører til flere pattekampe, uro hos soen under diegivning og forringet tilvækst ved pattegrisene [4].
Senere er det hyppigere grisene, der samles hos soen, og ”overtaler” denne til at lægge mælk ned i yveret, ved at puffe og skubbe til yveret med trynen. Selve mælkenedlægningen varer således kun kort tid, og det er vigtigt, at alle grise har fundet en patte, når dette sker. Mælkenedlægningen varer længere hos søer opstaldet i løsdrift frem for kassestier [4].
Foto 1. Patteorden.
Hvis en patte ikke bruges i diegivningsperioden, ophører mælkeproduktionen til denne patte, som derefter svinder ind. Det påvirker ikke den efterfølgende diegivninger (målt på grisenes tilvækst) [5 ]. En gris kan dog godt holde to af de ba-gerste patter i gang, så soen kan have flere aktive patter end den har diende grise.
I diegivningsperioden skal soen opnå neutral eller positiv energibalance (restitution) for at opnå en bedre frugtbarhed i det efterfølgende kuld. En længere diegivningsperiode, giver soen mere tid til at restituere. Dermed er der energioverskud til modning af de æg som bliver produceret i diegivningsperioden og løsnet i den kommende brunst, hvilket resulterer i en højere kuldstørrelse ved næste faring [6] [7].
Dårlig malkere
Hvis et helt kuld grise ved en so viser tegn på nedsat trivelighed, er det tegn på, at den ikke malker optimalt.
Er det bare en dårlig so, hvis den ikke malker ordentligt?
Nej, ikke nødvendigvis. Det kan også skyldes, at vandventilerne ikke giver nok vand.
Skal soen bare fravænnes med det samme, hvis den ikke malker ordentligt?
Nej, en dårlig malker kan malkes op af et kuld store, livskraftige pattegrise – også kaldet et ’tæskehold’. Ombytningen sker direkte.
- Hvis du skal ombytte et helt kuld, skal du først finde en ung so med store, ensartede grise som er minimum 4-8 dage gamle. De grise, soen modtager, skal være ca. lige så gamle, som de grise, den afleverer.
- Tag disse grise og læg det samme antal grise til problemsoen, som den har patter. Den unge so får problemsoens grise.
- Efter ombytning skal varmelampen tændes hos kuldet med nedsat trivelighed.
- God plads til grisene giver mulighed for at grisene laver god eftermassage. Det øger mælkeproduktionen. Derfor skal boksen stå så skråt i stien, at alle grisene kan die uhindret på begge sider af soen.
Det er vigtigt at holde øje med om ’tæskeholdet’ får problemsoen i gang med at malke. Sker dette ikke indenfor 1-2 døgn, skal soen fravænnes og ’tæskeholdet’ flyttes til en ammeso.
Problemer med diegivningen
Herunder er de hyppigste årsager og løsninger, hvis der er problemer med diegivningen [8] [9]:
- Soen er syg: Soen behandles afhængig af diagnose, f.eks. farefeber (Link til MMA). Diagnosticering og behandling skal aftales med besætningsdyrlægen.
- Soen er stresset: Der kan tildeles ekstra rode- og beskæftigelsesmateriale og al håndtering af soen skal foregå yderst roligt og tålmodigt.
- Grisene er syge: Grisene er svage pga. sygdom og får derfor ikke aktiveret mælkenedlægning ved at massere yveret. Grisene behandles afhængig af diagnose. Dette skal aftales med besætningsdyrlægen.
- Stiudformningen tillader ikke grisene at komme til yveret (se foto 2). I dette tilfælde bør farebøjlerne placeres mere på skrå i stien, så der er lige meget plads til diegivning på begge sider af soen.
- Går soen helt i stå, fx pga. svage pattegrise kan kuld fra to søer byttes, så mere livskraftige grise kan malke soen op igen.
Foto 2. Dårlige pladsforhold i faresti.
Raskmelding af soen
Kan jeg se om soen har farefeber?
Ja, du kan kontrollere, om soen er sund og rask. Den er klar til diegivning, hvis
- Yveret er blødt og lækkert.
- Soen rejser og lægger sig ubesværet.
- Soen har god ædelyst.
- Soen urinerer klar eller lys gul urin.
- Soen er feberfri.
- Hvis temperaturen er over 39,5 grader, har soen feber, og bør behandles efter dyrlægens anvisning. Det er en god idé også at smertebehandle soen, hvis den har feber.
