1. juli 2021

Ny digital platform til dokumenthåndtering

DANISH Boksen, et nyt digitalt dokumenthåndteringssystem, bliver tilgængelig for alle producenter i løbet af efteråret. I udviklingen af produktet har vi lyttet meget til udvalgte griseproducenter, som har været med hele vejen, fortæller projektleder Niels-Peder Nielsen, chefkonsulent i SEGES Svineproduktion.

De første griseproducenter kan allerede nu begynde at glæde sig til noget stort. Til efteråret får de nemlig adgang til det digitale dokumenthåndteringssystem DANISH Boksen. Men allerede nu har over 60 griseproducenter fået adgang til platformen. De er nemlig blevet en del af det brugerpanel, som skal være med til at udvikle og give feedback på den første version af DANISH Boksen. Efter sommerferien får endnu flere adgang til systemet.

”Vi har gjort det mere simpelt at forberede sig til et kontrolbesøg fra DANISH eller Fødevarestyrelsen. Blandt andet ved hjælp af en score, som viser, hvor langt griseproducenten er med opdatering og samling af sine dokumenter,” siger Niels-Peder Nielsen, projektleder for DANISH Boksen.

En af de første brugere er Allan V. Pedersen, der udover at være griseproducerende i Give også er næstformand i Landbrug & Fødevarer Svineproduktion.
For ham er det vigtigt, at DANISH Boksen kan give ham mere tid i hverdagen:

”Jeg tror på, at DANISH boksen kan hjælpe os med at frigive tid. Så vi har mere tid til at fokusere på medarbejdernes management og pasning af vores dyr,” siger han og fortsætter:

”Med den nye platform oplever jeg, at vi kan få hjælp til at komme i mål med de dokumenter, som vi skal have styr på. Vi får derved lettet den arbejdsbyrde, som dokumenthåndtering i DANISH Produktstandard kan skabe.”

Interview og digitalt hold har skabt DANISH Boksen

For at skabe DANISH Boksen og videreudvikle platformen har det været vigtigt at have griseproducenterne med allerede i starten af udviklingen.

”DANISH Boksen er udviklet af og til griseproducenter. Vores digitale team i SEGES har besøgt og interviewet en række griseproducenter for at finde ud af, hvad der skal til for at lette forberedelsen til DANISH besøget og leve op til tjeklisten fra Baltic Control Certification. Derved får de samtidig sat ”strøm” til relevante arbejdsgange i forbindelse med deres DANISH-certificering. Udover de indledende interviews har vi løbende fået evaluering af brugerpanelet, herunder blandt andet Allan, der er blevet introduceret til platformen i løbet af foråret 2021,” lyder det fra Niels-Peder Nielsen. 

Færre afvigelser ved kontrolbesøg

Ifølge tal fra DANISH skyldes mindst en ud af tre af afvigelser, at der er mangler i administrative punkter. Allan V. Pedersen mener, at DANISH Boksen kan være med til at afhjælpe problemet.

”Det er oftest på de administrative punkter, at vi dumper ved en DANISH kontrol. Hvis vi kan få den opgave løst i fællesskab, og hvis det kan gøres mere enkelt, vil det være nemmere for os at få et overblik i en kontrolsituation. Det er helt klart et ønskescenarie for mig og resten af branchen,” fortæller han.

Der har også været stort fokus på at have påmindelser i systemet, så producenterne ved, hvornår de skal forholde sig til, uploade og opdatere dokumenter, der har en udløbsdato.

”På den måde giver vi landmanden mere ro i maven og mindsker nervøsiteten for et kontrolbesøg fra enten Fødevarestyrelsen eller DANISH-kontrollanter fra Baltic Control Certification. Man har nemlig altid det hele klar digitalt og ved, hvor det er arkiveret,” siger Niels-Peder Nielsen.

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.