18. maj 2016

Tilskud til modernisering af slagtesvinestalde er af stor betydning

Tirsdag den 17. maj åbnede ansøgningspuljerne for tilskud til modernisering af slagtesvinestalde. Der er 159 mio. kr. til konventionelle slagtesvinehold og 15 mio. kr. til økologisk slagtesvinehold i ordningen.

Der er stort behov for nye slagtesvinestalde i Danmark, hvis produktionen skal kunne opretholdes. Den nye tilskudsordning modtages derfor med fuld opbakning i erhvervet. Hvis ikke der bygges nye stalde i de kommende år, vil antallet af slagtesvin falde markant og det vil gå ud over arbejdspladser, eksport og indtjening til det danske samfund.

En ny analyse fra SEGES Videncenter for Svineproduktion viser, at tilskud til modernisering er en af de afgørende faktorer, som man skal have med i sin forretningsplan for at kunne investere rentabelt i slagtesvineproduktion.

LÆS: En god forretningsplan er vigtig for investeringer i slagtesvin

”Siden sidste investeringsboom i 2006-2008 er der opbygget et investeringsefterslæb svarende til 130 stalde med 5.000 stipladser. Hvis ikke vi kan vende den udvikling, så risikerer vi, at vi kommer helt ned på 16,5 mio. slagtninger i 2020, hvor der i dag slagtes ca. 19 mio. Og det vil kunne mærkes. Derfor er det glædeligt, at denne nye tilskudsordning nu er åben for ansøgninger.” siger formand for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, Erik Larsen.

LÆS: 174 mio. kroner i tilskud til modernisering af slagtesvinestalde (Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside) 

Nemmere at ansøge

Med den nye tilskudsordning, hvor støtten beregnes ud fra en standardiseret pris for etablering af en stiplads og den udbetalte støtte udgør 20 pct. af standardprisen, bliver det noget nemmere at ansøge om tilskud. Desuden vil de der er tættest på at kunne påbegynde et byggeri have bedre muligheder for at få støtte.

”I ordningen indgår det, at de der allerede har indhentet tilladelser, talt finansiering med banken og har planer for f.eks. de ammoniakreducerende tiltag, de vil have bedst mulighed for at få støtte. Med andre ord vil dem, der er tættest på at kunne stikke spaden i jorden altså blive prioriteret i den nye ordning. På den måde vil vi forhåbentlig hurtigere kunne få gang i nogle byggerier.” siger Erik Larsen.

LÆS: Tilskud til nye stalde og miljøteknologi i 2016 

Håber at ordningen fortsættes

I det danske landdistriktsprogram, som finansierer tilskudsordningen til staldbyggeri til slagtesvin, udfases midler til staldstøtte og miljøteknologi frem mod 2020. Men det håber Erik Larsen, at der bliver lavet om på.

”Jeg håber, at støtteordningen bliver tilført nye midler i de kommende år. For der er brug for massive investeringer i nye stalde også om 4 og 5 år, hvis vi skal kunne fastholde produktionen og arbejdspladserne i Danmark. Det er svært at drive slagtesvineproduktion rentabelt i Danmark, og moderniseringsstøtten gør det noget nemmere at kunne foretage de nødvendige investeringer” slutter Erik Larsen.