3. december 2019

Varmebehandling af foder fra Asien

På grund af risikoen for Afrikansk svinepest anbefales det i en risikoanalyse fra Landbrug & Fødevarer, at fodermidler fra ramte områder i Asien varmebehandles. For DANISH-certificerede besætninger bliver varmebehandling fremover et krav.

På grund af den stigende trussel for indførsel af Afrikansk svinepest til Danmark bliver det nu tilføjet i DANISH ordningen, at fodermidler samt olie- og fedtprodukter med oprindelse i asiatiske lande ramt af Afrikansk svinepest skal varmebehandles. Det vil sige, at det nu er svineproducentens ansvar at bestille varmebehandlet foder, såfremt det kommer fra et asiatisk land ramt af Afrikansk svinepest. Det samme gælder foder til kvæg, hvis der på samme ejendom også er svineproduktion.

 ”Vi har fået oplyst, at producenter af bl.a. økologiske sojakager varmebehandler produktet til 110 grader. Importen skulle normalt foregå i bigbags, pakket i containere. Men det er uklart, på hvilket tidspunkt efter produktion sojakagerne pakkes i bigbags. Derudover er der risiko for, at sojakagerne bliver udsat for smitte i løbet af transporten, da vi ikke ved hvilke foderstoffer, der er transporteret i containeren eller lastbilen tidligere,” siger Jan Dahl, chefforsker i Landbrug & Fødevarer.

Samlet vurderes det derfor, at der er en uacceptabel risiko ved at importere foderstoffer af denne type fra lande i Asien, der er ramt af Afrikansk svinepest, uden varmebehandling efter ankomst til Danmark. Ca. 98 % af alle konventionelle svineproduktioner er med i DANISH, mens det er et krav for alle økologiske svineproducenter at være med.

I Landbrug & Fødevarer Svineproduktion bakker formand Erik Larsen op om beslutningen.

”Vi er nødt til at gøre alt, hvad vi kan, for at nedsætte risikoen for at indføre afrikansk svinepest i Danmark. Derfor er det vigtigt at alle svineproducenter sikrer sig, at de køber varmebehandlet foder, hvis det kommer fra de lande i Asien, der er ramt af Afrikansk svinepest,” siger han.

Tilføjelse til DANISH

Der opfordres til, at alle svineproducenter allerede nu og senest fra 1. januar 2020 indkøber varmebehandlet foder, der kommer fra områder af Asien med forekomst af Afrikansk svinepest.

Fra 1. januar 2020, vil det være et krav i DANISH Produktstandard og blive skrevet ind i afsnittet, der i forvejen forbyder import af hø/halm/wrap/ensilage, hvis det kommer fra højrisikolande (røde og sorte zoner). Kravet er også gældende for olie- og fedt-produkter med oprindelse i Asien, med mindre der er tale om produkter, der opvarmes under transport eller omladning. 

Produkter, der er flydende ved under 30 C, vurderes at være risiko-produkter, da de ikke nødvendigvis varmebehandles under omladning. Disse produkter skal også varmebehandles, for eksempel ved at indgå i pelleteret foder, inden de indkøbes til svinebesætninger.

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.