Det anbefales, at svineproducenter ikke indkøber fodermidler fra lande i Asien, hvor der er konstateret afrikansk svinepest, uden at fodermidlet er varmebehandlet efter ankomst til Danmark. Det gælder også olie- og fedtprodukter fra Asien, medmindre der er tale om produkter, der opvarmes under transport eller omladning, som for eksempel palmeolie. Produkter, der er flydende ved under 30 °C, vurderes at være risikoprodukter, da de ikke nødvendigvis varmebehandles under omladning. Disse produkter bør være varmebehandlet, for eksempel ved at indgå i pelleteret foder, inden de indkøbes til svinebesætninger. Det anbefales, at disse anbefalinger indskrives som krav i DANISH Produktstandard.