De fire PRRS-vaccinerede ornestationer er i løbet af den seneste måned blevet testet for PRRS ved PCR. Fremover indgår de PRRS-vaccinerede ornestationer i den ugentlige PCR-overvågning for PRRS, akkurat ligesom ikke-vaccinerede ornestationer.
”Vi havde ikke regnet med at finde PRRS på nogle af ornestationerne. Når det er sagt, så har episoden med PRRS på en ornestation sidste år gjort, at vi i fremtiden hellere vil gå med livrem og seler end at ende ud i en lignende situation,” siger Christian Fink Hansen, sektordirektør i SEGES Svineproduktion.
Det nye setup med test af ornestationerne betyder, at Sundhedskontrollen har ugentlig PCR-overvågning af DanBreds ornestationer. Samtidig er reglerne for kommunikation til eventuelt berørte landmænd ved fund af PRRS på en ornestation strammet op, og vil ske inden for 3 timer efter modtagelse af laboratoriesvaret.