I landbruget har der de senest år været 500-600 registreret arbejdsskader. Der er dog et stort mørketal, og ulykkestallet kan derfor være meget højere end de offentliggjorte tal fra Arbejdstilsynet. Selvom arbejdet med dyr ofte er uforudsigeligt, er der alligevel en del ting, du som ejer kan gøre for at mindske tilfælde af arbejdsulykker.
- Det er vigtigt, at der ikke er travlhed omkring dyrene, da de ofte kan mærke stressen og reagere herefter. Det gøres bedst ved at have en struktureret arbejdsdag, som er planlagt i god tid, siger Helle Birk Domino, arbejdsmiljøchef i SEGES, og tilføjer:
- Dertil er det rigtigt vigtigt med god viden om dyrenes adfærd, og viden om, hvordan man bedst håndterer dem i forskellige situationer.