Der er under to år til medicinsk zink bliver forbudt i europæisk griseproduktion. Derfor arbejder vi i SEGES Svineproduktion målrettet med at finde løsninger, som kan mindske brugen af medicinsk zink i dansk griseproduktion – for dermed at blive klar til en zinkfri produktion inden 2022.
Allerede i 2016 iværksatte SEGES Svineproduktion første handlingsplan for udfasning af medicinsk zink. En handlingsplan med syv konkrete tiltag for at finde alternativer til zink og dermed mindske forbruget både i forhold til medicinsk zink hos smågrisene og zink som tilsætning til foderet hos slagtegrise.
I marts 2018 blev 2. handlingsplan præsenteret. Og nu er status på en række af punkterne i handlingsplanen opdateret. Målet er, at udfasning af medicinsk zink til fravænnede grise:
- sker uden at påvirke grises velfærd negativt i form af øget forekomst af diarré og anden sygdom
- sikrer fastholdelse af et fortsat lavt og ansvarligt antibiotikaforbrug
- medfører minimal negativ effekt på produktivitet og dødelighed
- medfører, at økonomisk tab som følge af lavere produktivitet, mere arbejdstid pr. gris til pasning og behandling af grise og højere behandlings- og foderomkostninger holdes så lavt som muligt.
2. handlingsplan er udmøntet i følgende 3 temaer:
Fagligt fokus
Kommunikationsindsats
Fagligt spor
SEGES Svineproduktion har netop opdateret handlingsplan 2 for udfasning af medicinsk zink. Her giver vi en status på fremdriften af de aktiviteter, der er i gang inden for området.