Den 25. juni i år er det slut med medicinsk zink i dansk griseproduktion. Som smågriseproducent har du sikkert gjort dig en masse overvejelser om, hvad det kommer til at betyde for produktionen, når du ikke længere kan behandle dine grise med medicinsk zink, når der er fravænningsdiarre i klimastalden.
Tina Sørensen, seniorkonsulent i SEGES Innovation har i afprøvningen ’Sunde tarme’ undersøgt, hvorvidt det er muligt at reducere andelen af protein i foderet til smågrise i en kort periode, uden at det går ud over grisenes tilvækst og samtidig sænker antallet af behandlingsdage for diarre.
”Nogle besætninger har en forekomst af diarre, hvor der ikke altid kan findes diarrerelateret bakterier, som f.eks. E. coli. Derfor har vi prøvet at kigge efter, om vi kunne gøre noget andet for grisene i denne sammenhæng, så de ikke nødvendigvis skal behandles med antibiotika,” siger Tina Sørensen og fortsætter:
”For at prøve at minimere produktionstabet, har vi i dette forsøg givet grisene foder med meget lavt proteinindhold, men i en meget kort periode, hvor vi ved, at de er udfordret ift. fravænningsdiarre.”