Fra 1. maj er det nu et lovkrav, at der skal foretages hyppig udslusning i eksisterende slagtegrisestalde og i alle nye grisestalde.
I forbindelse med landbrugsaftalen fra 2021 "Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug" er der pr. 1. maj 2023 indført lovkrav om hyppig udslusning i eksisterende slagtegrisestalde samt for alle nye grisestalde, hvor der indsendes ansøgning om miljøgodkendelse efter 1. maj 2023.
”Formålet med hyppig udslusning er at få flyttet gyllen hurtigst muligt ud fra den varme stald til de mere kølige lagringsforhold i gyllebeholderen eller til biogasanlægget. Metan, som er en kraftig klimagas, dannes nemlig i en stor mængde i gyllen under de varme staldforhold,” siger Michael Holm, chefkonsulent i SEGES Innovation.
Reduktion på 150.000-170.000 tons CO2e
Lovkravet skal bidrage til en reduktion i dansk griseproduktions klimagasudledning svarende til 150.000 tons CO2-ækvivalenter pr. år i 2025 stigende til 170.000 tons CO2-ækvivalenter pr. år i 2030.
Årsagen til de to enslydende paragraffer er, at § 34 først er gældende for nye stalde til sohold og smågrise, mens § 35 er gældende for både eksisterende og for nye slagtegrisestalde, jf. § 76:
§ 76, stk. 9. Kravene i § 34 finder ikke anvendelse på staldafsnit til svin på husdyrbrug etableret før den 1. maj 2023 eller på ansøgninger om etablering, ændring eller udvidelse efter husdyrbrugslovens §§ 16 a eller 16 b indgivet til kommunalbestyrelsen før den 1. maj 2023.
Det vil sige, at i alle slagtegrisestalde samt i nye stalde til smågrise og sohold skal gylle udsluses, når gyllehøjden er 10 cm i kummen, men hvis produktionen af gødning og urin er så stor, at denne væskehøjde nås på under en uge, skal der ikke udsluses oftere end hver 7. dag.
Kravet om hyppig udslusning er ikke gældende for staldafsnit, der anvender staldforsuring som ammoniakreducerende teknologi, eller for stalde til økologisk griseproduktion.
Der skal føres logbog over udslusningen, som skal kunne forevises ved den kommunale kontrol. Kommunen kan i særlige tilfælde meddele dispensation fra kravet om hyppig udslusning.
Løsninger til hyppig udslusning af gylle
Se med, når 3 griseproducenter giver dig hver sit bud på, hvordan de lever op til kravet om hyppigere udslusning af gylle fra stalden.
SEGES Innovation gør opmærksom på, at det anbefales, at du har en gasdetektor på dig, når du sluser gylle ud og fortæller dine kollegaer, når du begynder at sluse gylle ud. Det anbefales desuden at bære åndedrætsværn.