Onsdag den 6. september blev der konstateret et fund af Afrikansk svinepest i et vildsvin i Sverige. Podcastkanalen Griseproduktion har inviteret to eksperter fra Landbrug & Fødevarer i studiet for at tale om situationen i både Sverige, men også i resten af Europa, samt hvad man kan gøre for at undgå smitten herhjemme.
Sidste uge blev der fundet smitte med afrikansk svinepest i et dødt vildsvin 140 kilometer nordvest for Stockholm. Det begyndte allerede 25. august, da syv vildsvin blev fundet døde i et begrænset område ved Fagersta, hvor smitten er konstateret. Det er prøven fra et af de vildsvin, der har sat Sveriges beredskab i gang.
I den nyeste podcast fra kanalen Griseproduktion er dyrlæge Lisbeth Harm Nielsen og veterinærdirektør Jens Munk Ebbesen fra Landbrug & Fødevarer inviteret ind for at fortælle mere om situationen, og hvad du kan gøre for at holde smitten fra døren.
”Når man ser på situationen i Sverige, så tror jeg, at svenskerne selv har været forberedt på, at det kunne ske. Når man ser på Jordbruksverket, den svenske landbrugsstyrelse, hjemmeside, kan man se, at de har sendt pressemeddelelser ud med jævne mellemrum, hvor de advarer om forskellige ting, der kan sprede smitten,” siger Jens Munk Ebbesen.
Samarbejder med dansk jægerforbund
Landbrug & Fødevarer samt Naturstyrelsen har indgået et samarbejde med Danmarks Jægerforbund. Det er blandt andet en af grundene til, at der ikke er Afrikansk svinepest i Danmark.
”Nogle jægere er jo også griseproducenter, som tager til Polen, Tyskland og i høj grad også Sverige. Sverige har jo været et land, man har taget til, fordi der ikke var Afrikansk svinepest indtil i onsdags. Så det har været noget nemmere at gå på jagt der,” forklarer Jens Munk Ebbesen og fortsætter:
”Men den tid er jo ovre nu. Det vil sige, at der skal være fokus på, at man opfører sig rigtigt, når man går på jagt i de lande, hvor der er Afrikansk svinepest.”
Jens Munk Ebbesen anbefaler blandt andet, at man bruger sin sunde fornuft, hvis man skal på jagt i Sverige. For selvom man ikke tager på jagt i det område, hvor der er smitte med Afrikansk svinepest, kan der stadig være smitte uden for området.
Derfor anbefaler Landbrug & Fødevarer også, at man ikke tager jagttrofæer med hjem, eller at man sørger for at få trofæet præpareret i udlandet, så det, man får hjem, er uden smitterisiko.
Kit til jagt
Det er muligt at bestille et kit til jagtturen. Her får man desinfektionsmiddel og poser til sit jagtgear.
”Når man har været på jagt i udlandet, så har man simpelthen tingene med til at få vasket og desinficeret sine støvler og alt andet udstyr. Det bedste er jo, hvis man også kan vaske sit jagttøj, inden man tager hjem. Men ellers er der også en pose, som man kan putte det i, så man minimerer risikoen for at få noget smitte med hjem til Danmark,” lyder det fra Lisbeth Harm Nielsen.