Skarpt øje og handlekraftig
Rumænske Oana Botez er et godt eksempel på, hvordan det er muligt at udvikle og fastholde fantastiske medarbejdere i dansk griseproduktion. Hun har sin daglige gang på 15. år på Skjoldborg i Herning, hvor hendes indsats bliver anerkendt og værdsat af både kolleger og ledere.
”Hun er utrolig effektiv og meget hjælpsom og smilende,” fortæller Sven Agergaard, som er gårdejer på Skjoldborg.
Oana har et skarpt øje, som er uundværligt på staldgangen. Udover ansvaret for farestalden, har hun derudover ansvaret for oplæring af elever, og har hurtigt udviklet sig til en god læremester.
Oana er enormt handlekraftig, stiller høje krav på staldgangen og tager et naturligt ansvar.
”Oana har fortjent at blive årets medarbejder, fordi hun har et falkeblik. Når hun går rundt i stalden, så ser hun ting med det samme, og hun handler på det, hun ser,” lyder det fra Sven Agergaard.
Effektivitet og faglighed i højsædet
Som 20-årig afsluttede Oana Botez grundforløbet for rumænere på Borris Landbrugsskole. Allerede her stod det klart, at hun havde et godt håndelag. Oana tog HF1 og HF2 på Agroskolen i Herning, og blev faglært landmand med et imponerende afslutningsprojekt.
”Arbejdet med små grise, at passe dem og se at der kommer store og stærke grise ud af dit arbejde med dem er meget givende. Samtidig har vi en god effektivitet her på gården. Det giver derfor meget god mening for mig at passe små grise,” forklarer Oana.
Da hun blev ansat hos Skjoldborg, gik hun meget op i at lære virksomhedskulturen på en bedrift at kende, og var samtidig ihærdig med at lære dansk.
Derudover lærte Oana hurtigt at spotte omløbere og brunstkontrol i stalden.
Fremtidsplaner for Oana
Efter et par år i et kontorjob udenfor landbruget, var det et glædeligt gensyn for både Sven Agergaard og resten af kollegerne, da hun valgte at vende tilbage. Det er ifølge Sven fordi, at hun er hjertevarm, vellidt og skaber en god holdånd hos Skjoldborg. Arbejdet på bedriften betyder meget for Oana. Hun elsker grisene og er meget dedikeret til sit arbejde.
”Jeg vil stadigvæk være her i mange år, fordi når man er dygtig til noget, så er det bedst at blive ved.” afslutter hun.
Med prisen Årets medarbejder følger der en pengepræmie på 10.000 kr.