Landmænd har mange forskellige køretøjer i deres vognpark indkøbt til at dække forskellige behov. Og der er mange muligheder for at sammensætte en vognpark, der passer den enkelte landmand. Hvidpladebiler, gulpladebiler og biler på papegøjeplader er alle muligheder, som har forskellige fordele i forhold til at gøre løsningen mest rentabel.
”Det er vigtigt, at man får afdækket sine behov for privat og erhvervskørsel i dagligdagen. På den måde er det nemmere at vurdere hvilket køretøj, man skal vælge”, lyder det fra Søren Vittarp, skatteekspert og chefkonsulent i Skattestyrelsen.
”Og så er det altid en god idé at tage en snak med sin revisor for at høre både hvilke typer plader og hvilken beregningsmetode, der passer bedst til lige præcis de behov, man har. Der kan være penge at hente, hvis man gør det rigtigt fra starten af,” fortæller han.
Papegøjeplader: Husk kørebogen
En populær løsning i landbruget er de såkaldte ”papegøjeplader”. Hele 11.500 biler i landbruget er forsynet med den karakteristiske nummerplade med gul start og hvid afslutning, der indikerer, at køretøjet må benyttes både privat og erhvervsmæssigt. Det er en meget udbredt løsning, og det gør det alt andet lige lettere at stoppe ved købmanden eller hente sit barn fra børnehaven, end hvis man kørte rundt i en gulpladebil. Vælger du den løsning, kan du få skattefradrag for den del af udgifterne, der vedrører erhvervsmæssig kørsel. Men det kræver, at du fører en kørebog som dokumentation for at få fradragene, fortæller Søren Vittarp. Han fortsætter:
”Derudover kan man som noget særligt på papegøjeplader få fuldt momsfradrag for bilens løbende driftsudgifter, selvom bilen anvendes blandet til både erhvervsmæssig og privat kørsel.”