13. marts 2024

Balanceret avl for fremtiden

Der er mange ønsker og krav til husdyrproduktionen i dag, og dette gælder også griseproduktionen. Bæredygtighed, effektivitet, sundhed og velfærd for grisene skal gå op i en højere enhed. Avl spiller en vigtig rolle i at forbedre grisenes genetik, så de passer til fremtiden.

I Danmark er vi dygtige til at producere grisekød af høj kvalitet. Så dygtige, at 85-90 procent bliver eksporteret til andre lande. Griseproduktionen er med til at forsyne mennesker med højkvalitets protein. Det stiller krav til griseproduktionen, som forventes at bruge færre ressourcer, reducere påvirkning på miljø og klima, samt forbedre dyrenes velfærd. 

DanBred vil gerne forsyne griseproduktionen med mere effektiv, bæredygtig og robust genetik. 

Avl er en del af løsningen

I avl bruges avlsmæssig selektion til forbedring af de vigtige egenskaber i griseproduktionen. Det grundlæggende princip er at rangere avlsdyrene indenfor egenskaberne i avlsmålet, hvorefter de bedste udvælges som forældredyr til næste generation. Dette princip vil ikke ændre sig i fremtiden. Men selve retningen af selektionen har altid været under forandring og vil givetvis ændre sig i de kommende år for at adressere de bekymringer, samfundet har omkring klimaet, miljøet og dyrevelfærden, samtidig med at fremtidens griseproduktion fortsat skal være økonomisk bæredygtig. 

Retningen af selektionen defineres gennem avlsmålet. Avlsmål bliver defineret ved at identificere de egenskaber, der ønskes at forbedre, og beregne den økonomiske vægt som egenskaberne har for griseproduktionen i bred forstand. Sammen med informationsmængden for dyrene og de genetiske parametre bestemmer det selektionspresset på de enkelte egenskaber, og dermed hvor meget hver egenskab skal bidrage med i avlsfremgangen.

I DanBreds avlsprogram er det balancerede avlsmål defineret ved at indeholde egenskaber, såsom tilvækst, fodereffektivitet, styrke og overlevelse. Disse egenskaber øger ikke alene den økonomiske profit, men bidrager også til mere bæredygtige og robuste grise.

Balance mellem egenskaberne

Egenskaberne i DanBred avlsmålet kan inddeles i tre kategorier: produktivitet, robusthed og reproduktion.

De seneste års forskning i avl og genetik har vist, at der findes relativt stærke ugunstige genetiske sammenhænge mellem egenskaberne, der er repræsenteret i kategorierne produktivitet og robusthed. Det gælder for eksempel for pattegriseoverlevelse og fodereffektivitet. Det betyder i praksis, at de grise, der har en rigtig høj fodereffektivitet, har en mindre overlevelsesrate genetisk set. Indenfor samme kategori har egenskaberne også gunstige sammenhænge mellem hinanden. Det betyder, at de grise, der har høje styrke målinger, også vil have en højere overlevelsesrate. 

Egenskaberne for avlsmålet kan grupperes i tre: produktivitets egenskaber, robusthedsegenskaber og reproduktionsegenskaber. Her ses de for de hvide racer/mor-racen.

Mere præcise avlsmodeller

Både de ugunstige og gunstige sammenhænge mellem egenskaberne i avlsmålet er inkluderet i de statistiske modeller, der beregner det ugentlige avlsindeks for alle DanBreds avlsdyr. 

Vi har i dag mere præcise statistiske modeller, der kan udvælge de bedste avlsdyr til fremtidens griseproduktion, hvor den bedste gris er en balance mellem høj produktivitet, robusthed og god reproduktion. Disse faktorer spiller en vigtig rolle for en mere bæredygtig, men stadig effektiv griseproduktion med god velfærd.

Principperne for balanceret avlsmål

Det grundlæggende princip er at rangere grisene indenfor egenskaberne i avlsmålet og dermed udvælge de bedste til at være forældre for den næste generation.

Selektionsmetoder og avlsmål har ændret sig over tid, og det vil fortsætte, så avlssystemet fortsat skal kunne imødekomme såvel kundernes ønsker som samfundets krav og forventninger.

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.