15. april 2024

Relation til søerne letter arbejdsgangen i farestalden

På Overgaard Gods har de fokus på trivsel hos søerne, og det gør det lettere at passe dem. Den farestaldsansvarlige har kunne mærke, at søerne får større pattegrise, efter DanBreds nye avlsmål er blevet indført.

At have løse søer kan have sine udfordringer. Hos Overgaard Gods har de stort fokus på, at deres pattegrise skal være nemme at passe.

”Vi presser ikke søerne til noget. Især ikke når vi skal flytte dem fra en sti til en anden sti, så presser vi dem ikke, og lader dem tage den tid, det tager. Vi gør hele tiden meget ud af, at de er rolige og føler sig fri,” fortæller Lene Wahl Meincke, farestaldsansvarlig ved Overgaard Gods, hvor de har 1.600 søer.

Hun har i forbindelse med deltagelse i en SEGES-afprøvning fået øjnene op for, at søerne kan passe flere pattegrise, end hun før troede. Det betyder, at besætningen har skåret ned på antallet af ammesøer.

Stor erfaring med grise

Lene Wahl Meincke har arbejdet med grise i over 20 år. På Overgaard Gods er det første gang, at hun arbejder med løse diegivende søer, og her har hun arbejdet i 2 år. Hun har haft sine kampe med søerne tidligere, og derfor er det vigtigt for hende at have en god relation med dyrene.

”Jeg fokuserer på at være god ved dem. Jeg har sukkerknalder med rundt til søerne. Så de ikke altid synes, at det behøver at være noget dårligt, når jeg kommer ind til dem, som når de skal vaccineres eller have flyttet pattegrise,” forklarer Lene Wahl Meincke, og tilføjer:

”Hvis det er muligt at sætte bare lige 10-15 minutter af hver dag til bare at gå rundt og være hos søerne, uden at skulle udføre en opgave. Det tror jeg, man kommer langt med.”

Større grise

Efter DanBred har indført et nyt avlsmål for pattegriseoverlevelse i sommeren 2022, kan Lene Wahl Meincke tydeligt mærke, at pattegrisene er blevet større. Det er mere robuste grise, der klarer sig endnu bedre i en løs sti.

”De seneste otte måneder har vi haft kuld med større grise. Det er rart at se, at de klarer sig bedre, og det kræver derfor mindre management, end hvis vi skulle sørge for, at de små grise fik nok mælk,” forklarer hun.

Avlen er med til at hjælpe besætningerne på vej.

”Vores fokus med egenskaben har været at hjælpe pattegrisene godt på vej, når de kommer til verden. Men avlen kan ikke gøre det alene. Det kræver godt management, og derfor er det jo rart at se, at de på en bedrift som Overgaard formår at forene de to ting,” siger Tage Ostersen, afdelingsleder i Avl & Genetik i Landbrug & Fødevarer.

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.