20. juni 2024

Landsgennemsnit slår fast: Overlevelsesrate og produktivitet i dansk griseproduktion viser positiv udvikling

Landsgennemsnit for produktivitet i sektoren for produktion af grise i 2023 er offentliggjort, og i år viser Landsgennemsnittet forbedringer på alle parametre.

Fra et fald i pattegrisedødeligheden på 0,9 procentpoint til produktivitetsstigninger i forhold til både foderudnyttelse og daglig tilvækst for både smågrise og slagtegrise. Den nyeste rapport ’Landsgennemsnit for produktivitet af grise 2023’ viser gode takter, og det glæder formand for Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris, Erik Larsen, der kalder udviklingen meget positiv:

”Dansk griseproduktion er utrolig konkurrenceudsat. Vi har et lille hjemmemarked, så vores primære marked er verdensmarkedet. Man kan sige, at vi altid spiller på udebane. Derfor skal vi hele tiden styrke vores produktion og effektivt for at kunne følge med den hårde internationale konkurrence. Det er meget positivt, at vi i årets Landsgennemsnit viser, at vi både kan styrke overlevelsen for både pattegrise og søer og fastholde vores høje produktivitet,” siger Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris.

Den gennemsnitlige produktivitet i sohold viste i 2023 en fremgang på 0,7 gris pr. årsso til 34.8 grise pr. årsso. Den totale pattegrisedødelighed er faldet med 0,9 procentpoint, mens sodødeligheden er faldet med 0,3 procentpoint. Samtidig viser Landsgennemsnittet en forbedring i reference-foderudnyttelsen for smågrise på 0,01 FEsv pr. kg. tilvækst. For slagtegrisene steg den daglige tilvækst med 15 gram.

Avlssystemet har knækket koden

Sektordirektør for Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris, Christian Fink Hansen, understreger at Landsgennemsnittet 2023 viser, at avlssystemet nu har knækket koden til højere overlevelse samtidig med, at produktiviteten fortsat forbedres:

”Landsgennemsnittet for 2023 viser, at vi nu har knækket koden til styrket overlevelse og styrket effektivitet. Det tidligere avlsmål havde en utilsigtet, negativ sammenhæng mellem overlevelse og produktivitet, hvilket førte til at vi desværre så en stigende dødelighed. Den udvikling er nu vendt, og samtidig fortsætter vi med at se produktivitetsforbedringer i dansk griseproduktion, det er meget positivt,” siger sektordirektør for Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris, Christian Fink Hansen.

For yderligere kommentarer kontakt venligst Landbrug & Fødevarers pressetjeneste på presse@lf.dk.

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.