Langemyregaard fik i 2020 en helt ny besætning. Glæden var stor over at have en ren besætning. De gode stunder varede dog kun et par år, da besætningen i 2023 bliver testet positiv for PRRS. Thorbjørn og Peter Brandt Koefoed fortæller i Griseproduktions podcast om deres erfaringer med at sanere for PRRS.
I det nyeste afsnit af Griseproduktions podcast, produceret i samarbejde med Seges Innovation, tages du med til Bornholm, hvor vi dykker ned i de mange udfordringer i forbindelse med PRRS, som familieforetagendet Langemyregaard har stået overfor siden de ufrivilligt fik ny besætning i 2020. Ejerne Peter og Thorbjørn Brandt Koefoed deler åbenhjertigt deres erfaringer med PRRS og den kamp, de har kæmpet siden januar 2023, hvor besætningen blev smittet.
”Vores mistanke får vi i januar 2023. Det skal siges, at det var en helt ny besætning vi fik ind i september i 2020. Så er PRRS jo kommet ind via naboeffekt, og den får vi rigtigt nok konstateret i januar 2023.” forklarer ejer, Peter Brandt Koefoed.
Fra den første mistanke om smitte til de drastiske saneringsforanstaltninger, der blev nødvendige, får du et unikt indblik i, hvordan PRRS påvirkede Langemyregaard. Der skildres en stærk fortælling om frustration, tålmodighed og det tætte samarbejde med medarbejderne og besætningens dyrlæge Claus Heisel, som har været afgørende i kampen mod sygdommen.
”Vi indfører håndsprit ved alle døre. Vi vælger at skifte støvler til hver sektion, og indfører desinfektionskar, hvis man ikke skifter sko. Og så har vi nogle medarbejdere, der virkelig forstår at gå op i det her, så de selv skælder chefen ud når han kommer og glemmer at skifte sko. Så sender de ham ud igen, uanset hvad han siger. Og det er jo fantastisk at man har nogle medarbejdere, der går så meget op i det.” fortsætter Thorbjørn Koefoed.
Dette afsnit er ikke kun en beretning om udfordringer, men også om erfaringer og løsninger. Vi diskuterer den nationale strategi for reduktion af PRRS og de regionale samarbejder på Bornholm, som har været centrale i at reducere smittetrykket. Peter og Thorbjørn deler, hvordan de har vaccineret hele besætningen og arbejdet med saneringer i tæt dialog med naboer og kollegaer.
”Det er helt og aldeles afgørende for succes. Hvis man ikke samarbejder, så kan man sanere og sanere, og så bliver man negativ, men så får man bare PRRS blæsende ind igen. Så det viser virkelig, at succes kommer af, at man koordinerer indsatsen, og så lykkes det. Selvom man så gør det, så vil der også være nogle tilfælde, hvor det går galt. Så må man bare op på hesten én gang til” forklarer dyrlæge, Claus Heisel.