12. februar 2025

Nyt kort: Se om du bliver smittet med PRRS

Nu kan du som besætningsejer se, hvor stor chancen er for, om din besætning i fremtiden kan holde sig fri for PRRS.

Nu har besætningsejerne fået adgang til et værktøj, der kan beregne risikoen for at blive smittet med PRRS i PRRS-kortet på landmand.dk. 

”Ud fra nabobesætningernes beliggenhed, størrelse, afstand og retning samt besætningens egen størrelse kan man via en model udregne, hvor sandsynligt det vil være, at ens besætning forbliver fri for PRRS i op til 5 år”, forklarer Bjørn Lorenzen, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer.

Naboer indenfor 5 km

Modellen beregner besætningens risiko for luftbåren smitte ud fra beliggenheden og naboer indenfor en afstand af 5 km. Estimaterne i modellen er forbundet med en vis usikkerhed, hvilket er normalt for sådanne modeller. Andre smitteveje end luftbåren nabosmitte, f.eks. indkøb, er ikke med i beregningen. Det er derfor vigtigt at vurdere helheden og diskutere generelle smitteforebyggende foranstaltninger med sin dyrlæge.

”I de nye funktioner i kortet er det også muligt at lave en simulering, hvor risikoen fra visse nabobesætninger elimineres, så de regneteknisk ikke udgør en smitterisiko. Netop det er et vigtigt redskab, når man skal sanere og koordinere med naboen,” siger Bjørn Lorenzen.

Beregningen af forventet overlevelse er et vigtigt beslutningsstøtteværktøj ved overvejelser om at sanere. 

Dyrlæger og andre griserådgivere har i snart et år haft den samme adgang, men nu udvider L&F adgangen til også at omfatte besætningsejerne. Adgang til PRRS-kortet får man, når man logger ind på landmand.dk via sit AgroID.

I det viste eksempel har den markerede grønne besætning med sort ring 90 procent sandsynlighed for at overleve som fri for PRRS i ét år, men hvis naboen med den røde prik sanerer for PRRS, så stiger sandsynligheden til 98 procent, som er højere end gennemsnittet på landsplan, der lyder på 96 procent.

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.