PRRS kan ramme personalet hårdt. Det kan du høre om i denne personlige fortælling. En fortælling, der viser, hvorfor det er vigtigt at komme PRRS til livs.
”Vil man se en voksen mand græde, så havde det nok været der.”
40-50 procent døde smågrise. Døde søer. Mange aborter. Det er fortællingen om en sygdom, der har påvirket mange danske griseproducenter de forgangne år. John Neumann er en af dem. Der var uro i stalden en morgen, en masse aborter, der ikke skulle være der, og noget var bare ikke, som det plejede at være.
”Det kom som lyn fra en klar himmel. Da vi kom ned en morgen i august, havde vi godt kunne mærke, at der var lidt uro og aborter, der ikke skulle være der,” fortæller John Neumann.
I løbet af to dage fik besætningen taget blodprøver og obduceret grise. Det viste sig, at besætningen var positiv for PRRS.
John Neumann er en mand i 50’erne. Han er medejer af Lundsgård I/S i Haderslev med 1100 søer. De fik første gang PRRS i 2016 og igen i 2020. Første udbrud i besætningen var det, der ramte John, hans medejer og hans medarbejdere hårdest.
Opgivende og handling
John Neumanns fodermester var ved at give op, for hver gang hun kom ind i farestalden, var der døde smågrise. Og det var uden, hun kunne gøre noget for at hjælpe dyrene. Hun kunne bare konstatere, at det var en virussygdom, der huserede ejendommen.
I løbet af to dage fik besætningen taget blodprøver og obduceret grise. Det viste sig, at besætningen var positiv for PRRS.
”Vi fik sat Mc Rebel-systemet op, og det har faktisk fulgt os siden. Vi sørgede også for at få søerne op hver dag i farestalden. Søerne fik smertestillende, og vi købte drikkeskåle til pattegrisene med sødmælkserstatning og smertestillende”, forklarer John Neumann.
For ham var det rart sammen med sin medejer at kunne tage de vigtige beslutninger i en svær situation.
”Det, der er fordelen ved at være et I/S, er, at man er to. Man kan tale om det, der går godt, og også om det, der går mindre godt. Og skulle voksne mænd græde, så var det på det tidspunkt, at vi var ved at være der. Så vi fik tildelt en erhvervspsykolog og snakket om, hvordan vi takler det her.”
Smittet igen i 2020
De endte med at vaccinere besætningen, og så kørte det på skinner – indtil 2020, hvor de blev ramt af et nyt PRRS-udbrud.
”Vi så slet ikke det samme som 2016, uagtet at vi fik en PRRS mere på dørskiltet. Men det var noget helt andet. Det kan sammenlignes med en mild influenza. Vi havde 2-3 procent flere døde pattegrise. Så slet ikke det samme som første gang, vi fik PRRS.”
Dernæst var de meget opmærksomme med, hvem der kom ind og ud af staldene, skift af tøj, og hvem der generelt opholdt sig på gården.
”Med en rigtig god indsats fra vores dyrlæger og konsulenthjælp udefra, så kunne vi se lys for enden af tunnelen. Vi talte også med andre besætningsejere, der havde prøvet PRRS, hvor det var lykkes. På den måde fik vi kæmpet os igennem og kom også ud af året på fornuftig vis.”
