22. maj 2025

Vigtige kontrolresultater bør rapporteres og formidles præcist

Fødevarestyrelsen har netop offentliggjort resultaterne af kontrolkampagnen for håndtering af syge- og tilskadekomne dyr for 2024, som viser, at der fortsat er udfordringer med manglende håndtering af syge- og tilskadekomne grise i for mange besætninger. Men for et kontrolområde med så stor politisk og mediemæssig bevågenhed, må man også forvente en grundig og præcis afrapportering af kontrolresultaterne

”Fra Landbrug & Fødevarer, Sektor for Gris (LFG) er vi enige i, at tallene fra Fødevarestyrelsens seneste kontrolkampagne ikke er acceptable”, lyder det fra sektordirektør Christian Fink Hansen, der fortsætter:

”Det kan og skal vi gøre bedre. Derfor sætter vi også fra branchen selv ind med et ekstraordinært og uanmeldt besøg af branchens uafhængige kontrolindsats i den såkaldte DANISH-ordning i de besætninger, der har modtaget indskærpelser for manglende håndtering af syge og tilskadekomne grise. Men for et kontrolområde med så stor politisk og mediemæssig bevågenhed, må man også forvente en grundig og præcis afrapportering af kontrolresultaterne”, understreger sektordirektøren. 

”Fødevarestyrelsens kontrolrapport har flere væsentlige mangler, som kan give basis for misforståelser og fejltolkninger, når lægmænd, herunder journalister læser rapporten, og det er rigtig ærgerligt, når vi ved, hvor meget opmærksomhed kontrolresultaterne får”, lyder det fra Christian Fink Hansen.  

Når Fødevarestyrelsen således i overskriften skriver ”Hver femte besætning havde ikke styr på håndtering af syge og tilskadekomne grise”, så vil den naturlige tolkning være, at der er fundet syge og tilskadekomne grise, der ikke er taget hånd om i 20% af besætningerne. 

”Virkeligheden er, at Fødevarestyrelsen medregner alle de sanktioner, som er givet i kampagnekontrollen i det tal og ikke gør opmærksom på, at de sanktioner også dækker over administrative optegnelser og krav til indretning af sygestier, og det er i vores øjne en misvisende fremstilling af tallene. For de mange producenter som hver dag gør en stor indsats for at tage korrekt hånd om syge- og tilskadekomne dyr, så er det afgørende, at der afrapporteres præcist”, forklarer Christian Fink Hansen. 

På tilsvarende vis skriver Fødevarestyrelsen, at resultaterne tyder på at store besætninger med over 1.500 slagtegrise eller 1.000 søer oftere får sanktioner end mindre besætninger. Igen bør Fødevarestyrelsen angive at der ikke er statistisk grundlag for denne tendens, mener LFG. Resultaterne kan statistisk set lige så vel være udtryk for tilfældigheder. Ligeledes er det kritisabelt, at Fødevarestyrelsen anvender grupperinger af besætningsstørrelser i deres tabelmateriale, som ikke afspejler den struktur, besætningerne har i dagens Danmark. 

”Diskussionen om besætningsstørrelse og regelefterlevelse giver også anledning til at vi må gentage vores krav om, at afrapportering af kontrolresultater suppleres med en kvantificering af antal dyr omfattet af sanktioner”, understreger Christian Fink Hansen

Med Fødevarestyrelsens nuværende opgørelsesmetoder mangler der helt essentielle oplysninger om, hvor mange dyr der faktuelt er kontrolleret og fundet, og som har ført til, at der er foretaget indskærpelser af. I en verden, hvor antallet af besætninger hvert år falder drastisk, giver det ikke mening at fastholde en opgørelse opgjort på antal besætninger. 

”Her må vi spadestikket dybere og få mulighed for at følge udviklingen på antal dyr. Fra LFG tager vi kontrolresultaterne alvorligt, og vi er på ingen måde tilfredse med tallene. Men flertallet af griseproducenter gør det rigtig godt, og man skylder både dem og branchen som helhed at sikre en korrekt og retvisende rapportering baseret på valide og ajourførte data. Debat og journalistik om griseproduktionen skal føres på et kvalificeret og korrekt grundlag. Det har Fødevarestyrelsen et stort ansvar for”, slutter Christian Fink Hansen.

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.