Svineafgiftsfonden har netop besluttet at støtte en ny omfordelingsmodel, der fremmer produktionen af grise med hele haler. Forventningen er, at der i 2026 produceres dobbelt så mange grise med hele haler som i dag, og at tallet i 2028 når op på hele 4 millioner. Bag beslutningen står en enstemmig bestyrelse i Svineafgiftsfonden, hvor både erhvervet, forbrugerne, fagbevægelsen og forskningsverdenen er repræsenteret.
Direktør for L&F Sektor for Gris, Christian Fink Hansen, ser med stor tilfredshed på fondens beslutning.
"Projektet ’Sammen om hele haler’ er et stærkt og nødvendigt initiativ, som vi i sektoren bakker fuldt op om. Med Svineafgiftsfondens støtte får vi nu mulighed for at motivere udviklingen og sikre, at endnu flere grise får lov til at beholde deres haler. Det er et vigtigt skridt for dyrevelfærden og for hele erhvervet. Derfor er jeg glad for, at Svineafgiftsfonden med formand Knud Jørgen Lei i spidsen enstemmigt bakker op om aftalen."
Projektet bygger på en ny model, hvor alle griseproducenter fra 2026 skal betale en lidt større afgift, som omfordeles til de producenter, der kan dokumentere, at de ikke halekuperer. Midlerne skal bruges til at kompensere for de ekstra tiltag, der kræves for at producere grise med hele haler.
Ordningen ligger i forlængelse af Vision 2050 for dansk griseproduktion, som er L&F Sektor for Gris, Danske Svineproducenter og Danske Svineslagteriers fælles vision for dansk griseproduktion i 2050.
"Med støtten til projektet ’Sammen om hele haler’ tager vi et konkret skridt mod at realisere Vision 2050. Det viser, at vi som branche kan omsætte vores ambitioner om højere dyrevelfærd til handling og resultater," siger Christian Fink Hansen.
Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris ser frem til at gennemføre projektet og understøtte producenterne i den nødvendige omstilling.
Læs meget mere om projektet ”Sammen om hele haler”.