Landbrug & Fødevarer, Sektor for Gris rejser kritik og tænder advarselslamper i forlængelse af den bekendtgørelse fra Fødevarestyrelsen om dyrevelfærdsmæssige minimumskrav til hold af grise, som netop nu er i høring.
Der er tungtvejende grunde til, at bekendtgørelsen er en ”ommer”. Senest har en videnskabelig artikel i 'Frontiers in Animal Science', skrevet af fire førende europæiske forskere, gennemgået de tekniske udfordringer ved omlægning til løse søer i farestalden. Forskerne konkluderer, at andelen af fast eller drænet gulv bør afhænge af stiens udformning og dimensioner, gyllesystemet i besætningen og valget af redebygningsmateriale og et tilstrækkeligt areal med fast gulv til pattegrisene. Forskerne peger på, at der ikke er videnskabeligt belæg for at stille generelle lovgivningsmæssige krav til andelen af det faste eller drænede gulv i stier til løse søer.
Landbrug & Fødevarer opfordrer til, at det alene er de nuværende krav om fast gulvareal til pattegrise, der er afgørende for stiens gulvudformning. Det er vigtigt, at producenterne får mulighed for at tilpasse andelen af fast eller drænet gulv til de konkrete forhold i deres besætning for på bedst mulig måde at kunne tilgodese den samlede dyrevelfærd for både søer og pattegrise.
Baggrunden er, at regeringen og næsten samtlige andre partier i Folketinget i februar 2024 indgik en aftale om dyrevelfærd. Et af initiativerne kræver, at søerne skal være løse i farestalden. For at præcisere rammerne for løse søer i farestalden foreslår Fødevarestyrelsen nu blandt andet nye retningslinjer for, hvordan gulvet i stier til løse søer skal udformes. Ifølge de nye krav skal arealet i stien være på mindst 6,5 m², og heraf skal mindst tre m² være med fast eller drænet gulv.
Mange studier har gennem årene dokumenteret behovet for, at pattegrise opstaldes i rene, tørre og varme miljøer for at sikre pattegrisenes sundhed og reducere risikoen for behandlinger og pattegrisedødelighed.
Når soen er løs i farestalden, er det vanskeligt at placere det faste eller drænede gulv hensigtsmæssigt uden at skabe hygiejneproblemer i stien. Dette skyldes, at soen kan vende sig og dermed gøder i flere områder i stien i stedet for i et afgrænset område, når soen er i boks. Når gødning afsættes på det faste eller drænede gulv, bliver pattegrisene fugtige, hvilket øger risikoen for nedkøling og energitab. Den manglende energi gør det sværere for pattegrisene at undvige soen i tide, når hun lægger sig, hvilket øger risikoen for, at de bliver klemt ihjel. Desuden vil et gødningsforurenet gulv øge smittetrykket og risikoen for, at pattegrisene rammes af smitsomme sygdomme.
Kravet om de tre m² kan også skabe velfærdsproblemer for søerne. Gødning på det faste gulv kan gøre det glat, hvilket gør søerne mindre villige til at bevæge sig. Derudover vil et glat gulv være mindre skridsikkert for soen og øger dermed risikoen for udskridning og skader.
Afsætning af gødning på det faste gulv skaber desuden dårlige arbejdsforhold for staldpersonalet. Dette skyldes både den forringede luftkvalitet og det tunge, tidskrævende og besværlige arbejde med at renholde stierne dagligt. Også i forhold til miljøhensynet kan kravet om fast gulv være problematisk. Forsøg og praktiske erfaringer i danske og udenlandske besætninger har nemlig vist, at gødning på det faste gulv fører til øgede emissioner, når søerne er løse.
Endelig og helt afgørende, så undermininerer kravet om fast gulv det faglige grundlag for de farestier, som er etableret under de seneste års tilskudsordning. Tilbage står nu en gruppe producenter, som i god tro har etableret farestier med tilskud, som nu må se deres stier ikke opfylder de kommende lovkrav. Det kan betyde, at fremsynede griseproducenter fremover vil afholde sig fra at bidrage til det vigtige udviklingsarbejde.
Det er derfor helt nødvendigt, at Fødevareministeriet og -styrelsen tager højde for udfordringerne og de videnskabelige anbefalinger, inden bekendtgørelsen skal træde i kraft.