Erfaringsindsamlingen viste, at måling af overfladetemperaturer på farende og diegivende søer er ikke et validt alternativ til måling af rektaltemperatur. Ved vurdering af søers temperatur kort efter faring var der betydeligt større varians ved brug af overfladetermometre sammenlignet med temperaturmålinger foretaget med rektaltermometre. For rektaltermometre var der mindst varians ved dybe rektalmålinger foretaget med termometer fra Kruuse sammenlignet med rektaltemperatur målt med ’ikke-dybt’ termometer, andre dybe termometre og med overfladetemperaturmålinger. Variansen ved dybe rektalmålinger var dog fortsat større end de kriterier, som flere besætninger anvendte for behandling af søer med antibiotika ved faring. Det anbefales i samarbejde med besætningens dyrlæge at vurdere supplerende kriterier forud for behandling af søer.
Denne Erfaringsindsamling blev gennemført i flere faser, hvor hver fase dannede grundlag for den efterfølgende fase (Tabel 1).
I fase 1 blev der sammenlignet rektaltermometre, som målte i forskellig dybde. Ved brug af termometer, som målte dybt, var der mindst variation mellem målinger, derfor blev der i fase 2 fortsat med rektaltermometre, som målte dybt.
I fase 2 blev forskellige rektaltermometre, som alle målte dybt, sammenlignet. Termometret fra Kruuse havde mindst variation mellem målinger. Termometret fra Kruuse blev derfor anvendt som Gold Standard i efterfølgende faser, hvor Gold Standard (Verci, 1992) var defineret som den diagnostiske test/metode, som gav det bedste (mest retvisende) resultat under de pågældende betingelser.
I både fase 1 og fase 2 blev der brugt flere termometre af samme type. Hvert termometer indenfor en type blev nummereret (fx Kruuse1 og Kruuse2; Microlife1 og Microlife2, osv.), og flere testpersoner målte med det enkelte termometer. Der blev fundet meget ens målinger uanset termometertype og -nummer samt testperson, så herfra behøvedes kun et rektaltermometer per fabrikat og en testperson.
I fase 3 blev flere overfladetermometre sammenlignet med det udvalgte dybe rektaltermometer fra Kruuse. Overfladetermometrene blev testet tre steder på soen: øre, yver og halerod. Målinger på yveret viste meget stor variation, og konklusionen blev, at yver var et usikkert sted at måle overfladetemperatur. Generelt var sammenhængen mellem overfladetemperatur og rektaltemperatur (Gold Standard) svag. Overfladetermometer fra Microlife var det overfladetermometer, hvor der var mindst variation mellem målingerne og hvor sammenhængen mellem målt overfladetemperatur og rektaltemperatur var stærkest. Overfladetermometret fra Microlife fortsatte dermed til fase 4 sammen med rektaltermometret fra Kruuse.
I fase 4 blev desuden inkluderet et øretermometer (fra Braun) sammen med rektaltermometer fra Kruuse og overfladetermometer fra Microlife. En del søer var generet af at få målt temperatur inde i øret. De højeste temperaturer blev målt rektalt. Det var desuden også med det dybe rektaltermometer, at der blev observeret den mindste varians. Dog var variansen for alle tre typer termometre (rektal-, overflade-, og øre-) relativt stor.
Den overordnede konklusion blev dermed, at temperaturmåling ikke kan bruges som eneste beslutningsgrundlag og at i det omfang, der bruges temperaturmålinger, så anbefales det at bruge et rektaltermometer, som måler dybt.