En klargjort pattegrisehule medførte, at flere pattegrise benyttede hulen i udvalgte hvileperioder dag 2 efter faring sammenlignet med grise, som var huletrænet. Således benyttede cirka 32 % af grisene hulen, når der blev gennemført huletræning (kontrol) mod cirka 37 % i stier, hvor hulen var klargjort inden indsættelse af soen. Forskellen var statistisk sikker. Klargøringen inkluderede cirka 2 cm snittet halm på gulvet, en sok med hvedekerner og en jutesæk, som soen havde benyttet som redebygningsmateriale.
Huletræning er en arbejdskrævende opgave, og kan resultere i, at grisene opholder sig så længe i hulen, at de mister 1-2 diegivninger. På baggrund af resultaterne i denne afprøvning anbefales det at undlade huletræning, hvis der i stedet gøres en ekstra indsats med at gøre hulen klar inden forventet faring.
Klargøring af farestien kan løbende indpasses i den daglige drift, mens huletræning og åbning af hulen skal foretages i forbindelse med fodring af soen. Huletræning giver desuden den ulempe, at der trædes ind i alle stier, med risiko for smitte til følge.
I afprøvningen indgik i alt 395 kuld ligeligt fordelt på henholdsvis kontrol- og forsøgsgruppe. I kontrolgruppen blev der foretaget huletræning i forbindelse med to af de tre daglige fodringer dag 1 og 2 efter faring. I forsøgsgruppen blev farestien klargjort med cirka 2 cm snittet halm, sok med hvedekerner og en jutesæk med duft af soen for at lokke grisene ind i hulen.
Søerne var løsgående indtil dagen før forventet faring, hvorefter de blev lukket i boks. Boksen blev åbnet cirka to dage efter faring. Farestien var indrettet med fulddrænet gulv og pattegrisehulen var med gummimåtte og varmelampe.