Smitteforebyggelse i besætningen

Tilførsel af nye avlsdyr udefra indebærer altid en risiko for indslæbning af smitte til besætningen. Ved brug af karantænestald er det imidlertid muligt at få afklaret, om indkøbte avlsdyr er bærere af smitte på leveringstidspunktet. Indkøbte avlsdyr kan bære smitte, uden at leverandørbesætningen endnu har haft udbrud af sygdommen.

Karantænestalden skal have kapacitet til opstaldning af avlsdyrene i ca. 8-9 uger, idet de fleste sygdomme kan konstateres i leverandørbesætningen indenfor ca. 6 uger, hvorefter der er 2 uger til afventning af evt. laboratoriesvar.

En karantæneperiode kan give en høj sikkerhed for, at smitte ikke slæbes ind i besætningen, men for nogle sygdomme er sikkerheden lavere. Nogle smitstoffer kan i visse tilfælde ligge gemt i grisenes svælg i tonsillerne (mandlerne) uden at give anledning til kliniske symptomer, og uden at de konstateres i blodprøver. Til disse sygdomme hører bl.a. almindelig lungesyge (mycoplasma lungesyge), ondartet lungesyge (Actinobacillus pleuropneumoniae) og hjernebetændelse (streptokokinfektion). Anvendes et godkendt SPF karantænerum [1], vil sikkerheden være høj, idet der dels er minimum 6 ugers karantæne (i denne periode kan evt. smitte af dyrene måske opdages) og dels blodprøveundersøgelse i leverandørbesætningen.

En karantæneafdeling kan indrettes i en stald placeret på samme CHR ejendom men i størst mulig afstand fra den øvrige besætning, dvs. i en egentlig karantænestald, i en lade eller i et maskinhus. En mindre sikker metode er at indrette karantæneafdelingen i besætningsområdet i et af de eksisterende staldafsnit, som er fuldstændig adskilt fra de øvrige staldafsnit.

Krav til en karantænestald

Karantænestalden skal hindre, at besætningens øvrige dyr udsættes for smitstoffer via:

• Kontakt med avlsdyr i karantæne

• Støvler

• Tøj

• Redskaber o.lign.

• Luften.

Karantænestalden skal betragtes som et selvstændigt besætningsområde. For at reducere indslæbning af smitte fra karantæneafdelingen må der derfor ikke være direkte adgang mellem karantænestalden og det øvrige besætningsområde. Karantæneafdelingen skal endvidere være udstyret med et separat ventilations-, foder- og gødningssystem.

Støvler og tøj kan overføre virus og bakterier til dyrene. Ved indgangen til karantænestalden skal der som minimum være mulighed for at vaske hænder, skifte støvler og tøj. Risikoen for smitte er markant mindre ved brug af et egentligt forrum - efter SPF standard:

• Opdeling i ren og uren zone

• Mulighed for tøj- og støvleskifte

• Håndvask med desinficerende sæbe.

Personalet har en karantænetid på 12 timer mellem karantænerum og øvrige besætningsområde. Redskaber o.lign., der bruges i karantæneafdelingen, må ikke bruges i andre staldafsnit. Det øger sikkerheden for ikke at overslæbe smitte mellem de to afdelinger.

SPF-Selskabet har regler for godkendelse af karantænerum. Reglerne beskriver kravene til indretning og drift af karantænerum, herunder karantænetidsbestemmelser. Når SPF karantænerummet er godkendt af en dyrlæge, kan man tegne en forsikring, der erstatter dyrene, hvis leverandørbesætningen skifter sundhedsstatus.

Placering af en karantænestald

Der er mange muligheder for at indrette en funktionsdygtig karantæneafdeling. Den sikreste løsning er at etablere den i størst mulig afstand fra det øvrige besætningsområde. Karantæneafdelingen kan være en egentlig stald bygget til formålet eller stier indrettet i et maskinhus, halmlade eller lignende.

En mindre sikker løsning er at etablere karantæneafdelingen i et staldrum i forlængelse af de øvrige stalde. Døre til andre staldafsnit forsegles med en skumfugning eller ved afblænding med en træplade monteret på dørkarmen. Træpladen fjernes, når karantæneperioden er forbi.

Risikoen for overførsel af luftbåren smitte er stor, hvis karantæneafdelingens ventilationsudsugning befinder sig i nærheden af en anden stalds luftindtag. Risikoen reduceres imidlertid ved på karantænestaldens udsugning at montere et filter, som tilbageholder bakterier og mykoplasmer fra luften. Der kan anvendes et Absolute-filter med en DOP (0,3) værdi på 99,9 pct. For at sikre en acceptabel levetid af Absolute-filtret forsynes det med et forfilter med en effektivitet på 85 pct.

Alternativt kan anvendes et Hi-flow-filter med en afskilningsgrad på 95 pct. og en DOP (0,3) værdi på 85 pct. Modstanden i sådan et filter er lavere end i et Absolute-filter, og der kan derfor benyttes et mindre filter.

Dimensionering af en karantænestald

Karantænestalden skal have kapacitet til opstaldning af avlsdyr i ca. 8-9 uger, idet de fleste sygdomme kan konstateres i leverandørbesætningen indenfor ca. 6 uger, hvorefter der er 2 uger til afventning af evt. laboratoriesvar.

Størrelsen af karantæneafdelingen bestemmes af, hvor mange polte og orner, der indkøbes pr. gang, driftsformen og opholdstiden. Poltene skal opholde sig i karantæneafdelingen i ca. 8 uger før indsættelse i besætningen. Karantæneafdelingen skal dimensioneres til alt-ind alt-ud drift.

En sti skal dimensioneres, så poltene har plads til at stå, ligge og udføre komfortadfærd. Af hensyn til poltenes konstitution anbefales stiarealet som listet i tabel 1.

Tabel 1. Stiareal til polte i karantænestald i forhold til vægten i stien

Indretning af en karantænestald

Der er større risiko for benskader og fx haseknuder, hvis polte opstaldes i stier med fuldspaltegulv. Stierne i karantænestalden bør derfor fortrinsvis indrettes som en slagtesvinesti med delvist spaltegulv eller en slagtesvinesti med dybstrøelse.

Krybbepladsen bestemmes ud fra poltenes størrelse ved afgang fra stalden (figur 4).

For at opnå en ensartet immunitet blandt dyrene i karantæneafdelingen, bør stierne have åbne stiadskillelser i gødearealet, så der er mulighed for trynekontakt mellem alle stier.

Fodring i en karantænestald

Foder tildeles som tørfoder eller vådfoder. Poltene kan fodres enten restriktivt eller efter ædelyst indtil ca. 50 kg, hvorefter de bør fodres restriktivt svarende til ca. 2,5 FEs pr. dag.

Ved valg af fodringssystem og -princip skal der derfor tages højde for, om poltene skal flyttes ved ca. 50 kg, eller om de forbliver i samme sti fra indsættelse ved ca. 30 kg til afgang ved ca. 100 kg.

Poltene tildeles slagtesvinefoder indtil en vægt af ca. 50 kg, hvorefter de bør overgå til en sofoderblanding.

Drift af en karantænestald

Karantæneafdelingen kan kun påregnes at have nogen effekt, hvis der gennemføres konsekvent alt-ind alt-ud drift. For at sikre en jævn tilgang af løbeklare polte, skal de derfor indkøbes med en vis aldersspredning, og karantæneafdelingen tømmes fuldstændigt og rengøres samt desinficeres mellem hver indsættelse.

Ved indkøb af avlsdyr eller smågrise bør det altid sikres, at der indkøbes dyr med samme sundhedsmæssige status som køberbesætningens status. Indkøb af grise med lavere sundhedsstatus kan fremkalde meget voldsomme sygdomsudbrud i købers besætning. Men også indkøb af grise med en højere sundhedsstatus end købers besætning kan give problemer, idet de indkøbte grise på grund af smitte fra købers besætning kan blive syge.

Udover indkøb af dyr med samme sundhedsstatus, er det vigtigt at fastholde indkøb fra samme leverandør. Ved skift af leverandør kan ikke-deklarerede sygdomme føres ind i besætningen, fx E. coli eller streptokokinfektioner.

I tilfælde af tegn på sygdom skal en korrekt behandling sættes i gang med det samme. Det skal bl.a. overvejes, om alle dyr i en gruppe skal behandles. Hvis der er tvivl om diagnose og behandling, skal besætningens dyrlæge kontaktes. Ved kraftig mistanke eller verificeret smitte i leverandørbesætningen skal dyrene evt. udsættes hurtigst muligt.

Dyr i karantænerummet skal tilses mindst én og helst to gange dagligt.

• Nedsat eller ophørt ædelyst, kan have flere årsager, vær specielt opmærksom på svinepest (klassisk)

• Halthed

• Hoste

• Slingren

• Skæv hovedholdning

• Ændret konsistens af gødningen

• Knuderosen (rødsyge)

• Ledbetændelse (Mycoplasma hyosynoviae)

• Ledsvaghed (osteochondrose)

• Transportsyge (Glässers syndrom)

• Mund- og klovesyge

• Almindelig lungesyge (mycoplasma lungesyge)

• Ondartet lungesyge (Actinobacillus pleuropneumoniae), fremkalder ømhed ved hoste

• Influenza (svineinfluenza)

• PRRS (Porcine Reproductive and Respiratory Syndrom)

• Hjernebetændelse (streptokokinfektion)

• Vandmangel

• Skæv hovedholdning kan bl.a. være tegn på

• Hjernebetændelse (streptokokinfektion)

• Dysenteri (svinedysenteri)

• Salmonella (Salmonellose, Salmonella Choleraesuis)

• Regional tarmbetændelse (Lawsonia )

• E. Coli

• Svinepest (klassisk)

• Svinepest (afrikansk)

For at sikre at dyrene i karantæneafdelingen har opnået en immunitet svarende til modtagerbesætningens, kan det, i visse særlige tilfælde, forsvares at immunisere poltene via gødning overført fra farestalden. Herved får poltene mulighed for at danne antistoffer mod fx colidiarré og dermed beskytte afkommet via råmælken. Derudover er det muligt at konstatere, hvordan dyrene reagerer på smitstofferne i besætningen, og der kan om nødvendigt iværksættes forebyggende foranstaltninger, inden de nye dyr overføres til besætningen.

Metoden skal anvendes med meget stor forsigtighed og efter aftale med besætnings dyrlægen, idet der er betydelig risiko for, at uønskede infektioner, som fx Salmonella, overføres til poltene.

Vaccination af poltene kan påbegyndes i karantæneperioden, men bør i alle tilfælde udarbejdes i samarbejde med dyrlægen.

En rolig og hyppig omgang med poltene mindsker en evt. frygt for menneskelig kontakt, hvorved poltene bliver nemmere at omgås i løbe-, drægtigheds- og farestald.

I forbindelse med evt. flytning af poltene bør sammenblanding af polte fra flere stier undgås. I stedet bør der foretages en opdeling, fx så 12 polte i en sti deles ud på 2 stier med hver 6 polte.

Efter tømning af karantæneafdelingen skal afdelingen rengøres grundigt og desinficeres. Hvis karantæneafdelingen tømmes pga. af bekræftet sygdomsudbrud eller mistanke herom, skal rengøringen altid suppleres med en effektiv desinfektion.

For godkendte SPF-karantænerum gælder særlige regler vedrørende rengøring og desinfektion efter smitte. Dyrlægen skal godkende rengøring og desinfektion.

Referencer

Beskrivelse

 

Immuniteten opbygges ved hjælp af dyrenes immunsystem, der er fordelt i hele organismen. Immunsystemet består af celler, der kan have forskellige funktioner:

• Nogle celler danner antistoffer (immunglobuliner), dvs. stoffer der via blodet kan nå de fremmede smitstoffer eller toksiner og uskadeliggøre dem
• Andre celler kan “fortære” de fremmede bakterier eller virus
• De såkaldte huskeceller, der har en lang levetid, og de er i stand til at genkende fremmede stoffer og hurtigt iværksætte en bekæmpelse.

De stoffer, der kan udløse et immunsvar, kaldes antigener. Det kan være bakterier, virus, giftstoffer eller andre fremmede stoffer.

Immuniteten kan dels være medfødt og dels erhvervet (Figur 1).

Den medfødte immunitet er ikke rettet mod bestemte stoffer, men er organismens generelle beskyttelse mod indtrængende fremmede mikroorganismer. Det er hudens og slimhindernes fysiske og kemiske barriere, og det er “ædeceller“ der kan uskadeliggøre fremmede stoffer. For eksempel er der i luftvejene det ”mukocilliære apparat”, der består af slim og små svingtråde på overfalden. Slimet og svingtrådene har til opgave at fange de fremmede stoffer.

Den erhvervede immunitet er specifik. Det betyder den er rettet mod bestemte antigener. Den kan være passiv, dvs. den er tilført udefra som fx råmælk fra soen eller ved serumbehandling. Den aktive immunitet er den immunitet organismen danner, når den udsættes for smitstof udefra, eller den immunitet der dannes efter en vaccination.

Der er med rette stor interesse for svinenes modstandskraft mod de infektioner de udsættes for i moderne svineproduktion. Hvad kan den enkelte svineproducent gøre for at øge svinenes modstandskraft, så de behandlingskrævende sygdomme bliver færre, og medicinforbruget på denne måde kan holdes så lavt som muligt.

Immunitetsstyring

For at hindre sygdomsudbrud i besætningen skal der være en balance mellem de smitstoffer, der er i besætningen, og grisenes modstandskraft (figur 2).

De infektioner, der ikke er i besætningen, skal man forsøge at holde ude ved en effektiv smittebeskyttelse og en fornuftig indkøbsstrategi. Her er SPF-systemet en ideel løsning, for de sygdomme som systemet omfatter.

En besætning kan dog ikke holdes helt lukket for indtrængende smitstoffer. I den ene ende skal der indkøbes avlsdyr, foder og strøelse, og udskiftning af staldluften kan overføre smitte fra nærliggende naboer. I den anden ende  skal der leveres smågrise eller slagtesvin, hvor besætningen er i risikozonen for at få smitte i forbindelse med udleveringen. Men ved at have en effektiv smittebeskyttelse og ved indkøb af avlsdyr fra helst kun én besætning med kendt sundhedstilstand og brug af karantænestald samt hensigtsmæssige udleveringsprocedurer  kan risikoen holdes på et lavt niveau.

De smitstoffer der er i besætningen, skal dyrene have den bedst mulige modstandskraft imod. Der skal derfor tages hensyn til en række principper i driften, der kan medvirke til at øge dyrenes modstandskraft.

Den spæde gris

Grisene fødes uden antistoffer, og de er derfor meget afhængige af at modtage antistoffer fra soens råmælk. Antistofferne i råmælken kan uhindret passere fra tarmen over i blodet de første 18-24 timer af grisens liv. Det er derfor af afgørende betydning, at grisene får rigeligt med råmælk hurtigt efter fødslen. Derved beskyttes grisene mod infektioner de første uger af grisens liv. I den forbindelse er det vigtigt ikke at give andet tilskud gennem munden til de nyfødte pattegrise. Herved er der risiko for, at tarmen lukkes, så antistofferne fra råmælken ikke kan passere ud i blodet og rundt i kroppen.

Det er derfor vigtigt, at soen er frisk efter fødslen, og at en evt. farefeber bliver behandlet. Det er også vigtigt, at grisene har et godt varmt nærmiljø, da det fremmer optagelsen af råmælk. I 2-4 ugers alderen begynder grisens egen antistofproduktion. Der er flere faktorer der påvirker deres evne til at producere antistoffer:

• De skal have en tilstrækkelig høj temperatur i deres nærmiljø og et godt velafbalanceret foder.
• Stressfaktorer som dårligt staldklima, overbelægning, drastiske foderskift og sammenblanding af grise, kan hæmme grisenes evne til at modstå infektioner
• Undgå kuldudjævning i farestalden i videst muligt omfang. Kuldudjævning bør kun ske indenfor de første 24 timer med det formål at sikre en ensartet belægning hos søerne.

Det er også vigtigt med en høj hygiejne, især hos de immunologisk svage smågrise. Der skal derfor være en høj hygiejne i farestald og klimastald, og sektionerede stalde med holddrift giver de bedste muligheder for effektiv rengøring mellem hvert hold. Ved akut sygdom hos enkelte grise eller kuld anbefales hurtigt indsat behandling og evt. isolation af de syge grise. Ved på denne måde at holde et lavt smittepres nedsættes risikoen for, at dyrenes modstandskraft overbelastes med risiko for sygdomsudbrud.

Immunisering

Det er vigtigt, at alle sopolte, gylte og søer jævnligt udsættes for de smitstoffer, der findes i besætningen, så immuniteten fortsat bevares hos alle dyr. Kunsten er naturligvis at udsætte dyrene for så små mængder smitstof, at de ikke bliver syge, men kun udvikler immunitet mod sygdommen.

I moderne staldanlæg med sektionerede stalde med adskilte aldersgrupper, er der en nedsat mulighed for en naturlig spredning af smitstofferne i besætningen. Man skal derfor aktivt medvirke til en naturlig spredning og immunisering af moderdyrene.

En vigtig del i denne spredning kan ske i løbeafdelingen, hvor der kan være tæt kontakt mellem polte, gylte og ældre søer. Det er især gavnligt med kontakt mellem nyligt fravænnede søer og højdrægtige dyr, da dette medvirker til en høj koncentration af antistoffer i råmælken. Det er også dette princip, der anvendes ved det man kalder gødningsimmunisering. Herved flyttes gødning fra et staldafsnit til et andet for derved at øge smittespredningen mellem de grupper, man ønsker, skal have en høj immunitet.

Vaccination og serumbehandling

En anden metode til at øge dyrenes immunitet er ved serumbehandling eller ved vaccination. Ved vaccination sprøjtes dyrene med et svækket antigen, som ikke i sig selv giver sygdom. Herved forøges grisens antistofproduktion mod det pågældende smitstof og dermed nedsættes risikoen for at udvikle sygdom.

Når man vaccinerer søer, er det ofte for at forøge antistofmængden i råmælken, så den giver en bedre beskyttelse af pattegrisene. Dette gælder fx ved vaccination mod tarmbrand, colidiarré hos spædgrise og smitsom nysesyge (atrofisk rhinitis). Det kan naturligvis også være for at beskytte soen selv, som ved fx vaccination mod knuderosen (rødsyge) og PRRS (Porcine Reproductive and Respiratory Syndrome).

Vaccinerne i Danmark er, med enkelte undtagelser, dræbte vacciner, og de kan derfor ikke indføre nye smitstoffer i besætningen. Dette gælder dog ikke nogle af PRRS-vaccinerne, som indeholder levende, men svækket virus. Levende vacciner giver den bedste antistofproduktion efter vaccination og derved også den bedste beskyttelse. For at forøge effekten af de dræbte vacciner bliver der derfor tilsat forskellige såkaldt immunstimulerende stoffer (adjuvanser).

De fleste vacciner skal gives to gange for at give et tilstrækkeligt højt immunsvar, og dyrene skal som regel revaccineres en til to gange om året for at opretholde en tilstrækkelig effekt.

Ved serumbehandling indsprøjter man antistofferne direkte i dyret som fx ved tarmbrand og ødemsyge (E. coli enterotoxæmi). Dette giver en meget hurtig effekt, som dog kun varer i 2-8 uger. Det samme princip gælder for antistofferne i råmælken. Man kan derfor hjælpe svage grise, der ikke har fået råmælk, ved at give dem råmælk med en sonde.

Afhentningsplads

Køleanlæg

Fryseanlæg

Anvender du et køleanlæg eller et fryseanlæg, skal du overholde specifikke krav, afhængig af om dyrene kommer fra ét eller flere CHR-numre, og om der er en eller flere ejere - se tabel 1.

Tabel 1. Krav ved opbevaring af dyr i køleanlæg og fryseanlæg

Krav

Fuldstændig adskillelse af stalde som i multisite-systemer medfører den bedste smittebeskyttelse, men udgør også den dyreste form for sektionering. Sektionering ved hjælp af vaskemure er billigere, men giver ikke samme muligheder for at kontrollere smittespredning og staldklima som helt adskilte sektioner.

Sektionering har kun effekt, hvis den kombineres med konsekvent holddrift.

Ved konsekvent holddrift forstås:

• At grisene indsættes i rene, desinficerede og tørre sektioner ved hver flytning i produktionsforløbet.
• At sektionerne fyldes og tømmes på én gang.

Herved opnås, at:

• Smittekæden brydes mellem hvert hold
• Den onde cirkel, hvor sunde yngre grise indsættes blandt ældre syge og smitteudskillende grise, brydes, idet grisene i en sektion har samme alder og modstandskraft
• Smittepresset fra staldmiljøet nedsættes eller fjernes helt mellem hvert hold, da rengøring og desinfektion kan gennemføres effektivt
• Der opnås en form for forsikring mod voldsomme og vedvarende sygdomsproblemer, fx i tilfælde af, at nye smitstoffer tilføres besætningen eller et ventilationssvigt sætter et sygdomsudbrud i gang. Sygdomsudbrud kan ofte begrænses til et eller få hold, hvor der kan indsættes ekstra ressourcer til overvågning og behandling. Sygdomsproblemet ender derfor i en blindgyde, når holdet er leveret til slagtning
• Ved saneringer for især gødningsbårne sygdomme som fx dysenteri (svinedysenteri) er det muligt at presse sygdommen ud af produktionsanlægget. Tilsvarende er sandsynligvis ikke muligt for luftbårne sygdomme.

Effekten af konsekvent holddrift er størst i besætninger med et lavt sundhedsniveau. I besætninger med et højt sundhedsniveau kan der kun forventes en begrænset effekt af at sektionere og gennemføre alt-ind alt-ud drift. Imidlertid bliver de fleste besætninger smittet med forskellige sygdomme over tid. Sektionering af staldanlægget på etableringstidspunktet kan derfor betragtes som en sikkerhed for, at evt. sygdomme kan kontrolleres, når de opstår [1].

Det er uheldigt, hvis kun en del af staldanlægget er sektioneret. Et eksempel herpå var besætninger, hvor smågrise- og slagtesvinestaldene var sektionerede, mens ungsvinestalden blev drevet kontinuerligt. På grund af sammenblanding af grise fra forskellige stier og smågrisesektioner i ungsvinestalden opnåedes ingen effekt af sektioneringen i slagtesvinestalden. Ekstrainvesteringen forbundet med sektioneringen var derfor spildt.

Tilsvarende kan der ikke forventes fuld effekt af sektionering, hvis en sektion fyldes over flere uger, eller der flyttes grise mellem sektioner gennem vækstperioden.

Sektionering er ikke lige relevant for alle dyregrupper (tabel 1).

Tabel 1. Mindstekrav til sektionering

Det er således unødvendigt at sektionere drægtighedsstalde og løbeafdelinger af hensyn til smitte. Derimod er det vigtigt, at dyrene i disse staldafsnit udsættes for smitstoffer, så de kan danne antistoffer imod dem. Disse antistoffer overføres senere til pattegrisene med råmælken og beskytter dem mod infektioner.

Farestaldene skal som minimum sektioneres delvist med vaskemure, så rengøring af en staldafdeling kan gennemføres uden at genere de øvrige hold. Den bedste smittebeskyttelse opnås dog ved en fuldsektionering.

Smågrise- og slagtesvinestalde skal sektioneres helt, så smitteoverførsel mellem de enkelte hold undgås. Graden af fysisk adskillelse går lige fra sektioner forbundet med fælles dør over adskilte sektioner til sektioner placeret langt fra hinanden på forskellige lokaliteter.

Ved mave-tarm-sygdomme, hvor smittespredning primært sker via gødning, er sektionering uden fælles transportgang gennem sektionerne tilstrækkelig til at opnå fordelene ved konsekvent holddrift.

Ved luftvejssygdomme sker smittespredningen både via trynekontakt og luften. Derfor kræves en højere grad af adskillelse af sektionerne. Som grundliggende krav må der ikke være direkte luftsamkvem mellem sektionerne, dvs. ingen dør mellem disse.

Tabel 2. Effekt af forskellige sektioneringsformer på smittebeskyttelse, nærmiljø og drift

For sygdomme som ondartet lungesyge (Actinobacillus pleuropneumoniae), smitsom nysesyge (atrofisk rhinitis) og PRRS (Porcine Reproductive and Respiratory Syndrom), hvor tæt kontakt synes at være af størst betydning for smittespredningen, vil sektioner, der ligger indenfor samme besætningsområde, formentlig yde en rimelig god sikkerhed mod smittespredning. For almindelig lungesyge (Mycoplasmalungesyge) og influenza (svineinfluenza) må stalde/sektioner derimod lægges med større afstand.

Tabel 3. Betydning af spredningsform for udveksling af smitte mellem grise i en smittet besætning

Sektionering er forbundet med ekstraomkostninger til sektionsvægge og ventilationsstyring. Derudover mindskes staldudnyttelsen som følge af alt-ind alt-ud drift. Derfor har sektionering tidligere ofte kun været gennemført i fare- og smågrisestalde, hvor kravene til klimastyring og hygiejne er størst. Sektionering af slagtesvinestaldene medfører imidlertid, at sundheden kan bevares gennem hele produktionsforløbet. Sammenligninger af resultater for kontinuerlig drift og alt-ind alt-ud drift i slagtesvineperioden viser, at ekstraomkostningerne let dækkes af forbedret produktion og sundhed i de fleste besætninger.

Tabel 4. Økonomiske konsekvenser af sektionering

Dimensionering

Ved sektionering opdeles en stald i mindre enheder.

I farestalden dimensioneres størrelsen og antallet af sektioner ud fra det antal søer, der skal fare ad gangen.

Principperne for sektionering er ens for smågrise- og slagtesvinestalde (tabel 5).

Tabel 5. Sammenhæng mellem holdinterval og antal sektioner

Bygningsmæssigt skal staldene være indrettet til holddrift med adskilte sektioner, som passer til det antal grise, der produceres/leveres ad gangen. Antallet af sektioner beregnes ud fra den forventede daglige tilvækst (tabel 6).

Ventilationskravene er større ved konsekvent holddrift sammenlignet med kontinuerlig drift. Minimums- og maksimumsventilation samt evt. varmeforsyning skal dimensioneres ud fra grisenes vægt ved hhv. indsættelse og levering.

Tabel 6. Grisenes vægt i forhold til alder, kg.

Mulighederne for at sektionere et staldanlæg afhænger af holddriften og besætningsstørrelsen (tabel 7). Ugedrift passer ikke særlig godt sammen med sektionering. Det skyldes, at der ofte produceres for få grise ad gangen til, at det kan betale sig at sektionere alle staldafsnit. Desuden medfører ugedrift mange og små sektioner, der resulterer i forholdsvis høje bygningsomkostninger. Alternativt kan holddriften ændres, så tidsintervallet mellem de enkelte sohold øges. Konsekvensen heraf er, at der er behov for færre og større sektioner.

Tabel 7. Antal grise produceret pr. hold ved forskellige holdintervaller*

Udformning

Krav til udformning af sektioner:

• Hel sektionering: Væggene skal være gennemgående fra bunden af gyllekanalen til loft, og døre skal være hængslede for at undgå lufttilførsel fra andre staldafdelinger (figur 3-6).
  
  
• Delvis sektionering: Vaskemure skal være 1,1 m høje og være helt tætte fra gulv til overkant. Vaskemure placeres for hvert hold (figur 7 + 8). Ved delvis sektionering er det en fordel at montere kroge i loftet over vaskemurene, så der kan ophænges en vaskedug i forbindelse med rengøring. Herved er det muligt at rengøre en sektion uden at påvirke dyrene i nabosektionerne.

Farestalde kan sektioneres delvist med vaskemure, så de enkelte farehold er adskilte fra hinanden. Delvis sektionering af farestalden gør det nemt at overvåge, hvad der foregår i de andre sektioner sammenlignet med helt adskilte sektioner. Farestalde kan også sektioneres helt med gennemgående vægge fra bunden af gyllekanalen til loft. I så fald kræves separat styring af ventilationen i hvert staldafsnit.

Smågrise- og slagtesvinestalde skal være helt sektionerede uanset indretning (figur 9 + 10). Det betyder, at ventilation og varme skal styres separat for hver sektion.

Sektioneringen kan gennemføres på forskellige niveauer. Jo større adskillelse af de forskellige aldersgrupper desto mindre smitterisiko. Dette princip udnyttes i multisite-systemer, hvor produktion fordeles på forskellige lokaliteter (figur 11). For de fleste bedrifter er det i første omgang kun relevant at sektionere på traditionel vis dvs. opdele en stald i mindre enheder.

Drift

For at få effekt af sektionering skal staldsektioner rengøres, desinficeres og tørres efter tømning. En tomperiode på nogle få dage derefter medvirker desuden til at mindske mulighederne for overlevelse af de tilbageværende mikroorganismer.

Sektionering gør det muligt at tilpasse ventilations- og varmeforsyningen til grisenes behov i isolerede stalde. Et halvt til et helt døgn før indsættelse af nye grise i en sektion skal temperaturen øges til et par grader over niveauet i den stald, som grisene kom fra. Herved forbedres grisenes startbetingelser [2].

Ved konsekvent holddrift kan staldudnyttelsen blive lidt lavere sammenlignet med kontinuerlig drift. Staldudnyttelsen kan forbedres ved at flytte restgrise til en opsamlingsstald. Det er vigtigt, at opstaldningsforholdene er gode i opsamlingsstalden for at undgå nedgang i grisenes vækst efter flytning [3].

Referencer