12. januar 2005 | Opdateret/Gennemlæst 26. juli 2018

Campylobacter

Campylobacter er bakterier, der findes i tarmen hos mange dyrearter, både kæledyr, produktionsdyr og blandt dyr i naturen.
Af de sygdomme der smitter fra dyr til mennesker, er Campylobacter i dag den sygdom, der forårsager flest tilfælde af tarminfektioner hos mennesker i Danmark.

Bakterien vokser kun ved temperaturer mellem 30-45 °C, men den kan overleve køletemperaturer i flere uger. Da bakterien kræver ret lune temperaturer for at vokse, formerer den sig ikke i levnedsmidler, men til gengæld kan så få som 500 bakterier forårsage infektion.

Forekomst og betydning for svin

I 2004 var forekomsten af Campylobacter hos svin 79,6 procent [1]. Forekomsten hos svin er langt overvejende af typen C. coli, mens de fleste infektioner hos mennesker skyldes typen C. jejuni. I Danmark er der ikke større forekomst af C. jejuni i kombinerede besætninger (besætninger med mere end én produktionsdyreart) i forhold til besætninger med udelukkende svineproduktion [2].

Infektion med Campylobacter forløber altid uden symptomer blandt grisene.

Forekomst og betydning for mennesker

I 2003 blev der ikke fundet Campylobacter i prøver af hakket svinekød [2].

Der er ingen resultater for 2004. Campylobacter er meget følsomme for kulde og udtør-ring. Tunnelkøling, som anvendes på de fleste svineslagterier, nedbringer derfor antallet af campylobacterbakterier på slagtekroppe. Almindelig varmebehandling af maden under tilberedning dræber Campylobacter, så den hyppigste årsag til levnedsmiddelinfektion er antageligt, at bakterierne i køkkenet overføres fra rå produkter til levnedsmidler, der ikke bliver varmebehandlet, som f.eks. salat. Ved tilberedning af kød anbefales det at følge Fødevarestyrelsens retningslinjer for fødevarehygiejne og tilberedning.

Der blev i 2004 registreret 3.724 tilfælde af infektion med Campylobacter hos mennesker, hvilket svarer til, at der var ca. 69 tilfælde pr. 100.000 indbyggere (Figur 1). Fjerkræ og fjerkræprodukter menes at være hovedkilden til infektion med Campylobacter i Danmark [3].

InfoSvin/8194.tif 
Figur 1. Tilfælde af infektion med Campylobacter pr. 100.000 mennesker fra 1980-2004. 
(Kilde: Statens Serum Institut, billednr. 8194).

Når mennesker smittes med Campylobacter, får de en tarminfektion med mavesmerter, vandig, blodig diarré samt influenzalignende symptomer. Der går typisk én til ti dage, fra man smittes, og til sygdommen bryder ud. Man kan få feber og eventuelt hovedpine, led- og muskelsmerter samt opkastninger. Sygdommen er som regel overstået i løbet af en uges tid.

Referencer

[1]

Anonym (2005). Annual Report 2004. Dansk Zoonosecenter.

[2]

 

Boes, J., Enøe, C., Wachmann, H. & Kranker, S. (2003). Screening for Campylobacter i danske slagtesvin. VetInfo nr. 0307. Landsudvalget for Svin, Danske Slagterier.

[3] Statens Serum Institut (2018). Campylobacterinfektion. Sygdomsleksikon. Sidst redigeret 27. juni 2017.