7. marts 2023

Viden om søernes klove hjælper med at holde fokus på klovsundheden

Soens ben og klove skal bære soen gennem hele livet. Øget viden om klovene er en vigtig forudsætning for at øge so-overlevelsen. Litteraturstudie om søers klove fra SEGES Innovation fremhæver, hvad du skal være opmærksom på.

Undgå klovskader

Stiindretning, stifunktion og belægningsgrad er meget vigtige faktorer for at forebygge klovskader. Drægtighedsstierne skal være tørre og skridsikre, og søerne bør opstaldes i stabile grupper, så der kun skal afklares rangorden én gang pr. cyklus. Belægningsgraden har utrolig stor indflydelse på udvikling af klovskader - så jo mere plads, jo bedre.

De fleste klovskader opstår på klovvæg, balle og i overgang mellem klovvæg og klovsålen (den hvide linje). Der foreligger meget få studier, der beskriver, hvordan disse skader forebygges. Følgende årsager nævnes:

  • Uens klove
  • Soens alder
  • Soens vægt
  • Tilsvinede gulve
  • Spaltegulve
  • Gruppering med andre søer

Forebyggelse skal derfor rette sig mod omhyggelig selektion af polte, så kun polte med korrekt benstilling og ensartede klove indgår i soholdet. I takt med, at soen bliver ældre og tungere, vil der i nogle tilfælde være behov for klovbeskæring, for at tilrette størrelsen på klove og biklove.

Det er en rigtig god rutine at se på søernes klove. Litteratur viser, at søernes forben bærer en større vægt end bagbenene. Det kan derfor overraske, at langt de fleste skader sker på søernes bagben.

Hvis du ved, hvordan den sunde klov ser ud og hvilke dele, den består af, er det også nemmere at spotte klovskader hos grisen.

Hvad består kloven af?

Hver klov består af en klovvæg, som er hård og en blød balle (trædepude). Begge dele skal være uden revner eller skader. Det er klovvæggen og ballen, der bærer den største vægt. Ballen udgør 2/3 af klovens kontaktflade med underlaget og skal absorbere stød, når soen går. Hvis der kommer revner og forvoksning på ballen, vil det ofte påvirke soens gang.

Når en so bliver halt som følge af klov- og ledskader, ændres vægtfordelingen, og dermed belastes de andre ben/klove yderligt.

Overgangen mellem klovvæggen og huden hedder kronranden. Da huden er mere sårbar end klovvæggen, kan selv små sår og skader give en infektion i de dybereliggende væv i kloven.

De fire yderklove bærer 80 pct. af søernes vægt.

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.