Grovfoder til svin

Grovfoder er en væsentlig del af drøvtyggernes foder, fordi drøvtyggere har en vom, hvor bakterier kan nedbryde fibrene i grovfoderet til kortkædede fedtsyrer, der kan anvendes som energikilde for dyret. Enmavede dyr kan også nedbryde fibre, men det foregår hovedsagelig i tyktarmen og de dannede kortkædede fedtsyrer udnyttes ikke lige så effektivt som hos drøvtyggerne. Derudover stiger udskillelsen af kvælstof i gødningen markant, når enmavede dyr fodres med grovfoder og det er ikke gavnligt for kvælstofudskillelsen fra svinebesætninger. Ovennævnte forhold er årsagen til, at grovfoder ikke anvendes ud fra et foderøkonomisk synspunkt i dansk svineproduktion.

Grovfoder anvendes primært i den økologiske svineproduktion, da der er opstillet krav om tildeling af grovfoder til både søer og slagtesvin. Specielt for slagtesvins vedkommende kan opfyldelse af dette krav være problematisk, da grovfoder har en reducerende effekt på den daglige foderoptagelse og dermed på slagtesvinenes tilvækst.

Der er også i den almindelige svineproduktion en stigende interesse for grovfoder. Her er det primært i drægtighedsperioden, hvor søerne fodres restriktivt, at grovfoder kan være interessant, fordi det er meget fyldende og tager lang tid at æde. Derfor er grovfoder velegnet til at påvirke søernes foderoptagelse. Tildeling af grovfoder tilgodeser også søernes fødesøgningsadfærd og gør, at søer bruger en del tid på at manipulere, tygge og æde grovfoderet. Dette kan reducere antallet af konfrontationer. Drægtige søer har også behov for tilvækst, derfor må der kun tildeles 25 – 30 pct. af soens daglige energibehov i grovfoder.

Anvendelse af grovfoder er arbejdskrævende både hvad angår opbevaring og håndtering, idet det skal bringes ind i stierne på en rationel måde med hængebane, strømaskine eller fodertruck, således at det sikres, at alle søerne har adgang til det og uden at det får negative konsekvenser for produktionsresultater, huldstyring og foderspild. Mængden af tildelt grovfoder afhænger af grovfodertype og som udgangspunkt skal søerne have ædt det tildelte grovfoder inden fem timer.

Når søer fodres efter ædelyst med grovfoderholdige blandinger i hele drægtighedsperioden, skal der bruges to blandinger for at sikre, at søerne får dækket deres energibehov. De første 14 dage og de sidste 14 dage af drægtighedsperioden skal der bruges en blanding med 40 FEso pr. 100 kg som følge af nedsat mave-tarm-kapacitet. I den mellemliggende periode bruges en blanding med 23-30 FEso pr. 100 kg afhængig af grovfodertype [1].

Energiindholdet i grovfoder med mange stængeldele, fx majs- og helsædsensilage, bestemmes ved at analysere grovfoderets tørstofindhold. Energiindholdet beregnes derefter ved hjælp af følgende formel:

Tørstofprocent i grovfoder × 0,8 = FEso pr. 100 kg grovfoder.

En helsædsensilage med 30 pct. tørstof indeholder således 24 FEso pr. 100 kg. Energiindholdet i grovfoder fra rodfrugter, fx sukkerroeaffald, bestemmes ved EFOSI-analyse.

Alle kendte grovfodertyper kan bruges til søer. Man skal dog være opmærksom på, at der ikke er giftige ukrudtsplanter(eksempelvis skarntyde, sort natskygge, hyndetaske og vild gulerod) i afgrøder, der høstes til helsæd, samt at der ikke er dyr eller jord med i helsædsensilagen. Døde dyr kan give botulisme(pølseforgiftning) og jord kan give listeria.

Vi henviser til rapport nr. 12 med titlen Grovfoder til svin [2], som beskriver praktiske forhold, såsom foderopbevaring, udfodring og gødningshåndtering behandlet i det omfang, som det nuværende kendskab til grovfoderet muliggør.

Referencer