Vådfodring

Ved vådfodring er det nødvendigt at kontrollere udfodringen for at sikre, at alt forløber planmæssigt. pH i almindeligt vådfoder med restmængder i rørstrengene bør ligge i intervallet 4,5-5,0. I rstløst vådfoder er pH højere (5,0-6,0), hvis der ikke anvendes våde fodermidler med lav pH, som f.eks. valle eller fermenteret korn. Ved opstart af et vådfodringsanlæg og ved problemer, der kan skyldes fejl i fodersammensætningen, bør der udtages prøver af vådfoderet til analyse.

Der bør vælges restriktiv vådfodring af slagtesvin, da ad libitum vådfodring øger risikoen for lav kødprocent og dårlig foderudnyttelse. Ved restriktiv fodring kan det anbefales at fodre 3-4 gange dagligt. Foderkurven skal være tilpasset de aktuelle produktionsforhold i besætningen, det vil sige daglig tilvækst, foderoptagelse, foderudnyttelse og kødprocent. Det bør jævnlig vurderes, om foderkurven skal ændres, fx efter hver p-rapport hver 3. måned.

Når der anvendes vådfoder til søer, skal det anvendes i hele produktionscyklus, da volumen af vådfoder er væsentlig større end volumen af tørfoder. Derfor tager det tid for soen at omstille sig fra det ene fodringsprincip til det andet. De drægtige søer skal have et passende huld ved faring. Til diegivende søer skal der brugs en forholdsvis lav foderkurve som grundkurve, hvor søerne generelt kan æde mere foder. Hermed undgår man, at mange af søerne ikke kan æde det tildelte foder (specielt i weekender og ferier) og dermed går i stå i foderoptagelsen. Den første uge efter faring følger søerne fortrinsvis kurven. Herefter skal langt hovedparten af søerne sættes betydeligt højere op, så der fodres efter tilnærmet ad libitum.

Ved vådfodring af smågrise fodres der næsten altid ad libitum med undtagelse af FRATS-grise. Fordelen ved ad libitum kontra restriktiv fodring er, at grisene kan æde den mængde foder, der passer til deres aktuelle appetit, uden at der skal foretages en daglig regulering af fodertildelingen til de enkelte stier. Smågrisene kan fodres med vådfoder lige fra fravænning, men det kræver udfodring via fodervogn i de to første uger eller vådfodringsanlæg uden restmængder. Alternativt kan der fodres med en tør fravænningsblanding og gradvis skiftes til vådfoder.

Udfodring af vådfoder kræver tilsyn og kontrol for at sikre, at alt forløber planmæssigt. Vådfodringsanlæg giver alarmer, hvis der sker deciderede fejl i udfodringen, men for at sikre, at grisene får den rigtige foderblanding i den rette mængde er det nødvendigt at foretage kontrol af blandeanlægget.

Vejecellerne under blandetanken bruges ikke kun ved indvejning af foder i tanken med også ved udfodring til de enkelte stier. Vejecellerne bør kontrolleres ca. en gang om måneden.

Kontrol af udfodring

Udfodringen kontrolleres ved at sammenligne blandet og udfodret mængde både på sektionsniveau og på ventilniveau. Kontrollen bør udføres med ca. ½ års mellemrum [5].

Inden udfodring skal foderet i rørstrengene recirkuleres to gange til blandetanken for at fjerne luftlommer og for at sikre en homogen opblanding af frisk foder i tanken med foderet i rørstrengene.

Forgrening og forgreningsventiler

Forgrening af foderrørene til de enkelte stalde bør ske umiddelbart efter pumpen. Derved minimeres restmængden fra den foregående blanding. Forgreningen bør udføres med en forgreningsventil, da den giver mindre modtryk og dermed større gennemstrømningshastighed igennem transportrøret. Forgreningen kan udføres med en foderventil, men den har et større modtryk og vil dermed mindske gennemstrømningshastigheden.

Blændeventiler / frekvensstyring 

Når der bruges centrifugalpumper, kan det være relevant at anvende en elektronisk reguleret blændeventil/frekvensstyring. Dette sikrer, at foderet udfodres med samme hastighed, uanset om der fodres først eller sidst på rørstrengen. Blændeventilen styres af styringsautomatikken, der er programmeret til at tage hensyn til rørstrengens længde, doseringsmængden og størrelsen på den krybbe, foderet udfodres i. Alternativt kan der etableres en fast neddrosling i de rørstrenge, hvor ydelsen skal reduceres.

Foderrør

Foderrørene er oftest udført i trykafprøvet PVC med en udvendig diameter på 63 eller 50 mm. Rørene skal monteres vandret og bør etableres med færrest mulige bøjninger og skarpe knæk, da det vil øge modtrykket og dermed mindske anlæggets kapacitet – især ved brug af centrifugalpumper. Rørene bør understøttes for hver ca. 2 m, for at de kan modstå de ryk, der opstår, når pumpen starter og stopper ved udfodring via ventilerne.

Ved ad libitum fodring er det en elektronisk føler, der et forudbestemt antal gange om dagen registrerer, om der er foder i krybben. Hvis den registrerer, at der ikke er foder omkring føleren, vil den "kalde" på foder. Mængden af foder, der udfodres pr. gang, er ligeledes bestemt på forhånd.

Det er vigtigt at kontrollere nøjagtigheden ved dosering af små mængder foder. Små mængder vil sige under 5-10 kg, som typisk er aktuelt i den første periode af søers ophold i farestalden. En undersøgelse har vist, at der kan være meget stor forskel på den doserede mængde vådfoder i forhold til den forventede mængde [5].

Nedløbsrør

Fodernedløbsrør kan være udformet i PVC eller stål. Røret er forsynet med en bøjning eller et T-stykke til fordeling i en eller to retninger. I lange krybber bør man bruge en Y-forgrening, også kaldet et "buksestykke", for at opnå en hurtigere fordeling af foderet.

Kompressor

Alle betjeningsfunktioner af ventiler foregår ved trykluft. For at sikre en korrekt og hurtig funktion bør kompressoren være dimensioneret til at kunne klare det aktuelle behov.

Ekstra tanke

Forskellige blandinger kan holdes adskilt ved etablering af ekstra tanke. Dermed bliver foderblandingerne mere korrekt sammensat til de pågældende svin. De ekstra tanke kan enten være blandetanke, udfodringstanke eller resttanke. Hvis der anvendes resttanke, pumpes den restmængde, der findes fra den tidligere blanding, over i resttanken til næste gang, blandingen skal anvendes.

I større besætninger kan antallet af fodringer og blandinger betyde, at anlægget er i brug en stor del af døgnet. Det er især tilfældet i besætninger, hvor smågrise fodres ad libitum. Det kan give problemer med restmængder, og at grisene bliver fodret på tidspunkter, hvor de ikke er motiverede for at æde, fx sent om aftenen. I disse situationer bør man etablere en ekstra blandetank. En anden mulighed er fx at anvende en tank til at blande foderet i og en tank til at udfodre foderet fra. Denne løsning vælges oftest, når der er stor afstand mellem blandetanken og udfodringsstedet.

Et almindeligt vådfodringsanlæg kan ændres til restløs vådfodring og derved forbedrer man kvaliteten af vådfoderet [7]. Det er sandsynligt, at det forbedrer ædelysten, men det er ikke undersøgt i forsøg.

En ’før’ / ’efter’ undersøgelse i tre besætninger viser, at vådfoder i restløse anlæg har et lavere indhold af organiske syrer, biogene aminer og mikroorganismer end vådfoder i almindelige anlæg med restmængder [11]. Der blev ikke anvendt våde fodermidler med lav pH i de tre besætninger i denne undersøgelse. Det lavere indhold af organiske syrer kræver stor fokus på rengøring af tanke og tilførselsrør i restløse anlæg, og anvendes der vand som skubbemedie, skal det være tilsat syre, f.eks. 0,2 % myresyre, for at undgå vækst af uønskede mikroorganismer. Tabet af tilsatte syntetiske aminosyrer begrænses også ved tilsætning af myresyre eller benzoesyre (Medd. 1150 og medd. 1156). Sidstnævnte kan dog hæmme gær og mælkesyrebakteriers overlevelse (Medd. 1156).

Vådfoderkvaliteten i restløse anlæg sammenlignet med vådfodringsanlæg med restmængder er karakteriseret ved:

• et lavere indhold af mælkesyrebakterier
• et lavere indhold af mælkesyre og andre organiske syrer
• et lavere indhold af ethanol
• et lavere indhold af biogene aminer (kvælstofholdige stoffer dannet ved mikrobiel nedbrydning af aminosyrer), især cadaverin
• risiko for høje indhold af skimmel, enterobakterier og Cl. Perfringens
• risiko for stor variation i indhold af tørstof, protein, calcium og fosfor.

Disse ændringer viser, at der som ventet er en mindre fermentering og dermed færre nedbrydningsprodukter, herunder organiske syrer, i restløse anlæg. Dette kan påvirke grisenes ædelyst i positiv retning, men den mindre fermentering betyder samtidig, at risikoen for vækst af uønskede mikroorganismer som f.eks. skimmel og enterobakterier øges. 

Kontrol af udfodring ved restløs vådfodring

Det er væsentligt løbende at kontrollere, at der ikke udfodres skubbemedie i stedet for foder ved nogle af ventilerne eller at foderet ikke fortyndes med skubbemedie ved nogle af ventilerne. For at sikre dette, skal foderets vægtfylde måles og indtastes i vådfodercomputeren [4].

Efter indtastning/ændring af vægtfylde i vådfodercomputeren skal det kontrolleres, at udfodringen foregår korrekt, så der ikke udfodres skubbemedie.

Det kan kontrolleres, at der udfodres den rigtige foderblanding ved alle ventiler på følgende måder:

• Hvis der bruges vand eller valle om skubbemedie kan kontrollen foretages ved at udtage hele fodermængden ved en af de første ventiler og sidste ventil i en fodringssekvens. Der skal udfodres 3-4 kg, hvilket svarer til fodermængden ved en ventil i en farestald lige efter faring. Prøverne skal udtages i gennemsigtige beholdere. Det procentviste bundfald efter ca. 1 times henstand skal være ens. Det er en hurtig og nem metode.
• En anden metode til at kontrollere udfodringen er at tilsætte farvestof, f.eks. rødt farvestof, i tanken med skubbemediet inden udfodringen starter. De to efterfølgende fodringer skal følges rundt til alle ventiler i stalden. Hvis der kommer rødt foder i nogle af krybberne ved den første fodring er vægtfylden sat for højt. Hvis der kommer rødt foder i nogle af krybberne ved den anden fodring, og der ikke er anvendt farvet skubbemedie til at blande foderet, er vægtfylden sat for lavt.
• Hvis der bruges vand eller valle som skubbemedie kan grænsen mellem foder og vand/valle kontrolleres i gennemsigtige rør, der skal være monteret før sidste ventil i et omløb.  
• Hvis der bruges fermenteret korn som skubbemedie, kan pH måles i vådfoder udtaget fra første og sidste ventil i en udfodringssekvens. pH skal være ens i de to prøver og højere end i fermenteret korn.

Foderhygiejne

Vådfodertanke og tilførselsrør skal rengøres henholdsvis hver og hver anden uge.

Mikrofloraen i et vådfoderanlæg er påvirket af den restmængde, der altid vil findes i systemet. Ofte har fermentering af foderet en positiv virkning, idet det sænker pH-værdien i foderblandingen. pH-værdien i vådfoder bør kontrolleres med jævne mellemrum, f.eks. en gang om måneden. pH i almindeligt vådfoder med restmængder i rørstrengene i krybben bør være mellem pH 4,5 og 5,0 (Se afsnittet: Fermenteret vådfoder). I restløst vådfoder er pH højere (5,0-6,0), hvis der ikke anvendes våde fodermidler med lav pH som f.eks. valle eller fermenteret korn. pH måles lettest med pH-strips, der dyppes i vådfoderet, hvorefter farvereaktionen aflæses på en farveskala. En mere nøjagtig måling af pH kan foretages med pH-meter, der eventuelt kan være indbygget i vådfodertanken. Det er vigtigt at bemærke, at alle pH-metre jævnligt skal kalibreres med buffere med kendt pH.

Ved problemer med Salmonella er det især vigtigt at kontrollere pH-værdien. pH bør være omkring 4,5 for at få Salmonella-problemet under kontrol (se afsnit om Salmonella).

pH-værdien i almindeligt vådfoder med restmængder i rørstrengene kan indirekte sænkes ved at tilsætte myresyre eller syreprodukter, der indeholder blandinger af organiske syrer og syresalte. Myresyre bør ikke indgå med mere end 0,2 % af foderblandingen. Myresyren sænker ikke pH væsentligt, men har en hæmmende effekt på uønskede bakterier.

Hvis der er fejlfermentering i almindeligt vådfoder, så foderoptagelsen bliver for lav eller der opstår voldsomme diarréproblemer, kan det være nødvendigt at tømme og rengøre anlægget. Der bør foretages en mikrobiologisk analyse inden der træffes beslutning om rengøring af anlægget. Rengøring og desinfektion af vådfodringsanlæg bør kun foretages, når mikrobiologiske analyser viser, at der er behov for dette [10]. En let rengøring af anlægget kan ske ved at skylle rørstrengene igennem med koldt vand indtil det er rent vand, der kommer ud af returrøret i blandetanken. Hvis problemet ikke er løst efter denne rengøring kan det være nødvendigt med en kraftigere rengøring, hvor der anvendes et basisk rengøringsmiddel i opvarmet vand efterfulgt af en desinfektion [2]. Ved brug af basisk rengøringsmiddel fjernes fedtbelægninger i rørene. Vær opmærksom på, at plasticrørene ikke kan tåle meget varmt vand, så vandet bør ikke opvarmes til mere end 40 °C. Efter rengøring af anlægget kan man tilsætte foderet 0,2 % myresyre i den første uge indtil pH er faldet til under 5,0. Anlægget kan podes med mælkesyrebakterier ved at fermentere korn eller færdigfoder. Bland formalet korn eller færdigfoder med opvarmet vand (ca. 30 °C) i en spand og lad det stå i et par dage ved stuetemperatur inden det hældes i vådfodertanken. Derved får man fermenteringsprocessen hurtigere i gang.

I restløst vådfoder er der stor risiko for vækst af skadelige mikroorganismer, hvis der bruges skubbevand uden tilsætning af syre. Det anbefales derfor at tilsætte syre f.eks. 0,2 % myresyre til skubbevandet. Der skal desuden være større fokus på rengøring af vådfodertanke end i almindelige vådfodringsanlæg med restmængder i rørstrengen.

Ved opstart af et vådfodringsanlæg og ved problemer, der kan skyldes fejl i blandingen af foder, bør der udtages prøver af vådfoderet til analyse. Der bør sendes mindst to prøver af hver blanding til analyse. Prøverne bør udtages fra mindst to foderventiler og evt. fra forskellige fodringer og blandes til samleprøver for at få mere repræsentative prøver, inden de sendes til analyse (se afsnit nedenfor om vejledning i udtagning af foderprøver).

Prøverne bør som minimum analyseres for indhold af vand, råprotein og aske.

Hvis foderudnyttelsen er dårlig og der er mistanke om, at syntetiske aminosyrer forsvinder ved fermentering i rørstrengen, kan foderprøverne analyseres for indhold af aminosyrer. Tab af aminosyrer kan opstå, hvis hele foderblandingen fermenteres, det vil sige, at foderet står i blandetanken i flere timer efter, at det er blandet færdigt. En betydelig del af de syntetiske aminosyrer kan også blive nedbrudt, hvis mængden i rørstrengen udgør en stor del (over 25 %) af den totale mængde i rørstreng og tank inden udfodring, eller hvis foderet står længe i rørstrengen mellem udfodringerne (over 8 timer). Se afsnittet: Fermenteret vådfoder.

Mikrobiologiske analyser

Hvis der er en høj pH-værdi i vådfoderet (over 5,0 i almindeligt vådfoder med restmængder i rørstrengene og over 6,0 i restløst vådfoder) og der samtidig er problemer med lav foderoptagelse, eller der opstår voldsomme diarréproblemer eller pludselige dødsfald, bør der sendes mindst én vådfoderprøve til mikrobiologisk analyse f.eks. på Aarhus Universitet, Institut for Husdyrvidenskab i Foulum. Mikrobiologisk laboratorium på Institut for Husdyrvidenskab skal kontaktes inden prøven udtages. Prøven udtages fra en tilfældig foderventil under udfodring  Prøven køles med det samme til under 10 °C, men den må ikke fryses, og der må ikke tilsættes myresyre til prøven. Prøven skal indsendes samme dag til analyse i en flamingokasse med frosne køleelementer. Der må ikke indsendes prøve om fredagen, da prøven skal analyseres dagen efter, at den er udtaget i besætningen.

Prøven bør analyseres for pH, mælkesyresyrebakterier, enterobakterier, gær, skimmel, Clostridium perfringens, mælkesyre, eddikesyre, myresyre og ethanol. Normalindhold i vådfoder, hvor kvaliteten anses for at være god, er vist i tabel 1. Der er både angivet normalværdier for almindeligt vådfoder med restmænger i rørstrengene og normalværdier for restløst vådfoder. Normalværdierne for restløst vådfoder gælder, hvor der ikke er anvendt våde fodermidler med lav pH som f.eks. valle eller fermenteret korn, samt hvor der ikke er tilsat organiske syrer til tørre fodermidler eller direkte i blandetanken. Hvis der anvendes våde fodermidler med lav pH eller organske syrer i restløst vådfoder (bortset fra organiske syrer i skubbevand) er de mikrobiologiske normalværdier nærmere som almindeligt vådfoder.

Tabel 1. Normalværdi for pH og normalindhold af mikroorganismer, organiske syrer samt ethanol i vådfoder. 

Hvis der findes et højt indhold af enterobakterier (over 10 millioner (=10⁷) pr. g vådfoder ), der blandt andet omfatter coliforme bakterier, bør anlægget tømmes og rengøres. Hvis der findes enterobakterier i vådfoderet, men på et lavere niveau end 10⁷ pr. g, eller hvis der findes skimmel eller Clostridium perfringens  i vådfoderet over de normalværdier, der er vist i tabel 1, skal der gøres en ekstra indsats for at rengøre tank og tilførselsrør. Tank og tilførselsrør skal rengøres hhv. hver og hver anden uge (se vådfodermanagement).  Skimmel kan producere toksiner, der kan give tarmblødning og dermed pludselig dødsfald eller udskudt endetarm. Enterobakterier eller Clostridium perfringens kan give diarré.

I vådfoder skal de dominerende mikroorganismer være mælkesyrebakterier og gær. Et højt indhold af gær kan dog give problemer med CO₂- produktion og højt indhold af ethanol. Mælkesyrebakterierne producerer mælkesyre i almindeligt vådfoder med restmængder i rørstrengene,  og det sænker pH. Indholdet af eddikesyre skal være væsentligt lavere end indholdet af mælkesyre i almindeligt vådfoder med restmængder i rørstrengene, da et højt indhold af eddikesyre (over 90 mmol pr. kg) kan give en dårlig smag af foderet. Myresyre produceres kun i meget begrænset mængde i vådfoder, så et højt indhold af myresyre (over 10 mmol pr. kg) viser, at der er tilsat myresyre til foderet f.eks. via valle. Der bør ikke tilsættes mere end 2 promille myresyre til fodersuppen, svarende til 43 mmol pr. kg vådfoder.

I restløst vådfoder er der normalt et lavere indhold af mælkesyrebakterier og gær, men et højere indhold af enterobakterier, skimmel og Clostridium perfringens end i almindeligt vådfoder med restmængde i rørstrengene. Der er derfor et lavere indhold af organiske syrer, især mælkesyre, i restløst vådfoder end i almindeligt vådfoder. Det lave indhold af organiske syrer kræver stor fokus på rengøring af tanke og tilførselsrør i restløse anlæg, og anvendes der vand som skubbemedie, skal det være tilsat syre f.eks. myresyre for at undgå vækst af uønskede mikroorganismer.

• Prøveflasker inklusiv flamingoboks og fryseelementer rekvireres ved laboratoriet.
• Foderprøven udtages enten hvor fodersuppen kommer ind i blandetanken under recirkulation, eller hvor fodersuppen udfodres, det vil sige ved udfodring i truget inde i stien.
• Rørstrengen skal recirkuleres mindst to gange, før der kan udtages foderprøver.
• Foderprøver skal udtages i forbindelse med en normal fodring.
• Der må ikke udtages foderprøver umiddelbart efter, at vådfoderanlægget har stået på pause eller af andre årsager har stået stille.

Prøven udtages:

• Foderprøven skal blive i det glas eller beholder, som bruges til at udtage prøven, fordi det mindsker risikoen for afblanding.
• Prøven udtages, når der er løbet en del foder ud via nedløbet – ca. 5 sekunder efter, at udfodringen er startet. Det første foder kan ikke bruges, fordi det består af "gammelt " foder.
• Prøveglasset fyldes ved at holde det ind i strålen med foder.
• Glasset skal være ca. 2/3 fuld. Glasset må ikke løbe over, da det medfører afblanding.
• Hvis glasset løber over, tømmes det og der udtages en ny foderprøve.

Det er vigtigt at huske, at man ikke må:  

• Udtage prøver fra foderblandingens overflade i blandetanken.
• Udtage prøver i en spand og derefter neddele.
• Udtage prøver ved første og sidste ventil (undtagen hvis der skal undersøges for afblanding eller kontrol af udfodring ved restløs vådfodring).
• Udtage prøver, hvis ikke alle komponenter har været til rådighed i blandingen (erstatningskomponenter er taget ind).

Efter prøven er udtaget:

Prøver til analyse for indhold af næringsstoffer: 

• Efter evt. pH måling tilsættes myresyre (5 ml 85 % myresyre til 1 liter vådfoder) og prøven fryses.  
• Ved samleprøver hældes hele indholdet af alle prøver sammen inden de sendes til analyse.
• Prøveglasset lukkes forsvarligt og opmærkes tydeligt med fx brug af en vandfast tusch.
• Prøveglasset med foderprøven pakkes sammen med de frosne køleelementer og sendes til laboratoriet først på ugen således, at prøverne kan komme frem til laboratoriet dagen efter, at de er sendt.
• Hvis foderprøven ikke kan sendes samme dag som den er udtaget – på grund af weekend, ferie eller lign. - fryses prøven ned indtil den skal sendes. Nedfrysning sikrer endvidere, at låget ikke presses af, når foderet begynder at fermentere.

Prøver til mikrobiologisk analyse:

• Prøver til mikrobiologisk analyse må ikke fryses eller tilsættes myresyre, men skal sendes samme dag, som de er udtaget (ikke fredag).
• Køl prøven i en spand med koldt vand eller i køleskab i mindst en time lige efter prøveudtagning til temperaturen er under 10 °C inden prøven pakkes i flamingokasse med frosne køleelementer.

Kontrol af opblanding:

• Er der mistanke om, at der sker afblanding af foderet i forbindelse med udfodringen, eller at opblandingen er utilstrækkelig, tages der en foderprøve fra foderventiler ved næsten fuld og næsten tom tank, som analyseres for de mistænkte mangler, f.eks. aske og tørstof.

Der er i en afprøvning i seks besætninger ikke konstateret væsentlige problemer med afblanding af vådfoder [8].

Ved brug af vådfoder frem for tørfoder til slagtesvin kan der være mulighed for at fremstille et billigere foder ved anvendelse af flydende komponenter som f.eks. valle. Den lavere foderpris skal dog modregnes de ofte højere investeringsomkostninger i vådfodringsanlæg end i tørfodringsanlæg. Læs mere i afsnittet: Tørfoder kontra vådfoder.

Antal fodringer

Ved restriktiv vådfodring af slagtesvin anbefales det at fodre 3-4 gange dagligt. I nogle tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at fodre færre eller flere gange dagligt:

• Ved få daglige udfodringer blandes større mængder og det mindsker risikoen for unøjagtig blanding. Desuden mindskes den procentvise restmængde i rørstrengen og blandetank. Restmængderne har især betydning, hvis anlægget anvendes til forskellige blandinger, men også hvis foderet har et højt indhold af syntetiske aminosyrer, da de kan forsvinde ved fermentering i rørstrengen. Hvis anlægget anvendes til mange forskellige blandinger, vil få daglige udfodringer pr. blanding reducere det daglige tidsforbrug på anlægget.
• Ved mange daglige udfodringer kan foderoptagelsen øges, især hos ungsvin, hvis de tidligere er fodret med tørfoder efter ædelyst. Hvis blandetanken er lille i forhold til antallet af grise, kan det være nødvendigt at have mange udfodringer.

Fodringstidspunkter

Fodringstidspunkterne skal tilpasses grisenes døgnrytme. Hvis det kan håndteres i vådfoderanlægget skal fodermængden også tilpasses grisenes døgnrytme. Hvis der fodres tre gange dagligt, kan der fx udfodres kl. 8, 14 og 20. Foderet kan fordeles i lige store rationer over de tre fodringer. Med fire daglige udfodringer kan der fx udfodres kl. 7, 11, 15 og 19 og foderet fordeles i lige store rationer. I varme perioder har grisene ikke så stor appetit i dagtimerne, så fordelingen af foderet på de fire fodringer bør ændres fx til henholdsvis 28, 22, 22 og 28 % af dagsrationen.

Opsyn

Udfodringen bør følges mindst én gang dagligt. For at kunne vurdere, om fordelingen af fodermængden på de forskellige fodringstidspunkter er fornuftig, er det nødvendigt at følge fodringer på forskellige tidspunkter. Dette er især vigtigt ved nyindsatte grise.

Foderkurve

Foderkurven skal være tilpasset de aktuelle produktionsforhold i besætningen, det vil sige daglig tilvækst, foderoptagelse, foderudnyttelse og kødprocent. Det bør jævnligt overvejes, om foderkurven skal ændres, fx efter hver P-rapport hver 3. måned. Foderkurven er kun pålidelig, hvis blandesikkerheden og udfodringen er kontrolleret og i orden (se ovenfor)

Justering af foderkurve

Fodertildelingen til den enkelte sti skal reguleres individuelt. Man kan vælge en foderkurve, der ligger lidt over, lige omkring eller lidt under grisenes gennemsnitlige appetit i perioden fra indsættelse i slagtesvinestalden og indtil ca. 60 kg.

• Hvis foderkurven er over grisenes gennemsnitlige appetit, kan man nøjes med at nedregulere stier, hvor foderet ikke er ædt op ca. 30 minutter efter fodring. Foderkurven skal være så høj, at mindst 30 % af stierne skal sættes ned i fodermængde for at sikre, at grisene i de øvrige stier får nok foder, når ingen stier reguleres op. Denne strategi anbefales generelt.
• Hvis foderkurven er lige omkring grisenes gennemsnitlige appetit, er det et fåtal (cirka 10 %) af stierne, der skal reguleres. Foderkrybberne skal gennemgås 10-30 minutter efter fodring. I stier, hvor foderet er ædt op 10-15 minutter efter fodring, skal fodermængden sættes op. I stier, hvor der ikke er ædt op ca. 30 minutter efter fodring, skal fodermængden sættes ned. Ved denne strategi skal krybberne altså tilses to gange ved samme fodring.
• Hvis foderkurven er under grisenes gennemsnitlige appetit, er det vigtigt, at fodermesteren er omhyggelig med at hæve foderstyrken til grise, der æder op på 10-15 minutter. Mindst 30 % af stierne skal reguleres op i fodermængde, hvis ingen af stierne reguleres ned. Ved denne strategi er der risiko for, at grisene får for lidt foder.

Regulering af fodertildeling

Den letteste måde at styre fodertildelingen indtil 60 kg er at vælge en foderkurve, der ligger over grisenes gennemsnitlige appetit, således at man kun skal regulere ned i forhold til kurven. Som nævnt ovenfor skal mindst 30 % af grisene indtil 60 kg være reguleret ned i fodermængde for at være sikker på, at de øvrige grise får nok foder. Det kan kontrolleres ved at lave et skema, hvor man i en periode dagligt noterer, hvor mange stier, der reguleres ned. Hvis der er færre end 30 % af grisene indtil 60 kg, der er reguleret ned i fodermængde, bør foderkurven hæves med f.eks. 0,1 FEsv pr. dag ved alle punkter på kurven indtil slutfoderkurven nås.

Udfodringen bør følges rundt i stalden én gang dagligt, hvor man tilser grisene i alle stier og vurderer ved hvilke stier, der skal nedreguleres i fodermængde. Der bør altid reguleres ned ved at regulere i procent i forhold til kurven og ikke ved at regulere på grisenes vægt eller antal grise i stien. Husk også at regulere tilbage til kurven i løbet af nogle dage. Dette kan gøres automatisk i de fleste anlæg. Nedregulering af foderet til grisene i den enkelte sti i forhold til foderkurven kan fx være:

• 50 % den første dag efter indsættelse og tilbage til foderkurven i løbet af 2-10 dage
• 20 % hvis mere end 20 % af foderet er tilbage i krybben 30 min. efter fodring, tilbage til foderkurven i løbet af fire dage
• 10 % hvis grisene har ædt mere end 80 % af foderet, men der stadig er foder tilbage i krybben 30 min. efter fodring, tilbage til foderkurven i løbet af to dage
• 10 % og tilbage til foderkurven i løbet af 10 dage, hvis grisene stadigvæk ikke kan æde op 30 min. efter fodring, efter at der har været nedreguleret med 10 eller 20 % i 2-4 dage.

Ædetidsstyring

En del vådfoderanlæg har ædetidsstyring, hvor en føler i krybben registrerer hvor hurtigt grisene æder op og justerer fodertildelingen ved næste fodring op eller ned afhængig af, hvor hurtigt krybben tømmes. Dette vil ofte fungere rigtig godt og kan bestå af en foderkurve, som fungerer som et udgangspunkt, men med mulighed for automatisk at justere f.eks. fra -50% til + 20% fra dette udgangspunkt. 

Ædetidsstyring kombineres ofte med en maksimal slutfoderkurve, hvor det kun er muligt at have minusafvigelser fra den indtastede maksimale slutfoderkurve, se nedenfor.

Slutfoderstyrke

Når grisene vejer 70-85 kg, kan der lægges et loft på foderkurven. Det vil sige, at grisene får den samme fodermængde pr. dag i resten af perioden indtil slagtning.

Forsøg med aktuel genetik i 2022 har vist, at stigende slutfoderkurve medfører stigende tilvækst og faldende kødprocent, men stort set uændret foderudnyttelse, hvis grisene leveres ved samme vægt.

For mange besætninger vil en slutfoderkurve på ca. 3,4 FEsv pr. dag være et godt kompromis, men det afhænger af, hvordan holdriftsintervallet passer til grisenes tilvækst og indgangsvægt. Hvis det kniber at nå optimal slagtevægt, kan slutfoderkurven øges til 3,6 FEsv pr. dag, fordi gevinsten ved øget slagtevægt overstiger tabet ved lavere kødprocent, mens det ved god tid i holddriftsintervallet kan være relevant at nøjes med ca. 3,2 FEsv pr dag, da gevinsten ved øget kødprocent kan overstige tabet i slagtevægt.

Indenfor en sektion kan man overveje at sortere grise efter størrelse og lade de mindste 50% af grisene få en slutfoderkurve på 3,6 FEsv pr. dag, mens de største 50% får en slutfoderkurve på 3,2 FEsv pr dag. Herved vil man samlet få flere små grise op på optimal slagtevægt, mens man får højere kødprocent på de store grise, som alligevel vil nå den optimale slagtevægt.

Den genetiske udvikling vil sandsynligvis betyde, at den optimale slutfoderstyrke vil øges gradvist i de kommende år. 

Tempo

Udfodringen skal tilpasses i et tempo, så man kan gennemføre et tilstrækkeligt tilsyn af grisene ved udfodring. Der kan eventuelt indsættes pauser i udfodringen mellem hver staldsektion.

Manuel start

Udfodringen kan med fordel startes manuelt én gang dagligt, fx ved morgenfodringen. Derved sikres det, at man ikke kommer for sent til udfodringen og således ikke kan gennemføre et tilsyn med grisene under selve udfodringen.

Anvendelse af ad libitum vådfodring frem for restriktiv vådfodring i langkrybber stiller mindre krav til korrekt foderkurve i computeren og til arbejdsindsats med at justere foderkurven. Ad libitum vådfodring vil ofte give en højere tilvækst end restriktiv vådfodring, men der er stor risiko for lav kødprocent og for stort foderforbrug [3], [12] (se afsnittet: Fodring af slagtesvin). Det anbefales derfor ikke at investere i nye vådfodringsanlæg til ad libitum fodring af slagtesvin. Da grisene ikke æder samtidig ved ad libitum vådfodring, kræver det en større arbejdsindsats at finde syge grise og der er derfor risiko for øget dødelighed. Læs mere i afsnittet: Tørfoder kontra vådfoder.

I det følgende gives retningslinier for optimal udnyttelse af eksisterende vådfodringsanlæg til ad libitum fodring af slagtesvin.

Foderperioder

Ved ad libitum vådfodring af slagtesvin anbefales 2-4 daglige foderperioder af cirka 2-3 timers varighed. Foderkrybberne skal være tomme i cirka 80 % af stierne 1 time efter foderperiodens afslutning. Fodringstidspunkterne anbefales at være de samme som ved restriktiv fodring. 

Hver udfodring i krybben bør udgøre cirka 5 % af dagsrationen. De mindste grise bør maksimalt få 10 % af dagsrationen ved hver udfodring.

Udfodringshyppighed

I starten af hver foderperiode skal tiden mellem hver udfodring (fx 5 minutter) og udfodret mængde pr. gang indstilles således, at minimum 20 % af døgnrationen kan udfodres på en halv time. Dette skal være opfyldt for alle aldersgrupper i stalden. Hvis der er for lang tid mellem hver udfodring i begyndelse af foderperioden, er der risiko for skader i forbindelse med kamp om foderet. Desuden kan grisene blive uens og den gennemsnitlige tilvækst kan blive for lav.

I slutningen af hver udfodringsperiode kan der udfodres med længere intervaller (fx 15 minutter) end i den første halve time af udfodringsperioden.

Foderkurve

Foderkurven kan som udgangspunkt indlægges med en tilladt afvigelse på + 20 % pr. ventil som maksimal foderstyrke. Det er muligt at få udskrevet en liste over aktuel foderoptagelse som procent af foderkurven ved hver ventil. Ved anvendelse af denne facilitet, har man mulighed for hurtigt at finde fejl ved fodringen ved den enkelte ventil.

Døgnfordeling

Anvendelse af foderkurve med en maksimal tilladt foderstyrke giver mulighed for en vis styring af foderoptagelsen. Det forudsætter dog, at man følger alle udfodringsperioderne (eventuelt fordelt over flere dage) for at sikre, at der ikke bliver for lidt foder til et af måltiderne. Man bør tilstræbe en døgnfordeling, der sikrer, at grisene stort set har foder i lige lang tid ved hvert måltid.

Styring af blandingsmængde

Der bør anvendes et styreprogram i computeren, der inden blandingen kan forudsige foderforbruget ud fra samme fodring dagen før. Derved minimeres både restmængden i tanken efter udfodringsperioden og hyppigheden af genblanding. Hvis denne funktion ikke findes i styreprogrammet, er det meget vigtigt at foderkurven passer til grisenes appetit således, at den opblandede fodermængde kommer til at passe til forbruget.

Når der anvendes vådfoder til søer, skal det anvendes i hele produktionscyklus, da volumen af vådfoder er væsentlig større end volumen af tørfoder. Derfor tager det tid for soen at omstille sig fra det ene fodringsprincip til det andet. 

Drægtige søer

De drægtige søer skal nå passende huld ved faring – jf. afsnittet: Fodring af søer. Der skal anvendes forskellige kurver til fede, middel og magre søer samt gylte. Magre og fede søer samles ved ventiler for sig, så vidt det er muligt. I de fleste besætninger med ædebokse er det nødvendigt med supplering med tørfoder for at opnå passende huld ved faring. Alternativt skal der flyttes meget rundt med søerne.

Vådfoder kan tildeles de drægtige søer i fælles ædebokse eller ESF-stationer (se vejledning for hvert system i Vådfodermanagement). I drægtighedsstalde med fælles ædebokse skal magre og fede søer grupperes hver for sig, hvis det er muligt, så de kan fodres efter den foderkurve, der passer til deres huld. For de meget magre søer er det nødvendigt at supplere med tørfoder for at opnå passende hold ved faring.   Er det ikke muligt at gruppere søerne efter huld, anvendes én foderkurve til middel eller fede søer (skal vurderes) med tilskud af tørfoder til de magre søer.

Hvis der er flere folk i stalden, bør man sammen gennemgå søernes huld én gang om måneden. Herefter tages stilling til, om grundkurverne skal justeres.

I varme perioder er det en fordel at kunne tildele søerne mere vand. Dette gøres nemmest ved at gøre vådfodersuppen mere tynd. Rene vandfodringer via vådfodringsanlægget kan ikke anbefales. Der skal altid være vandforsyning udover vådfoderet, også i drægtighedsstalden. Vandforbruget i drægtighedsstalden er højere ved tørfodring, og beregnes vandforbruget pr. årsso (drægtigheds- og farestald samt pattegrise) ses en forskel mellem tør- og vådfodring på hhv. 7,0 m3 vand pr. årrso med tørfodring og 6,1 m3 vand pr. årsso med vådfodring (Erf. 1902).

ESF kræver vådfodertank, hvor pumpen stort set kører hele tiden. Der laves en rørstreng, som forsyner alle foderstationer. Der fodres efter kurve, hvor hver enkelt so sættes på en kurve efter huld (mager, middel, fed eller gylt). Søerne får tildelt et antal impulser á ca. 1 liter vådfoder pr. døgn. Søerne kan reguleres op eller ned i fodertildeling med ± ca. 0,25 - 0,3 FEso svarende til en impuls. Systemet fungerer i øvrigt som tørfodringsanlæg med ESF.

Diegivende søer

Diegivende søer kan fodres med almindeligt vådfoder med restmængder i rørstrengene eller med restløst vådfoder. Ved restløst vådfodring er rørstrengene næsten tømt for foder mellem hver fodring (se afsnittet: Restløs vådfodring ovenfor).

Brug en forholdsvis lav foderkurve som grundkurve, så søerne generelt kan æde mere foder. Hermed undgår man, at mange af søerne ikke kan æde det tildelte foder (specielt i weekender og ferier) og dermed går i stå i foderoptagelsen. Kurven i afsnittet Vådfoderkurver er en absolut minimumskurve, hvor ønsket er, at kun ganske få søer ikke kan æde op, når de følger kurven. Der kan bruges samme grundkurve til alle søer.

Fra dag 4 til 7 efter faring kan der fodres 0,25 - 0,5 FEso stærkere pr. dag end vist i afsnittet Vådfoderkurver til de søer, der kan æde mere foder. Fra dag 8 kan man, afhængig af besætning, gå en del højere op således, at søerne fodres efter tilnærmet ad libitum (se afsnittet: Fodring af søer). Dette gøres ved at øge foderstyrken med 0,25-0,5 FEso pr. dag. På fravænningsdagen kan det være en fordel at sætte søerne på ½ foderstyrke for at undgå, at de går i stå i goldperioden.

Tre fodringer pr. døgn sikrer større foderoptagelse end to fodringer, specielt for de unge søer.

På nogle anlæg er det muligt at kombinere to og tre daglige fodringer. Det kan være en fordel at benytte denne mulighed, så der kun fodres to gange dagligt i starten af diegivningsperioden, hvor søerne har lav foderoptagelse – fx fra 2 dage før og indtil 5 dage efter faring.

Søerne skal fodres individuelt. Følg som minimum en fodring om dagen og justér foderstyrken op eller ned (± 0,25-0,50 FEso pr. dag) efter søernes ædelyst.

Særskilt vandkop er en fordel - færre trug, der skal tømmes før fodring.

De fleste smågriseproducenter vælger at fodre med tørfoder lige efter fravænning, så foderet kan tildeles restriktivt for at undgå diarréproblemer – jf. afsnittet: Fodring af smågrise. Nogle ønsker dog en tidlig opstart med vådfoder, bl.a. for at udnytte en forventet positiv effekt på mave-tarm-sundheden. I mange besætninger opleves overgangen til vådfoder som styringsmæssig vanskelig. Når til gengæld grisene har vænnet sig til vådfoder, viser erfaringer fra praksis, at de ofte har en høj foderoptagelse og en høj tilvækst i forhold til fodring med tørfoder. Jo tidligere overgang til vådfoder, jo mere fingerspidsfølelse og erfaring skal der til. En tidlig overgang til vådfoder er også problematisk i forhold til, at forbruget af den første vådfoderblanding ikke er særlig stort. Forbruget af den enkelte blanding skal være så stort, at restmængden i rørstrengen maksimalt udgør 50 % af den samlede fodermængde i rør og tank inden udfodring. Ved for stor restmængde er der risiko for, at grisenes foderoptagelse falder og at der sker tab af aminosyrer som følge af fermentering. Læs mere i afsnittet: Tørfoder kontra vådfoder. Ved køb af et vådfodringsanlæg skal der stilles krav til en maksimal restmængde i rørstrengene

Smågrise kan fodres med vådfoder lige fra fravænning, hvis der anvendes restløse anlæg (se afsnit: Restløs vådfodring ovenfor). 

Det følgende er en tjekliste for tre forskellige strategier for ad libitum vådfodring af smågrise i traditionelle (ikke restløse) anlæg.

Tør fravænningsblanding udfodres 3-4 gange daglig på gulv, plade eller i langkrybbe, så alle grise har en ædeplads:

• 1. - 3. dag: tilnærmet ad.lib. Vejl. mængde den 1. dag er 150 g pr. gris pr. dag.
• 4. - 5. dag: evt. ½ mængde af 3. dags ration.
• 6. - 8. dag: øges gradvis til ad lib.
• 9. - 14. dag: tørfoder ad lib.

Fra 14. dag fodres med vådfoder. Start med en lille fodermængde, så grisene har ædt op 15 min. efter hver foderperiode. Over de næste 5 dage sættes fodermængden gradvist op, efter hvor hurtigt, der ædes op. Fra dag 18 får alle grise vådfoder i styrede mængder, der gradvist øges til ad lib. Fra dag 20 anvendes kun vådfoder. Der skal være ædt op 30 min. efter hver foderperiode.

Grisene sættes på vådfoder efterhånden som de er store nok, det vil sige ikke længere har behov for ren fravænningsblanding.

Fodringsstrategi 2 - start med tørfoder, men tidlig overgang til vådfoder:

Tørfoder (fravænningsfoder) udfodres som ved strategi 1.

Fra 1. dag fodres med vådfoder (smågrisefoder). Start med en lille fodermængde, så grisene har ædt op 15 min. efter hver foderperiode. Over de næste 15-20 dage sættes fodermængden gradvist op, efter hvor hurtigt, der ædes op. Der skal være ædt op 30 min. efter hver foderperiode. Dog sættes fodermængen ikke op 4. – 5. dag efter fravænning. 2-3 uger efter indsættelse er grisene over på ad lib.

Fodringsstrategi 3 - direkte på vådfoder/opblødt foder:

Fodring med vådfoder/opblødt foder lige efter fravænning uden tørfoder kan kun anbefales ved manuel udfodring fra fodervogn eller ved anvendelse af vådfodringsanlæg uden restmængder (se afsnit nedenfor) (foto 5).

Fravænningsblandingen kan fremstilles på flere måder:

• Der fremstilles en tør tilskudsfoderblanding af letfordøjelige råvarer, aminosyrer, mineraler og vitaminer, der kan supplere vådfoderet til smågrise fra to uger efter fravænning, så den overholder kravene til en fravænningsblanding. Der tappes vådfoderblanding over i en fodervogn, tilskudsfoderet blandes i og der udfodres manuelt. Denne blanding kan indeholde omkring 0,45 FEsv pr. l.
• Tør Fravænningsblanding blandes med vand. Syrnes evt. ved hjælp af restmængde.
• Tilskudsfoder, fermenteret korn og vand.

De første to uger efter fravænning tildeles blandingen 3-4 gange dagligt i langkrybbe og i vådfoderkrybben, således der er ædeplads til alle grise samtidig. Der skal være ædt op efter ½ time.

Efter to uger fodres smågrisene med vådfoder via vådfodringsanlægget.

Det er vigtigt at indrette foderstrategien så forbruget af fravænningsblandingen begrænses for, at foderomkostningerne ikke bliver for store. I mange besætninger, hvor der anvendes vådfoder til smågrise, bruges fravænningsblandingen for længe. Derved sættes fortjenesten på det billige vådfoder hurtigt til, se eksemplerne nedenfor. Især hvor der kun bruges en vådfoderblanding til smågrise, kan forbruget af tørfoder blive stort, se tabel 2. Eksemplet viser mange besætningers problem, nemlig at holde forbruget af fravænningsblandingen nede. Såfremt det ikke vil lykkes (svarende til eksempel 4) anbefales det at bruge to tørfoderblandinger: en fravænningsblanding og en tør blanding 2, som så udfodres i tørfoderautomat. De præcise forskelle vil selvfølgelig ændre sig med skiftende priser.

Tabel 2. Eksempel på økonomisk betydning af at begrænse forbruget af fravænningsblandingen til ca. 5 FEsv.

I FRATS-systemet er det en fordel med en langkrybbe (foto 6), så der er mulighed for at fodre restriktivt i den sidste del af vækstperioden. Fordelene ved restriktiv fodring er desuden, at alle grise kan tilses ved fodringen. Det er svært at finde en krybbe, der både kan tilgodese grise på 7 kg og 100 kg. Da grisene ofte vil ligge i krybben, når de ikke æder, er det vigtigt at finde en foderstrategi, der sikrer, at grisene æder i løbet af 30 min. efter udfodring, så de ikke "bader" i vådfoder. Der er et forholdsvis lille forbrug af de første smågriseblandinger, så krybben skal være udformet således, at foderet let kan fordeles. I en V-formet krybbe fordeles foderet bedst, men de små grise har svært ved at nå foderet uden at træde op i krybben. Det resulterer i dårlig foder- og stihygiejne. Hvis der ikke er balance mellem krybbens størrelse, antal grise, længden på måltiderne og intervallet mellem udfodringer kan det give adfærdsproblemer og uensartede grise. Anbefalingen er en U-formet krybbe med en højde på ca. 14-16 cm og en bredde på ca. 45-50 cm. Alternativt kan der opsættes an skilleplade midt i langkrybben og fodre ad libitum i den ene halvdel af krybben indtil 30 kg [12] (se også afsnittet Fodring af FRATS-grise).

Når grisene er begyndt at få vådfoder (se strategi under afsnit om smågrise), kan foderkurven i afsnittet om vådfoderkurver anvendes. Regulering af foderkurven for foderstyrken til hver sti skal foretages som beskrevet under afsnittet om slagtesvin, hvis smågrisene fodres restriktivt.

Kurven skal tilpasses den enkelte besætning så vækstpotentialet udnyttes og så man undgår overfodring/foderspild.

Fasefodring

Der kan vælges forskellige fasefodringskoncepter til FRATS-produktionen. Som eksempel kan vælges multifasefodring, hvor der udfodres fra to tanke samtidigt eller et anlæg, hvor der laves flere enkeltblandinger i en eller flere tanke. I tabel 3 er angivet et forslag til et antal enkeltblandinger og forbruget af disse til produktion af 250 DE i FRATS (7.500 grise). Se i øvrigt afsnittet: Fasefodring.

Generelt skal man sikre sig, at kobberindholdet er maksimal 25 ppm ved 12 uger – jf. afsnittet: Lovgivning vedrørende foder, og at der ikke bruges fiskemel efter, at grisene vejer 40 kg.

Tabel 3. FRATS-produktion med 250 DE (7500 grise) og foderblandinger/forbrug. Eksempel på fire blandinger, som kan bruges i en FRATS-produktion.

Inden etablering af et vådfodringsanlæg til FRATS-grise bør forbruget af de enkelte blandinger gennemregnes og mængden vurderes i forhold til restmængden i rørstrengene. Generelt anbefales det, at der ikke er mere end 50 % restmængde i rørene til næste fodring - jf. afsnittet: Tørfoder kontra vådfoder om begrænsning af restmængder i rørstrengen.