Vådfoder kontra tørfoder

Ved etablering eller renovering af et produktionssystem står valget ofte mellem tørfoder eller vådfoder. Begge fodringsprincipper har fordele og ulemper, der i hver enkelt tilfælde bør vejes op mod hinanden inden det endelige valg træffes. Med andre ord er der ingen enkle svar på spørgsmålet om foderet skal være vådt eller tørt.

Ud fra et ernæringsmæssigt synspunkt er de væsentligste fordele og ulemper er samlet i tabellen nedenfor.

Tørfoder ad libitum til smågrise er et kendt og sædvanligvis velfungerende fodringsprincip. Princippets fordele er, at fodermængden til den enkelte sti ikke skal reguleres i henhold til en foderkurve samt, at der normalt er god foderhygiejne.

Svagheden i princippet med tørfodring ad libitum ligger især i perioden lige efter fravænning. Da grisene er vant til at die samtidig hos soen, er det uvant for dem at æde på forskellige tidspunkter uafhængig af de andre grise i stien. Det kan især gå ud over de mindste og svageste grise, der kan få for lidt at æde i de første dage efter fravænning. En anden ulempe er, at der ofte er behov for at begrænse grisenes foderoptagelse få dage efter fravænning for at minimere problemer med fravænningsdiarré. Problemet kan løses ved at fodre restriktivt på gulv eller i en flytbar langkrybbe i perioden fra cirka 4-9 dage efter indsættelse. Hvis der senere i smågriseperioden opstår problemer med Lawsonia, kan det derimod være vanskeligt at begrænse grisenes foderoptagelse i ad libitum tørfodringssystemer uden, at der opstår andre problemer, så som uens grise og øget aggressionsniveau ved foderautomaten. 

Tilsynet med grisene vanskeliggøres, når de ikke er oppe og æde samtidig. Der stilles derfor store krav til fodermesteren, når der fodres ad libitum med tørfoder, så syge og svage grise kan findes og behandles i tide.

Opblødt foder til smågrise

Opblødt foder anvendes i nogle besætninger i perioden lige efter fravænning for at øge foderoptagelsen og for at undgå problemer med fravænningsdiarré. Udenlandske undersøgelser har vist, at nyfravænnede grise har sundere tarmtrevler, og derved har mindre risiko for at få diarré, hvis de fodres med opblødt foder både før og efter fravænning sammenlignet med tørfoder [1]. Danske undersøgelser har imidlertid vist, at der ikke kan forventes en forbedret produktivitet ved tildeling af opblødt foder til nyfravænnede grise [8], [9], [10], [11], [12], [13], [14]. Risikoen for foderspild og dårlig foderhygiejne er stor, og tilvæksten har i de gennemførte afprøvninger typisk været på niveau med grise, som fik tørfoder.

Vådfoder til smågrise

Vådfoder til smågrise medfører ofte højere foderoptagelse og højere tilvækst sammenlignet med tørfoder. En anden fordel ved vådfoder er, at der dannes mælkesyre ved fermentering, når foderet står i støb, og det har en gavnlig effekt på grisenes mave-tarm-sundhed. I nogle besætninger kan der dog være problemer med lav foderoptagelse, når grisene får vådfoder, hvilket sandsynligvis skyldes stor restmængde i rørstrengene og dermed delvist fermenteret foder.

Fuld fermentering af hele foderblandingen til smågrise kan ikke anbefales, da en afprøvning har vist, at det reducerer foderoptagelsen væsentligt, og at der desuden sker et tab af syntetisk lysin, hvilket nedsætter tilvæksten og foderudnyttelsen [2]. pH-værdien i vådfoder bør være i intervallet 4,5-5,0. Læs mere under afsnittet: Fermenteret vådfoder.

Investeringerne i vådfodringsanlæg er ofte større end i tørfodringsanlæg. Det er især grundenhederne i blanderummet, der er dyre, så derfor er vådfoder mindre økonomisk attraktivt i små besætninger. Vådfodringsanlæg er styret af computerprogrammer med mange forskellige funktioner. Brug af vådfodringsanlæg kræver derfor indsigt i de funktioner i computeren, der er nødvendige for at anvende anlægget korrekt og undgå fejl i blanding og udfodring.

Det væsentligste problem ved vådfodring i smågriseperioden er, at der skal udfodres små mængder til hver sti. Det medfører ofte store restmængder i rørstrengen, hvor der er risiko for, at de tilsatte syntetiske aminosyrer nedbrydes ved fermentering. Det bør tilstræbes, at restmængden i rørstrengen maksimalt udgør 50 procent af den samlede fodermængde i rør og tank inden udfodring. Restmængden i rørstrengene kan begrænses ved at anvende 50 mm rør i stedet for de normale rør på 63 mm i diameter. Et andet problem med små fodermængder er en reduceret blandesikkerhed i vådfodertanken.

I de første to uger efter fravænning er fodermængderne ofte så små, at de ikke kan håndteres i et traditionelt vådfodringsanlæg. I de fleste besætninger fodres der derfor med tørfoder i denne periode, men det kræver enten et ekstra fodringsanlæg eller manuel udfodring.

Det er muligt at fodre med vådfoder lige efter fravænning, hvis der anvendes vådfodringsanlæg uden restmængder i rørstrengene. Flere tyske firmaer markedsfører sådanne vådfodringsanlæg til ad libitum vådfodring af smågrise lige efter fravænning og frem til 30 kg. Rørstrengene holdes rene og fri for restmængder mellem hver fodring ved hjælp af trykluft eller vand, hvorved tab af syntetiske aminosyrer og opformering af skadelige bakterier (Salmonella og E. coli) kan undgås. Funktionen af disse vådfodringsanlæg er belyst i en erfaringsindsamling [20].  

Ad libitum fodring giver normalt en god foderhygiejne, da der udfodres små fodermængder. En ulempe ved ad libitum vådfoder er, at princippet ikke giver mulighed for periodevis restriktiv fodring, da alle grise ikke kan æde samtidig i de korte vådfoderkrybber. En anden ulempe ved ad libitum vådfodring er, at det kan medføre store restmængder i blandetanken, hvis foderkurven er højere end grisenes appetit, og vådfodringsanlægget ikke automatisk regulerer blandemængden.

I sobesætninger med produktion af 30 kg's grise anvendes der næsten altid det samme fodringssystem til søer og smågrise. Hvis der anvendes samme blandetank til søer og smågrise og smågrisenes fodres ad libitum, kan det give problemer med restmængder af smågrisefoder, der overføres til sofoderet. Højt kobberindhold i smågrisefoder, der blandes i sofoderet i betydelige mængder kan medføre reproduktionsproblemer hos søerne. Desuden er det økonomisk ufordelagtigt at blande dyrt smågrisefoder i sofoderet. Det anbefales derfor, at have en separat blandetank eller udfodringstank til smågrisene, når de fodres ad libitum.

Restriktiv vådfodring af smågrise er ud fra et ernæringsmæssigt synspunkt et ideelt fodringsprincip, da det giver mulighed for at begrænse grisenes foderoptagelse i perioder med diarréproblemer, og samtidig giver det mulighed for høj foderoptagelse i resten af smågriseperioden.

Restriktiv vådfodring kræver dog, at fodermængden jævnligt reguleres i forhold til grisenes appetit og den indlagte foderkurve. Foderoptagelsen kan derfor blive for lav og dermed resultere i for lav tilvækst. Når alle grise æder samtidig i langkrybber, er det let at finde syge grise uden appetit, og få dem behandlet tidligt. Der er derfor mindre risiko for høj dødelighed, når der anvendes restriktiv vådfodring sammenlignet med ad libitum tør- eller vådfodring. Teknisk set kan det dog være vanskeligt at få fordelt de små fodermænger i de lange vådfoderkrybber, der anvendes til restriktiv fodring. Hvis der udfodres for store fodermængder kan det give en dårlig foderhygiejne.

Ad libitum tørfodring af slagtesvin via rørfodringsautomater med vandventiler giver en høj foderoptagelse sammenlignet med simple tørfodringsautomater uden vand. I besætninger med stort vækstpotentiale og høj sundhedsstatus kan den høje foderoptagelse med rørfodringsautomaterne medføre, at kødprocenten bliver for lav og foderudnyttelsen for dårlig, især hos galtgrise.

Problemet kan delvist løses ved at lukke for vandventilen i rørfodringsautomaten sidst i slagtesvineperioden (fra ca. 60 kg), hvis der er en anden vandforsyning i stien, men det begrænser også sogrisenes foderoptagelse. Det kan kun anbefales at lukke for vandet i automaten, hvis der anvendes pelleteret foder. Ved melfoder giver det for stort foderspild [21].

Vådfoder til slagtesvin

Ved brug af vådfoder frem for tørfoder til slagtesvin vil der være mulighed for at fremstille et billigt foder ved at anvende flydende foderkomponenter som fx gærfløde og valle. Den lavere foderpris skal dog modregnes de ofte større investeringsomkostninger i vådfodringsanlæg end i tørfodringsanlæg. 

Ved restriktiv vådfodring skal foderkurven være tilpasset de aktuelle produktionsforhold i besætningen, det vil sige foderoptagelse, daglig tilvækst, foderudnyttelse og kødprocent.

Hvis foderkurven er for høj, kan det medføre foderspild, dårlig foderudnyttelse og lav kødprocent.

Hvis foderkurven er for lav, kan det medføre lav tilvækst. Det bør jævnligt overvejes om foderkurven skal ændres, fx efter hver P-rapport, se afsnittet: Tildeling af vådfoder.

Foderkurven er kun pålidelig, hvis blandesikkerheden [15] og udfodringen [16] er kontrolleret og i orden, samt at værdierne for råvarer og foderrecept er korrekt indtastet, se afsnittet: Blanding af vådfoder. Selv om der er valgt en passende foderkurve, er det nødvendigt at justere den daglige fodertildeling til en større eller mindre andel af stierne alt efter grisenes appetit. Læs mere i afsnittet Vådfodermanagement. 

Tilsynet med slagtesvinene og dermed muligheden for at finde syge og behandlingskrævende grise er bedre ved restriktiv vådfodring end ved ad libitum tør- eller vådfodring, da alle grise æder samtidig.

Det er kendt, at der er færre problemer med Salmonella hos slagtesvin i besætninger, der anvender vådfoder, end i besætninger med tørfoder. Det skyldes, at vådfoderet påvirker det mikrobielle økosystem i gunstig retning, sandsynligvis fordi der dannes mælkesyre ved fermentering af vådfoderet, hvorved pH-værdien falder. Der er også fundet forbedring af foderudnyttelsen ved fermentering af korndelen [4], [22].

Andre afprøvninger har derimod vist, at hvis hele foderrationen blev fermenteret havde det en negativ effekt på slagtesvinenes foderoptagelse og tilvækst [5] og [6]. På baggrund af disse afprøvninger anbefales det derfor kun at fermentere korndelen.

Generelt gælder det, at der skal anvendes samme fodringsprincip – tør/våd – i hele produktionscyklus. Dette gælder primært af hensyn til søerne, da volumen af foder er væsentlig forskellig ved de to fodringsprincipper. Derfor tager det tid for soen at omstille sig fra det ene fodringsprincip til det andet. Foderskiftet vil normalt ske i implantationsperioden eller ved indsætning i farestalden. Søerne er meget følsomme for ernæringsmæssige brist i begge perioder.

Derudover er management væsentlig nemmere, når der kun er et fodringsprincip repræsenteret i besætningen.

Tørfoder til søer

Tørfoder kan anvendes i alle produktionssystemer. På grund af den begrænsede og homogene mængde kan tørfoder nemt tildeles individuelt [19]. Reguleringen af foderstyrken er simpel og kan klares manuelt af driftslederen. Den eneste undtagelse er ESF-systemer [17] [18]. Der er ingen begrænsninger i foderets sammensætning. Det er vist, at den diegivende so kan få dækket sit energibehov via tørfoder.

Vådfoder til søer

Vådfoder kan kun tildeles drægtige søer i langkrybbe eller ESF-stationer. Når der anvendes langkrybber bør der ikke være mere end 4-6 søer pr. ventil. Det er ikke muligt at tildele foderet individuelt i langkrybber, med mindre der manuelt tildeles ekstra tørfoder. Det er kun i ESF-stationer, at vådfoder kan tildeles individuelt. Styringen af fodermængden foregår via vådfodercomputeren, derfor er det mere besværligt at regulere foderstyrken ud over det, der er fastlagt i foderkurverne [16]. Foderblandinger med store mængder opløselige fibre, fx mere end 20 procent roepiller, kan ikke anvendes i vådfoder uden der skal tilsættes ekstra mængde væske.

Det er vist, at den diegivende so kan få dækket sit energibehov ved vådfoder. Der skal dog være fokus på hygiejnen, da foderet kan svine stien, hvis krybben fyldes for meget, foderet pumpes for hurtigt ned i krybben eller soen "leger" med foderet [7]. Lige efter faring, hvor soen får en lille fodermængde, er der risiko for stor unøjagtighed i fodertildelingen [23]. Det anbefales derfor at kontrollere udfodringsnøjagtigheden.