Falsk ringorm er hudforandringer hos grise. Hudlidelsen ses hos unge grise, og den er muligvis arvelig. Sygdommen er selvbegrænsende, hvilket betyder, at grisene helbredes uden behandling. Dyr, der har haft lidelsen, bør ikke udtages til avlsdyr.
Symptomer på falsk ringorm hos grise
Hudlidelsen falsk ringorm, også kaldet pityriasis rosea, er i de fleste tilfælde lokaliseret til bryst, bugvæg og inderlår, hvor de strækker sig op langs kroppens sider. I sjældne tilfælde kan størstedelen af kroppens overflade være inddraget. Falsk ringorm betragtes som en godartet harmløs lidelse.
I begyndelsen vil hudforandringernes være små, røde, svagt prominerende papler (hævelser) på ca. 2-3 cm. Disse øges i størrelse og i løbet af 3-5 dage bliver de kraterformede og dækkede af mørkfarvede skæl. Skællene falder senere af i midten og efterlader en tilsyneladende normal hud i midten med en ring af rødlige eller mørke skæl (figur 1). Disse skællede ringe støder ofte sammen og danner karakteristiske landkortagtige tegninger på huden. Der ses ingen kløe, og grisene er ikke påvirkede af lidelsen [1,2,3].

Figur 1. Falsk ringorm, som viser sig i form af tydelige rundformede fortykkelser i hudenv (Foto: Landbrugsforlaget, billednr. 3010)
Hvordan skal grise med falsk ringorm behandles?
Falsk ringorm betragtes som en godartet, harmløs lidelse, der i løbet af 4 uger helbredes spontant uden nogen behandling. I enkelte tilfælde har hudforandringerne været til stede i op til 3-4 måneder, men de er altid forsvundet ved normal slagtevægt. Dyr, der har haft lidelsen, bør ikke udtages til avlsdyr. Ligeledes bør avlsdyr udsættes, hvis der opstår afkom med sygdommen.
En god hygieje vil mindske risikoen for sekundære infektioner med andre bakterier [2].
Da lidelsen ikke giver anledning til smerte, kløe eller andet ubehag, kan angrebne grise forblive sammen med sine stifæller uden særskilt behandling.
Hvorfor får grise falsk ringormd?
Den nøjagtige årsag til falsk ringorm hos grise kendes ikke, men det menes, at lidelsen er arvelig og skyldes et dominant arveanlæg med ufuldstændig gennemslagskraft. Intet infektiøst agens er blevet identificeret i forbindelse med lidelsen [1,2].
Falsk ringorm ses hos unge grise fra 4 ugers alderen og op til 3-4 måneder. Lidelsen kan ramme alle grise i et kuld, men ofte er det kun enkelte grise i kuldet som rammes.
Symptomerne varer som regel omkring 4 uger, og huden bliver normal igen efterfølgende. Læsionerne kan dog inficeres med andre bakterier og danne en hudbetændelse [2].