Parakeratose er en kronisk hudsygdom hos grise. Lidelsen forårsager ikke feber eller betændelse i huden.
Symptomer på parakeratose hos grise
De første tegn på parakeratose er små runde røde pletter og papler i huden på bugen og indersiden af lårene. Senere ses 3 5 mm runde hævede pletter, som bliver dækket med skæl. Dette plet- og papalstadie går hurtigt over i det stadie, der karakteriserer sygdommen, nemlig dannelse af tykke skorper.
Parakeratotiske skorper ses først på:
- Koden
- Piben
- Knæ og haseregion
- Ørerne
- Haleroden.
Skorperne kan blive op til 5-7 mm tykke og er som regel lette at kradse af. Skorperne er tørre, grålige, meget ru og ujævne, og der ses ofte dybe revner i skorperne. Disse indeholder ofte en fugtig, stinkende brunsort substans, der består af hudsekret og snavs. Hudforandringerne synes ikke at fremkalde ubehag eller smerte, og der er ingen kløe forbundet med parakeratose.
I mange tilfælde breder forandringerne sig, ofte symmetrisk, til store dele af hudoverfladen.
Hvorfor får grise parakeratose?
Den nøjagtige årsag til parakeratose kendes ikke. Flere faktorer vides at spille en rolle, først og fremmest en relativ mangel på zink, men også et overskud af calcium og en mangel på umættede fede syrer i foderet spiller en rolle.
Hurtigt voksende grise på 8-16 uger synes at være mest følsomme overfor mangel på zink. Grisenes foderoptagelse nedsættes, og i alvorlige tilfælde kan ses diarré og opkast, men dødsfald ses sjældent ved parakeratose.
Udnyttelsen af zink i foderet påvirkes af en lang række faktorer, som fx foderets indhold af fytinsyre og andre mineraler i foderet.
Håndtering af grise med parakeratose
Zinkoxid, -carbonat og -sulfat er alle effektive som tilskud af zink i behandling eller forebyggelse af parakeratose.
Zinkindholdet i foderet bør være min. 100 mg pr. kg. Et evt. overskud af calcium reduceres ved at overholde og ikke overstige gældende normer for calcium under hensyntagen til den dosering af fytase der anvendes.