Rødsyge

Symptomerne på rødsyge kan inddeles i 3 grupper, alt efter hvor i sygdomsforløbet dyret befinder sig:

Akut rødsyge

Her ses høj feber (40-42⁰C), meget nedstemte dyr, stiv gang, kraftige rødlige udslæt på store dele af huden og evt. dødsfald grundet blodforgiftning. Ved drægtige søer og gylte kan der forekomme abort. Hvis dyrene ikke behandles, vil mange dø [1,2].

Subakut rødsyge/knuderosen

Her ses også feber og nedstemthed, men i mildere grad. Efter 1-2 dage ses de karakteristiske rombeformede rødviolette områder i huden. Nogle tilfælde af subakut rødsyge er så milde, at de ikke opdages, hvorimod andre udvikler mere kroniske forandringer [1,2]. (Se figur 1 og 2)

Kronisk rødsyge

Akut eller subakut rødsyge kan begge efterfølges af den kroniske form for sygdommen. Der ses i sjældne tilfælde hudbrand, men mere almindeligt ses ledbetændelse og evt. hjerteklapbetændelse.

Symptomerne på ledbetændelse opstår ca. 3 uger efter smitte med rødsygebakterien. Ramte grise vil fremstå med stiv gang, understillede lemmer og hævelse af de påvirkede led. Som konsekvens af hjerteklapbetændelse og dertilhørende øget tryk i lungerne, kan der også opstå luftvejssymptomer, blåfarvning af huden, sløvhed og pludselig død [1,2].

Der findes mange forskellige stammer af E. Rhusiopathia og der er forskel på, hvor sygdomsfremkaldende de forskellige stammer er. Spredning af sygdommen og antal dødsfald afhænger desuden af immunstatus i den enkelte besætning, samt miljø og management [1].

Eftersom sygdommen oftest medfører systemisk påvirkning, nedstemthed og feber, må den antages at være til alvorlig gene for grisen. Det er derfor vigtigt at indsætte behandling så hurtigt som muligt - også for at forhindre de kroniske følger af sygdommen.

Grise med akut og subakut rødsyge skal behandles med antibiotika, som aftales med dyrlægen. Der er oftest god effekt, hvis behandlingen starter tidligt i sygdomsforløbet.

Dyr med kronisk rødsyge-ledbetændelse er sværere at behandle. Udover antibiotikabehandling bør disse grise aflastes i sygesti.
Grise med hjerteklapbetændelse kan ikke behandles.

Kronisk syge dyr, som ikke responderer på behandling, skal aflives.

De kroniske følger af sygdommen, som oftest omfatter ledbetændelse, kan medføre alvorlig halthed og utrivelighed. Disse grise bør aflastes i en sygesti. Hvis der ikke ses forbedring indenfor behandlingsperioden af de alvorligt halte grise, er det nødvendigt at aflive. Ligeledes bør der aflives ved kroniske hjerteforandringer med blåfarvning af huden og lav temperatur [2].

Hvis der udbryder rødsyge i en besætning, har det betydelige økonomiske konsekvenser. De økonomiske konsekvenser vil findes i form af utrivelige grise, medicinomkostninger og eventuelle dødsfald eller aflivninger.

I Danmark vaccineres alle avlsdyr og der ses relativt få tilfælde af rødsyge i konventionelle danske svinebesætninger. I de sidste år er rødsyge-bakterien kun blevet påvist 1-2 gange årligt i indsendelser til laboratorium i Kjellerup [5].

Grise med rødsyge totalkasseres ved levering til slagteri.

Rødsyge kan opstå inden for 24 timer, det er derfor vigtigt, at du er opmærksom på røde hævelser eller feber hos dine grise, inden du leverer til slagteriet.

Rødsyge hos grise kan i nogle tilfælde være svært at se med det blotte øje, men grise med akut rødsyge vil altid have feber. Har du grise med feber, må de ikke sendes til slagteri, men skal behandles med antibiotika, til de er helt over sygdommen, og tilbageholdstiden er overholdt.

Forebyggende tiltag af rødsyge omfatter:

• God hygiejne
• Isolation og behandling af syge dyr
• Undgå stress og andet der nedsætter dyrenes modstandskraft
• Vaccination og karantæne af nye polte, der indsættes i besætningen
• Vaccination af søer 2-3 uger før faring eller ved fravænning

Stort set alle avlsdyr i den danske svineproduktion vaccineres mod rødsyge [4]. Selvom der vaccineres jævnligt, kan sygdommen stadig opstå. Dette skyldes at vaccinen ikke dækker alle stammerne, og nogle søer ”svarer ikke” på vaccinen på trods af en regelret vaccination (non-responder) [1,2,4].

Rødsygebakterien (E. rhusiopathiae) huses primært af grise, og man regner med, at 30-50 % af alle grise er raske smittebærere.

Hos de raske bærere befinder bakterien sig i mandlerne og andet lymfevæv og kan herfra spredes til miljøet eller andre individer via spyt, næsesekret, gødning og urin. Når andre grise uden beskyttelse kommer i kontakt med smittematerialet, kan bakterierne inficere grisen via dens mandler, mavetarmsystem eller sår i huden.

Når E. rhusiopathiae er blevet optaget via en af disse indgangsporte, vokser den i antal og giver anledning til blodforgiftning indenfor 1-7 dage efter smitte. Blodforgiftningen kan i alvorlige tilfælde medføre akutte dødsfald, men som regel resulterer det i feber med efterfølgende lokalisering af bakterien i hud, led, muskler eller hjerteklapper. Bakterien vil slå sig ned i et eller flere af disse organer og udvikle sig til den kroniske form af sygdommen [1,2]. Grise, som kommer sig over sygdommen, opnår god immunitet efterfølgende, men vil fortsat være bærere af bakterien (raske smittebærere) [2].

Rødsyge rammer oftest grise, der er mellem 3 måneder og 3 år gamle. Grise under 3 måneder er beskyttet via antistoffer fra soens mælk og grise over 3 år er typisk dækket af et tidligere møde med bakterien, eller via immunisering fra vaccination [1,3].

Sygdomsudbrud opstår når nye grise uden immunitet udsættes for bakterien, eller hvis der indsættes en ny stamme af bakterien i en besætning. Udbrud opstår desuden oftest i besætninger med dårlig hygiejne, og især i varme perioder [2].

Erfaring fra praksis viser, at risikoen for smitte er forøget:

• Efter høst, hvor man tager det nye korn og evt. halm i brug
• Efter gyltene har faret, hvis de ikke har opbygget immunitet f.eks. gennem vaccination.

Rødsyge skyldes en infektion med rødsygebakterien, Erysipelothrix rhusiopathiae (E. Rhusiopathiae). Der findes mange forskellige stammer af bakterien (1a, 1b, 2– 26, og N), men dem, som overvejende menes at medføre sygdom i svinebesætninger, er 1a, 1b eller 2.

Bakterien opformerer sig bedst i varme temperaturer mellem 30-37 grader, og den er relativt god til at overleve i miljøet. Den kan f.eks. overleve ca. 35 dage i gødning. Bakterien kan også overleve i vand og jord, organisk materiale som blod og benmel, samt på slagtekroppe, selv efter røgning, saltning eller frysning. Den kan dog dræbes (inaktiveres) med de fleste former for desinficerende midler [1,2].

Ved obduktion af akut inficerede dyr kan følgende forandringer observeres [1,2]:

• Karakteristiske hudforandringer med flere rombeformede/firkantede, rødviolette, let hævede områder i huden (knuderosen).
• Ved akutte dødsfald kan evt. ses en generel rødviolet misfarvning af huden.
• Forstørrede lymfeknuder.
• Ører kan være blåfarvede
• Led kan allerede være hævede med udsvedninger (eksudat) i ledvæsken.
•  Blodforgiftningen kan medføre forstørret milt, væskefyldte lunger og små blødninger (petekkier) i nyrer og hjerte.

I visse tilfælde kan grise findes døde uden nogle umiddelbare fund ved obduktion.

Ved obduktion af kronisk inficerede dyr kan følgende forandringer observeres [1,2]:

• Evt. blomkålslignende belægninger på hjerteklapperne (se figur 3). 
• Evt. betændelse i ledkapslen og kolbeformede nydannelser i inficerede led (se figur 4).
• Evt. vævsdød i de firkantede hudlæsioner, hvor de vil være sorte og tørre, og til tider have løsrevet sig fra den omkringligende hud.

Figur 3. Led med kronisk rødsyge ledbetændelse. A: Ledkapsel med betændelse og kolbeformede i nydannelser; B: Ledflade med bruskforandringer; C: Normal ledflade. (Foto: Birgitta Svensmark, billednr. 6305)

Figur 4. Kronisk hjerteklap betændelse. A: Lunger; B: Blomkålsagtige belægninger på hjerteklap; C: Hjerte opskåret. (Foto: Birgitta Svensmark, billednr. 6318)

Ved udbrud kan diagnosen stilles på baggrund af de kliniske symptomer med de karakteristiske hudlæsioner, sammenholdt med laboratoriediagnostik.

Til undersøgelse på laboratorium kan hele smågrise indsendes eller uåbnede led. Der kan evt. også udtages prøver af hud (biopsier).