Skab er en lidelse, som viser sig ved udtalt kløe samt asbestagtige forandringer i huden - især i det ydre øre samt på lemmerne.
Skab er sjældent forekommende - både i konventionelle og SPF-deklarerede besætninger. Når Skab kun forekommer sjældent i de konventionelle besætninger, er det fordi, at disse som regel overholder de basale smittebeskyttelsesregler.
Da lidelsen giver anledning til udbredt kløe, rastløshed og stærkt ubehag, er det ud fra et dyrevelfærdsmæssigt synspunkt ikke acceptabelt at have dyr med skab.
Symptomer på skab
Hos langt de fleste grise i vækst er symptomerne karakteriserede ved en overfølsomhedsreaktion, der viser sig som røde pletter med en diameter på ca. 2-8 mm på huden, særlig på ørerne og på bugen (figur 1). Overfølsomheden er ledsaget af en intens kløe.
Hos sopolte, søer og orner ses kroniske forandringer i form af brunlige/grålige asbestagtige belægninger på ben, hals og ryg – se figur 2. I ørerne ses ofte tykke brunlige skælagtige belægninger (figur 3).
Forekomsten af hudforandringer varierer meget fra dyr til dyr. Ofte er det kun 10-15 % af en besætnings avlsdyr, der viser svære hudforandringer. Også hos voksne dyr ses en udpræget tendens til kløe.
Håndtering af grise med skab
Kontrol
Skab kan kontrolleres ved at holde infektionen på et lavt niveau gennem en fortsat bekæmpelse af skabmiderne. Dette gøres ved at behandle søerne før hver faring, og ornerne regelmæssigt med et effektivt skabmiddel.
Udryddelse
En besætning kan saneres for skab ved en SPF-sanering. Desuden er det muligt at foretage en medicinsk sanering for skab uden tømning af staldene. Princippet i en medicinsk skabsanering er, at alle dyr i besætningen behandles enten ved en eller flere injektioner eller ved peroral indgift af virksomme skabmidler. Alle dyr i besætningen behandles, så der er en tilstrækkelig høj koncentration af skabmidlet i blodet, i minimum den periode, hvor skabmiden kan overleve udenfor grisen.
Efter behandling med skabmidler er tilbageholdelsestiden før slagtning varierende afhængigt af, hvilket præparat der bruges. I besætninger med slagtesvin flyttes disse væk fra besætningen, eller der etableres en effektiv smittebarriere mellem slagtesvinene og resten af besætningen.
Vigtigheden af en behandling af omgivelserne er ukendt. I mange saneringer er behandlingen indskrænket til behandling af farestierne med et skabmiddel før den drægtige so indsættes. Dette gøres i de første fire uger efter saneringens start. Der er også med succes gennemført saneringer uden nogen behandling af omgivelserne.
For at undgå reinfektion skal besætningen beskyttes mod smitte jf. SPF-principperne.
Et detaljeret saneringsprogram for den enkelte besætning bør altid tilrettelægges i samarbejde med den praktiserende dyrlæge.
Ved et korrekt gennemført saneringsprogram skønnes der at være en meget høj succesrate (over 90).
Diagnose af skab
Hvis der i skrabprøver udtaget fra indersiden af ørerne eller fra forandrede hudpartier påvises skabmider, er diagnosen sikker (figur 3).