29. august 2012 | Opdateret 18. juli 2019

Sodeksem / Sort eksem

Sodeksem er en hudinfektion hos svin, der forårsages af bakterien Staphylococcus hyicus (S. hyicus). Det er den hyppigste hudinfektion hos svin og rammer især pattegrise og smågrise og findes i svinebesætninger i hele verden. Sodeksem benævnes også sort eksem eller eksudativ epidermitis. Milde tilfælde kaldes impetigo eller børnesår. Den rammer som regel kun enkelte dyr i en besætning, men udbrud med mange syge grise forekommer også. De ramte grise får sår, som hurtigt dækkes af fedtede mørke skorper. Ofte begrænser læsionerne sig til hoved og nakke, men de kan sprede sig til hele kroppen [1,2,3].

Sodeksem indledes med, at huden bliver rød, især:

  • På hovedet
  • Omkring ørerne
  • I lysken
  • På bugen lige bag forbenene

Eventuelt ses vabler. Indenfor et døgn afstødes de yderste hudlag, og der dannes væskende sår. Sygdommen kan på få dage brede sig til hele kroppen.

På grund af snavs og støv fra omgivelserne dækkes huden af brun-sorte fedtede skorper, som kan dække både hoved og krop. Under skorperne er huden væskefyldt og blodig (Se figur 1). Grisene bliver nedstemte og får nedsat fødeindtag, men der opstår hverken feber eller kløe [1,2].

Sygdommen er mest alvorlig hos pattegrise, hvor grisene ofte holder op med at patte. De taber hurtigt vægt og kan få diarré og dø efter 1-10 døgn [1,2].
Sygdommen kan også have et mere kronisk forløb, som oftest er tilfældet ved smågrise. Der er forandringerne i huden mere afgrænsede til omkring hovedet. Grisene vil være utrivelige og have et nedsat foderoptag. Hos nogle af grisene vil læsionerne sprede sig til resten af kroppen og resultere i dødsfald, hvis de ikke behandles. Andre grise vil være i stand til at komme sig efter flere uger.
Sodeksem ses sjældent hos voksne dyr. Der kan dog ses afgrænsede hudforandringer på ryggen og flankerne. Visse studier har desuden påvist, at infektion med S. hyicus kan medføre ledbetændelse og abort [1,2].

Gris med sodeksem

Figur 1. Gris med sodeksem. (Foto: Birgitta Svensmark, billedenr. 961)

 

Sodeksem skal behandles med antibiotika, som aftales med dyrlægen. Behandlingen bør igangsættes så tidligt i sygdomsforløbet som muligt, da den ellers ofte vil have dårlig virkning. Det kan have gavnlig effekt samtidig at smøre grisene med desinfektionsmiddel, som f.eks. klorhexidin [1,3]. Hvis der ikke ses tydelig bedring i løbet af behandlingsperioden, skal grisen aflives.
Man skal være opmærksom på, at der hyppigt ses resistens overfor de mest anvendte antibiotika. Derfor skal valget af antibiotika afhænge af resultatet af en resistensundersøgelse.
Da grise med sodeksem ofte lider af dehydrering, er det vigtigt, at de har nem adgang til væske, helst med tilføjelse af elektrolytter. Fravænnede grise med dårligt almenbefindende (sløvhed, nedsat ædelyst) bør flyttes i sygesti med strøelse.
Da sodeksem er en smitsom sygdom, og bakterien kan overleve længe i staldmiljøet, er det vigtigt med en god hygiejne i de ramte staldafsnit, herunder vask og desinfektion mellem holdene. I besætninger med problemer bør kuldvis indsættelse i fravænningsstierne overvejes. Isolering af syge dyr medvirker til at mindske smitteoverførslen til raske dyr [1,2].

Forebyggelse

Sodeksem kan forebygges ved hjælp af vaccination af søerne. Vaccinen er en autovaccine, hvilket betyder, at vaccinen laves på baggrund af bakterierne, som findes i den enkelte besætning. Et vaccinationsprogram skal dog altid aftales nærmere med en praktiserende dyrlæge.

Grise med sodeksem bliver nedstemte og dehydrerede, og det er derfor vigtigt, at igangsætte behandling hurtigt. Svage, nedstemte grise, som ikke kan klare sig blandt sine stifæller, skal flyttes i sygesti.
Aflivning er nødvendigt, hvis grisene ikke responderer på behandling, eller hvis de er så ilde tilredte, at de ikke kan optage føde [2].
 

Økonomisk betydning

Sygdommens forekomst i Danmark er ikke fuldstændigt kendt, men større udbrud af sodeksem forekommer især i besætninger med mange unge avlsdyr, f.eks. besætninger under udvidelse eller nystartede besætninger. I 2017 blev S. Hyicus påvist 9 gange i indsendelser til SEGES laboratorium i Kjellerup [4].

Udbrud af sodeksem i en besætning har økonomiske konsekvenser i form af dårligt foderoptag, nedsat tilvækst, omkostninger til medicin, samt eventuelle aflivninger og dødsfald.

 

Sodeksem er smitsomt og bakterien S. hyicus kan overleve i staldmiljøet i ugevis. Smitte sker primært ved direkte kontakt, og kan f.eks. ske fra so til pattegrise allerede under faring [1,3].

Sygdommen optræder hovedsageligt hos pattegrise, hvor lidelsen kan have et hurtigt og voldsomt forløb med mange smittede og høj dødelighed til følge.
Hos fravænnede grise har lidelsen ofte et langsommere forløb med mere spredte tilfælde. Oftest er det ikke alle grise i et kuld, der angribes [1,2].
Sodeksem ses især hos grise, som ikke har fået tilstrækkeligt med råmælksantistoffer mod S. hyicus [1]. Soens modstandskraft mod S. hyicus er derfor afgørende for, om grisene får sodeksem. Da gylte ofte overfører for få råmælksantistoffer til deres afkom, ses sodeksem hyppigst hos gyltekuld. Større udbrud af sodeksem forekommer især i besætninger med mange unge avlsdyr, f.eks. besætninger under udvidelse eller nystartede besætninger.
Udbrud kan også skyldes, at nyindkøbte avlsdyr har sygdommen med sig ind i en besætning, som har lav modstandskraft. Stærkt sektionerede besætninger og lukkede besætninger kan have lav modstandskraft mod S. hyicus, fordi smittepresset i soholdet er lavt. Varigheden af et udbrud er som regel 2-3 måneder, men kan vare helt op til 1,5 år [1,2]. Sygdommen menes at ophøre naturligt, når søerne til sidst opnår immunitet for bakterien, som de kan videreføre til deres afkom [2].
Sygdommen medfører eksudativ epidermitis, som er en infektion og inflammation i de yderste hudlag, hvor bakterien opformerer sig og danner giftstoffer. Hudforandringerne fremmes af bidsår, rifter og andre skader på grisenes hud [1,2].
Dødeligheden kan være høj hos pattegrise og skyldes især dehydrering, da grisene mister kropsvæske og bliver utrivelige [1,2,3].

Årsager til sodeksem

Sodeksem skyldes sygdomsfremkalende stammer af bakterien Staphylococcus hyicus (S. hyicus). S. hyicus kan findes overalt på grises hud, også hos raske grise. Der findes mange forskellige typer af bakterien, hvoraf nogle er i stand til at producere et såkaldt eksfoliativt toksin (giftstof), og derved forårsage sodeksem. De eksfoliative toksiner kan ødelægge specifikke hudproteiner, hvilket medfører de karakteristiske hudlæsioner forbundet med sygdommen. Flere faktorer menes at medvirke til, at der opstår sygdsomudbrud. Disse faktorer omfatter grisenes miljø, immunstatus, genetiske følsomhed, samt hvis grisene i forvejen har hudlæsioner f.eks. fra kemikalier, inventar, parasitter eller andre infektioner [1,2]. Indenfor den samme besætning er der som regel mange forskellige typer af S. hyicus. I tilfælde af udbrud af sodeksem vil der dog oftest være en enkelt type, som er dominerende. 

Ved obduktion af grise med sodeksem ses:

  • De karakteristiske hudlæsioner med mørke, fedtede sårskorper
  • Dehydrering
  • Ofte tom mavesæk
  • Forstørrede lymfeknuder
  • Små læsioner i nyrerne, som menes at skyldes bakteriens exfoliative giftstoffer.

Eventuelt ses: betændelsesforandringer i led, vævsdød på ører og hale, samt pusansamlinger (abscesser) under huden [1,2].

En definitiv diagnose stilles ud fra de kliniske symptomer sammenholdt med laboratoriemæssig undersøgelse. Til undersøgelse på laboratorium kan hele grisen eller hudstykker med typiske forandringer indsendes. S. hyicus påvises ved bakteriologisk dyrkning og supplerende biokemisk typning. Der foretages desuden resistensbestemmelse så man ved, hvilket antibiotika sygdommen kan behandles med. Såfremt der ønskes fremstillet autovaccine, sendes isolaterne videre til DTU Veterinærinstituttet. De indsendte grise må ikke være behandlet med antibiotika.

Sodeksem kan forveksles med skab, kopper, rødsyge og ringorm. 
Skab er typisk forbundet med intens kløe, hvilket ikke opstår ved sodeksem. Kopper og rødsyge medfører sjældent dødsfald, og ringorm kan påvises ved dyrkning og mikroskopisk undersøgelse

 

[1]

Frana, T. S., Hau, S. J. (2019): Staphylococcosis In: Diseases of Swine. 11th ed. Wiley Blackwell. p. 926-930

[2]

Taylor, D. J. (2006): Pig Diseases. 8th ed. Suffolk: st. Edmundsbury Press. p. 220-223

[3]

Quin, P. J., et al. (2011) Veterinary Microbiology and Microbial Disease. 2nd ed. Wiley Blackwell. p. 185, 832

[4]

DTU Veterinærinstituttet (2017): Laboratorieundersøgelser af materiale fra SVIN på DTU Veterinærinstituttet og SEGES Laboratoriet i Kjellerup, Årsrapport 2017, Maj 2018, s. 19.

 

Fandt du det, du ledte efter?

Tak for din feedback

For at kunne forbedre vores indhold, må du gerne indtaste yderligere detaljer på, hvad du leder efter herunder (valgfrit).

Tak for din feedback

Din indtastning er registreret. Vi evaluerer løbende på feedback fra brugerne.