Fosterdød - smitsom Parvovirus (PPV)

Når svin smittes med Porcint Parvovirus (PPV), gennemløber de en infektion, der normalt er uden symptomer. Under infektionen er dyret smitteudskiller. Efter 1-2 uger er infektionen overstået, og dyret vil være livsvarigt modstandsdygtigt overfor en ny infektion. Kroniske smitteudskillere er aldrig påvist.

Hvis et drægtigt dyr smittes, kan virus spredes til børen og her medføre fosterdød. Ved smitte tidligt i drægtigheden ses fosterdød, der fører til lav kuldstørrelse og eventuelt til omløbning. Ved smitte midt i drægtigheden dør fostrene, og væsken suges ud af dem, så hud og knogler bliver til sorte tørre klumper (”mumier” eller ”sorte grise”) – se figur 1. De døde fostre kan eventuelt aborteres.

Hvis de fleste fostre dør, kan faringen ikke sættes i gang, og søerne farer først ved 118 –122 dage, eller de farer slet ikke. Efter drægtighedsdag 70 er fostrene i stand til at danne antistoffer. Derfor vil smitte sidst i drægtigheden sjældent medføre symptomer.

Årsag

Porcint parvovirus er et lille virus, der er meget modstandsdygtigt overfor udtørring, varme, kulde og desinfektionsmidler. Udskillelse af smitte sker via tarmen eller med inficerede fostre eller sæd. Smitten optages via mund/næse eller ved løbning. KS-orner vaccineres på KS-stationen for at forhindre virusudskillelse.

Udvikling, udbredelse og betydning

De fleste grise optager maternelle antistoffer mod PPV med råmælken. Disse antistoffer beskytter grisene i 1-4 måneder. Herefter bliver grisene modtagelige overfor smitte med PPV-virus.

Hvis poltene smittes inden de bliver løbet, vil de livsvarigt være beskyttet imod infektion. Hvis poltene ikke smittes inden løbning, er der stor risiko for, at de smittes, når de kommer ind i et smittet sohold. Derfor anbefales basisvaccination af alle polte før løbning.

Porcint parvovirus findes i de fleste sohold. I små lukkede sohold kan infektionen dø ud. I store gennemvaccinerede og sektionerede sohold kan smittepresset være meget lavt. I begge tilfælde er der stor risiko for et omfattende udbrud, hvis vaccination udelades i en periode [1].

Ved nyudbrud kommer der enkelte aborter, fulgt af en måned med mange mumificerede fostre. Herefter følger en måned med små kuld. I kronisk smittede besætninger uden vaccination ses der mange små kuld hos gyltene.

Symptomer

Smitte af unge og voksne svin er uden symptomer. Smitte af modtagelige drægtige dyr kan medføre lav kuldstørrelse. Ofte er det kun gyltekuldene, der smittes, da søerne er modstandsdygtige efter smitte i første kuld. Hvis der er mindre end syv levendefødte grise i mere end 7 pct. af gylte-kuldene, kan der være tale om Porcint parvovirus [2].

Mumificerede fostre tyder på et akut udbrud i besætningen. Ligger antallet af mumificerede fostre i besætningen på ét mumificeret foster i hvert tredje kuld, er der ikke tegn på parvovirusinfektion. Det skyldes i stedet, at enkelte fostre kan dø på grund af pladsmangel i børen [3].

Obduktion

Ved undersøgelse af omløbere som følge af PPV findes normale kønsorganer, og der kan findes mumificerede fostre i børhornene, der forhindrer etablering af drægtighed. Undersøgelse af søer, der ikke farer, vil påvise mumificerede fostre.

Fostrene efter en abort eller fostre fundet i børen vil vise et meget forskelligt dødstidspunkt. Det skyldes, at virus først smitter et foster, og herfra smitter videre til nabofostrene. Forskelligt dødstidspunkt ses også efter infektion med leptospirer, mens abort af fostre, døde på samme tidspunkt gør sig gældende for:

• PRRS (Porcine Reproductive and Respiratory Syndrome)
• Influenza (svineinfluenza)
• Knuderosen (rødsyge)
• Ondartet lungesyge (Actinobacillus pleuropneumoniae).

Diagnose

Diagnosen baseres på symptomerne og bekræftes ved blodprøvning. Store mumificerede fostre kan undersøges for virus og for antistoffer imod Porcint parvovirus.

Ved serologi anvendes følgende tommelfingerregler:

• Titer 0 – 50: Maternelle antistoffer. Dyret er ikke vaccineret og har ikke været smittet.
• Titer 50 – 1000: Titer efter vaccination. Dyret er beskyttet af vaccination og har ikke været smittet.
• Titer 500 – 32.000: Infektionstiter. Dyret har været smittet for mindst to uger siden.

Et gennemvaccineret dyr kan godt opleve en infektion med Porcint parvovirus og reagere med titerstigning. Infektion af et vaccineret dyr vil ikke medføre fosterdød, selv om titeren stiger. En høj titer i en blodprøve fra en 4. kulds so kan skyldes, at denne so blev smittet i sin fjerde drægtighed, men den høje titer kan også skyldes, at soen har været smittet som polt.

Håndtering

Søer og gylte kan ikke behandles for Porcint parvovirus, derfor er det vigtigt at vaccinere. Der er så lille forskel på de forskellige stammer af Parvovirus, at man ikke skal tage hensyn til serotyper ved valg af vaccine.

Basisvaccination med én vaccination fire uger før første løbning sikrer effektivt imod at børen inficeres med Porcint parvovirus -  for nogle vacciners vedkommende skal der vaccineres fire uger og en uge før første løbning [5]. Basisvaccinationen dækker dyret til og med 4. kuld [4].

Vaccinen påvirker ikke drægtigheden, så hvis man har glemt at vaccinere et dyr inden løbning, bør det vaccineres hurtigst muligt efter løbning i håb om, at vaccinationen kommer til at virke, før dyret smittes.

Vaccination kan medføre en temperaturstigning, der påvirker dyrets appetit og stofskifte. Derfor bør vaccination ikke foretages de sidste syv dage før forventet brunst eller faring eller sidst i diegivningsperioden.

Velfærdsvurdering

Infektion med Porcint Parvovirus giver så milde symptomer hos det smittede dyr, at man ikke bemærker, at det er smittet. Infektionen har udelukkende produktionsmæssig betydning.

Økonomisk betydning

Ved nysmitte af en besætning vil søer i første drægtighedsmåned (cirka ¼ af besætningen) få små kuld, mens søer i 2. drægtighedsmåned kan få flere mumificerede grise. De søer, der er længere fremme i drægtighedsperioden ved smitte, vil normalt ikke vise symptomer. Halvdelen af søerne i besætningen kan således føde op til halvt så mange grise som normalt. Ved et typisk udbrud vil kuldstørrelsen falde med cirka to grise pr. kuld i sygdomsperioden. Hertil skal lægges enkelte aborter og omløbere, og nogle søer, der ikke farer.

Referencer