PARVOVIRUS (PPV)/ SMITSOM KASTNING

Porcint parvovirus er et lille virus, der er meget modstandsdygtigt overfor udtørring, varme, kulde og desinfektionsmidler.

Udskillelse af smitte sker via tarmen eller med inficerede fostre eller sæd. Smitten optages via mund/næse eller ved løbning. KS-orner vaccineres på KS-stationen for at forhindre virusudskillelse.

De fleste grise optager maternelle antistoffer mod PPV med råmælken. Disse antistoffer beskytter grisene i 1-4 måneder. Herefter bliver grisene modtagelige overfor smitte med PPV-virus.

Hvis poltene smittes inden de bliver løbet, vil de livsvarigt være beskyttet imod infektion. Hvis poltene ikke smittes inden løbning, er der stor risiko for, at de smittes, når de kommer ind i et smittet sohold. Derfor anbefales basisvaccination af alle polte før løbning.

Porcint parvovirus findes i de fleste sohold. I store gennemvaccinerede og sektionerede sohold kan smittepresset være meget lavt, dog er der en stor risiko for et omfattende udbrud, hvis vaccination udelades i en periode [1].

Ved nyudbrud kommer der enkelte aborter, fulgt af en måned med mange mumificerede fostre. Herefter følger en måned med små kuld. I kronisk smittede besætninger uden vaccination ses der mange små kuld hos gyltene.

Smitte af unge og voksne grise er uden symptomer. Smitte af modtagelige drægtige dyr kan medføre lav kuldstørrelse. Ofte er det kun gyltekuldene, der smittes, da søerne er modstandsdygtige efter smitte i første kuld.

Mange stenfostre tyder på et akut udbrud i besætningen. Mere end 0,5 stenfostre i gennemsnit pr. kuld bør vække mistanke om smitte med parvovirus, eller at der er svigt eller mangler i den nuværende vaccinationsprocedurer.

Enkelte stenfostre er normal forekommende og skyldes at enkelte fostre kan dø på grund af pladsmangel i børen [3]. 

Ved undersøgelse af omløbere som følge af PPV findes normale kønsorganer, og der kan findes stenfostre i børhornene, der forhindrer etablering af drægtighed. Undersøgelse af søer, der ikke farer, vil påvise stenfostre.

Fostrene efter en abort eller fostre fundet i børen vil vise et meget forskelligt dødstidspunkt. Det skyldes, at virus først smitter et foster, og herfra smitter videre til nabofostrene.

Forskelligt dødstidspunkt ses også efter infektion med leptospirer, mens abort af fostre, døde på samme tidspunkt gør sig gældende for:

• PRRS (Porcine Reproductive and Respiratory Syndrome)  
• Influenza (svineinfluenza)
• Knuderosen (rødsyge)
• Ondartet lungesyge (Actinobacillus pleuropneumoniae).

Diagnosen baseres på symptomerne og især ved unge søer bør mange stenfostre, omløbere og små kuld give mistanke om infektion med parvovirus i besætningen. Brug for eksempel tommelfingerreglen: hvis flere end 0,5 stenfostre i gennemsnit pr. kuld, bør man mistænke parvovirus og få testet besætningen af sin besætningsdyrlæge.

For at undersøge om symptomerne skyldes parvovirus, skal dyrlægen indsende materiale til diagnostik på et laboratorium. Dyrlægen kan tage vævsprøver fra fostrenes nyrer, lunger og lever eller indsende mindst tre sorte, tre brune og tre hvide fostre med fosterhinde fra forskellige kuld til laboratoriet.

Søer og gylte kan ikke behandles for Porcint parvovirus, derfor er det vigtigt at vaccinere. Der er så lille forskel på de forskellige stammer af Parvovirus, at man ikke skal tage hensyn til serotyper ved valg af vaccine.

Basisvaccination med én vaccination fire uger før første løbning sikrer effektivt imod at børen inficeres med Porcint parvovirus - for nogle vacciners vedkommende skal der vaccineres fire uger og en uge før første løbning [5]. Basisvaccinationen dækker dyret i et år [4].

Vaccinen påvirker ikke drægtigheden, så hvis man har glemt at vaccinere et dyr inden løbning, bør det vaccineres hurtigst muligt efter løbning i håb om, at vaccinationen kommer til at virke, før dyret smittes.

Vaccination kan medføre en temperaturstigning, der påvirker dyrets appetit og stofskifte. Derfor bør vaccination ikke foretages de sidste syv dage før forventet brunst eller faring eller sidst i diegivningsperioden.

Infektion med Porcint Parvovirus giver så milde symptomer hos det smittede dyr, at man ikke bemærker, at det er smittet. Infektionen har udelukkende produktionsmæssig betydning.

Ved nysmitte af en besætning vil søer i første drægtighedsmåned (cirka ¼ af besætningen) få små kuld, mens søer i 2. drægtighedsmåned kan få flere stenfostre. De søer, der er længere fremme i drægtighedsperioden ved smitte, vil normalt ikke vise symptomer.

Halvdelen af søerne i besætningen kan således føde op til halvt så mange grise som normalt. Hertil skal lægges enkelte aborter og omløbere, og nogle søer, der ikke farer.