Yverbetændelse

Yverbetændelse optræder under flere forskellige former:

• Ofte en af lidelserne i forbindelse med farefeber
• En selvstændig infektion i diegivningsperioden eller ved fravænning
• En kronisk ødelæggende yverbetændelse, der udvikler sig langsomt gennem drægtighedsperioden.

Årsag

Yverbetændelse skyldes ofte bakterier, og meget ofte er de gram-negative bakterier Escherichia coli eller Klebsiella pneumonia involveret. I forbindelse med farefeber spiller endotoksin en væsentlig rolle, idet dette giftstof forværrer tilstanden meget. Ved akut yverbetændelse senere i laktationen findes ofte andre bakterier så som stafylokokker eller streptokokker.

Den kroniske yverbetændelse skyldes ofte Stafylokokkus aureus eller Arkanobacterium pyogenes [6], som enten stammer fra en tidligere akut yverbetændelse eller vinder indpas gennem sår eller gennem pattekanal til en ikke-lakterende kirtel. Den kroniske yverbetændelse er indkapslet, hvorfor behandling ofte er uden effekt.

Udvikling, udbredelse og betydning

I forbindelse med farefeber ses ofte yverbetændelse i flere mælkekirtler - og ikke sjældent i hele yveret. Denne type yverbetændelse ses omkring faringstidspunktet med hovedvægten på et par dage før faring til få dage efter faring. Dødeligheden blandt søer med farefeber er meget lav, og der tales om en betydelig selvhelbredelse, men den rette behandling kan ofte forkorte forløbet og derved mindske den negative effekt på kuldet. Forekomsten af yverlæsion (kode 60) blandt slagtesøer var i 2003 på 0,5 pct., men steg til 4,4 pct. året efter ved øget fokus på denne diagnose. Ved intensiv undersøgelse i 2004 blev der fundet yverlæsioner på 12 pct. af 640 undersøgte slagtesøer [6].

Selvstændig yverbetændelse optræder ofte i få eller kun én mælkekirtel og forekommer ofte senere i diegivningsperioden med hovedvægten på 2. diegivningsuge. Desuden kan en enkelt mælkekirtel blive betændt ved fravænning Afhængig af årsagen, det vil sige typen af bakterie kan det mælkeproducerende væv være delvist ødelagt, hvilket forringer soens malkeevne for fremtiden. Der ses af og til voldsom infektion og nedstemthed hos soen, og dødeligheden er lidt højere end ved farefeber. Desuden ses dårlig tilvækst og højere sygelighed hos pattegrisene, hvis der ikke straks suppleres med egnet foder.

Yversvamp - en kronisk form for yverbetændelse - optræder med varierende hyppighed i drægtighedsperioden. Mange besætninger kender ikke problemet, hvorimod yversvamp optræder i enkelte besætninger med en hyppighed på op til 60 pct. Yversvamp observeres gerne et par uger efter løbning, hvor mælkespænding og efterfølgende hævelse efter fravænning er forsvundet. Smitten sker muligvis efter fravænning, hvorefter den kroniske betændelse udvikles de næste uger.

Den eller de angrebene kirtler går til grunde, hvilket forringer soens malkeevne fremover. Yversvamp kan være meget smitsom, og gylte og unge søer er særlig modtagelige, hvorfor yversvamp hurtigt spredes i besætningen.

Det ser ud til, at yversvamp opstår ud fra skader på selve yveret. Ved besætningsproblemer skal man derfor fokusere på årsager til, at der opstår skader på yveret [6]. Det kan være lange klove, der skader yveret, fejl ved inventar eller gulv eller pattegrise, der sutter på selve yveret. Sidstnævnte problem kan skyldes mangel på vand, eller store pattegrise, der ikke får tilskudsfoder.

Symptomer

Symptomer på yverbetændelse kan være en eller flere af disse tegn:

• Hævelse af én eller flere kirtler
• Rødme af én eller flere kirtler
• Hårdhed og smerte i hele kirtelrækken
• Manglende ædelyst hos soen
• Feber
• Urolige pattegrise.

I mange tilfælde ses der senere diarré hos pattegrisene.

Kronisk yverbetændelse viser sig ved hævede, hårde og eller knudrede kirtler – figur 1.

Obduktion

Obduktion er ikke relevant i forbindelse med denne lidelse, men der kan ses forandringer i mælkekirtler ved yverbetændelse:

• Hævelse
• Rødme
• Fast sygdomspræget mælkekirtelvæv
• Bylder i yvervævet.

Patologisk og histologisk undersøgelse er beskrevet i [6].

Diagnose

Diagnosen stilles på grundlag af en klinisk undersøgelse af soen, men det er ofte svært at konstatere yverbetændelse - især i de første dage efter faring, hvor der tit ses yverspændinger. Mælkeprøve er vanskelig at udtage korrekt, da hver patte modtager mælk fra flere mælkekirtler. Desuden er det svært at udtage prøven sterilt, så kontamination fra hudoverfladen undgås. Ellers kan en laboratorieprøve bruges til at bestemme den sygdomsfremkaldende bakterie og dennes resistensmønster, så det korrekte antibiotika kan findes. Under praktiske forhold er denne metode dog urealistisk.

Mange sygdomsmæssige situationer med påvirket almenbefindende kan give lignende symptomer. Infektion med PRRS (Porcine Reproductive and Respiratory Syndrome) giver ligeledes nedsat eller ophørt mælkeproduktion.

Håndtering

Ved akut yverbetændelse er brug af antibiotika ofte relevant. Der bør anvendes bredspektret antibiotika såsom ampicillin, sulfa/TMP, tetracyklin, spiramycin o.l. Desuden anvendes oxytocin i lav dosis om nødvendigt flere gange med få timers mellemrum.

I svære tilfælde kan behandlingen suppleres med antiinflammatoriske stoffer, det vil sige smertestillende stoffer. En smertebehandling (Metacam) kombineret med behandling med antibiotika har vist bedre resultater end behandling med antibiotika alene.

Yverbetændelse som et led i farefeberkomplekset behandles og forebygges som nævnt under farefeber.

Akut yverbetændelse senere i diegivningsperioden forebygges bl.a. ved at holde en god hygiejne i farestierne og hindre overfodring efter faring. Desuden er klovpleje vigtigt, da yverskader som følge af pattetråd ses hyppigt. Her spiller fareboksens underlag en stor rolle, da soen skal kunne stå fast.

Yversvamp kan sjældent helbredes (cephalosporin kan virke terapeutisk i visse situationer), og smittefaren gør, at slagtning hurtigst muligt er den bedste løsning. Forebyggelse sker ved at undgå smitte. Smitten sker hyppigt i løbeafdelingen, hvorfor der her bør desinficeres ugentligt med et egnet middel. I en periode bør alle søer ved fravænning oversprøjtes på yveret med jodopløsning, hvilket ofte har en god forebyggende effekt.

Velfærdsvurdering

Akut yverbetændelse kan være smertefuldt og give forstyrret velbefindende. Lidelsen skal derfor behandles. De fleste tilfælde af yverbetændelse opstår i farestalden, så flytning til en aflastningssti er ikke relevant.

Yversvamp (kronisk yverbetændelse) påvirker sjældent soens almenbefindende, men smitterisikoen medfører, at sådanne søer bør udsættes.

Økonomisk betydning

Det er svært at fastlægge den økonomiske betydning af yverbetændelse - særligt da sygdomsgraden varierer meget fra tilfælde til tilfælde. Søer med akut yverbetændelse kommer normalt hurtigt over lidelsen, hvis den rigtige behandling indledes. Her er det største tab påvirkningen af kuldet. Det er selvsagt vigtigt med en hurtig indsat behandling, da tabet er direkte afhængig af soens sygdomsperiode. Et bud på et gennemsnits tab er en død pattegris pr. so med yverbetændelse og en fravænningsvægt der er 500 gram lavere end normalt ved fravænning.

Søer med yversvamp (kronisk yverbetændelse) bør udsættes.

Referencer og yderligere læsning